fredag den 30. november 2012

Sigrid Undset - en eksistentiel forfatter

Jeg er storforbruger af litteratur, og taler glad og gerne om hvad jeg læser. Derfor bliver jeg engang imellem spurgt, hvilken bog eller hvilken forfatter som har gjort størst indtryk på mig. Og når jeg er kommet igennem alle mine forbeholdt, vender jeg tilbage til Sigrid Undsets forfatterskab, og især Kristin Lavransdatter. Jeg har læst bogen flere gange med mange års mellemrum, og hver gang fået noget mere med mig, end sidste gang.

Men hvorfor er jeg så optaget af denne bog?
Hovedpersonen Kristin er af natur en lidenskabelig og selvrådig person, som via sin fars opdragelse  får indpodet ydmyghed, pligtopfyldenhed og underdanighed. Og fordi Kristin og hendes far står hinanden så nær, bliver faderens normer i Kristin en integreret del af hendes personlighed. Men Kristin bliver et splittet menneske, fordi hendes natur og normer er i strid med hinanden. Historien foregår i 1300-tallets Norge, og derfor spiller også kristendommen en afgørende rolle i hele Kristins liv. Ikke som en udvendig kulisse, men som en del af hele Kristins kamp.

Kristin forelsker sig lidenskabeligt i Erlend, en mand, som er helt uden de normer, Kristin har lært. Han er tro mod sin natur, den lidenskabelige, smukke og æstetiske mand, -  men pligterne og normerne har han ingen forståelse for, og dem lader han Kristin om. Hun derimod raser mod Erlends pligtløshed, fordi hendes opvækst har lært hende, at manden skal herske over hende, og det hverken kan eller vil Erlend. Og Kristins natur byder ham trods, og hun gør livet surt for ham, fordi han nægter at lave sig selv om.

Kristins kamp bliver en kamp i hende selv. Og Sigrid Undset er en stor menneskekender og virkelighedstro til det yderste. For Kristin bøjer sig ikke i ydmyghed overfor sin mand, eller overfor det liv, som hun selv har valgt. Og hun kan heller ikke bare lade stå til, men må tage sig af den store gård, børnene, tjenestefolkene - ja, alt det, som Erlend burde, men ikke gjorde. Kristin kæmper i sit gudsforhold, med sin tro, med sin mand - men først og fremmest med sig selv.

Jeg læste bogen første gang i begyndelsen af 70'erne midt i kvindefrigørelsens tid. Det var en lise og en stor inspiration til tænkning og overvejelse over kvindens liv, for bogen havde en ægthed og friskhed over sig, som starthalvfjerdserne ikke havde (i min optik). Ufordømmende og karsk beskriver Sigrid Undset det naturlige overfor det kulturlige og det religiøse, og ophøjer herved temaerne til ethvert menneskes kamp til alle tider. Og det er HERI jeg finder storheden i bogen.

Så kære bloglæser: Er du træt af det lette, nemme, overfladiske og selvkonstruerede liv, og trænger til ægthed, naturlighed, og til at få vendt de store eksistentielle spørgsmål, så anbefaler jeg Kristin Lavransdatter. Bogen er i tre bind, men en ren nydelse.

God fornøjelse!!

torsdag den 29. november 2012

Er du et ordentligt menneske?

Hvad vil det sige at være et ordentligt menneske? Underligt spørgsmål at stille, vil nogen mene. Det er da bare at opføre sig ordentligt? Ja, men hvad er det så? Er det så entydigt?

Det mener jeg absolut ikke, det er. I dag hvor alt er til debat, er også ordentligheden relativ og underlagt individuelle værdier. Hvis der overhovedet er tale om overvejede værdier, og ikke bare en kulturtradition, man flyder med - fra sit land, sin religion, sin politiske overbevisning, sin ideologi, sine fagfæller.
Eksempler:
- En morder bør straffes med dødsstraf, og hvis det er en særlig grusom morder, bør han smage tortur før han dør.
- Vi skal ikke behandle "dem" bedre, end de ville behandle os, hvis vi boede i deres land.
- Selvtægt er i orden, vores retssystem er for svagt.
- "De" skal bare ud af landet, hvis de ikke opfører sig ordentligt!

Hævn og vrede er de bærende kræfter i ovenstående udsagn. Og lovene gælder ligesom ikke for alle. Ikke desto mindre hævder mange "ordentlige" mennesker disse synspunkter.

Eksempler:
- Jeg har RET til at få opfyldt mine behov, og RET til at sige nej til ting, jeg ikke har LYST til.
- Jeg vil ikke flytte for at få et arbejde
- Jeg vil ikke tage et arbejde udenfor det, jeg er uddannet til
- Hvis jeg skal betale mere i skat, flytter jeg min virksomhed til udlandet
- Jeg vil ikke rette mig efter landets love, hvis jeg selv synes, de er forkerte

Individualisme og manglende solidaritet kan være overskrifter her. Men det er da vi ordentlige mennesker, der udtaler os således.

Eksempler:
-  Jeg skal have uddannelse, jeg skal frem i verden, jeg skal skabe karriere, og det er min egen fortjeneste, derfor er lønnen også min egen, og jeg skal sørge for at betale mindst muligt i skat.
- Jeg skal have flest mulige fradrag. Jeg er ikke bange for at fifle lidt med skatten, for den er alt for høj.
- Man er da et fjols, hvis man ikke tjener noget sort, eller benytter sig af sort arbejde.

Først mig selv, og så mig selv, og så måske min næste, og så mig selv en gang til. Hører de fleste af vi ordentlige danskere ikke til indenfor denne kategori? Og denne kategori er endda højt besunget p.t., for den holdning skaber vækst - et af tidens mantraer. Nåe nej, ikke det sorte arbejde, måske!

De gammeldags dyder: Ordholdenhed, ansvarlighed og ansvarsbevidsthed, pligtopfyldenhed, social bevidsthed og solidaritet, ærlighed, redelig, sandhed i ord og gerning, høflighed, hjælpsomhed, at yde efter evne og nyde efter behov, at alle har lige ret for loven, er ordentlighed.

Men ja, de er oldgamle. Og ikke gangbare i vor moderne verden. Nærmest lidt til at grine af.


lørdag den 24. november 2012

Søren Kierkegaard - 200 år i 2013

Næste år fejrer vi 200 året for Søren Kierkegaards fødsel. I en artikel i Kristelig Dagblad i dag, gives der udtryk for, hvor mærkeligt det er, at der ikke er samlet flere penge ind, og at ikke flere instanser har doneret beløb til at fejre dette. Og man sammenligner med det påstyr, der var i anledning af H.C. Andersenjubilæet. Ikke så mærkeligt, for disse to danskere er kendt og påskønnet over hele verden. Der kommer stadig mennesker fra hele verden for at lære dansk, så de kan læse Kierkegaard på originalsproget. Det er da fantastisk!

Men kender danskerne selv Søren Kierkegaard? De fleste synes, han er svær at læse. Men hvis man læser ham, som han selv anbefaler: Ord for ord, eventuelt højt for sig selv, og tænker og reflekterer over hvert ord, så er det såmænd til at forstå for de fleste. Det er måske heri vanskeligheden består. Vi er ikke vant til den langsomhed. Vi skal helst læse med høj hastighed, hvis vi da overhovedet læser.

Jeg vil godt her foreslå et par metoder til læsning af Søren Kierkegaard. For giver man sig først i kast med ham, og får man ham ind under huden, bliver man sulten efter mere. Men forfatterskabet er så omfattende, at man ikke sådan lige bliver færdig med det i en ruf. 24 bind udgør hans samlede værker.

Man kan f. eks. begynde med at læse om S.K. Her vil jeg klart anbefale Joachim Garffs bog S.A.K. Den giver en indføring i hans værker, sat sammen med S.K.'s eget liv, d.v.s. man får en forståelse for, i hvilken kontekst han skriver netop dette. Desuden får man som en pragtfuld sidegevinst et fantastisk billede af det København, som eksisterede på S.K.'s tid.

Man kan også læse noget om de begreber, S.K. bruger. Han kaldes eksistentialismens fader, ikke uden grund. Men med den religiøse dimension, i modsætning til de franske filosoffer, f. eks. Jean Paul Sartre. Men det er en god ide at få fat på de eksistentialistiske grundbegreber, såsom skyld, ansvar, fri vilje, angst, valg m.m. Johannes Sløk har bl.a. skrevet en lille bog om disse begreber.

En mulighed er også at læse Billeskov Jansens 4-binds værk "Søren Kierkegaard i udvalg". Det kan nemlig godt være en fordel at danne sig et overblik over S.K.'s værker, før man dykker ned i de enkelte bøger. For S.K. "leger" med forskellige muligheder og begreber i den menneskelige eksistens, endevender dem på kryds og tværs. Derfor skal man ikke tro, at han "mener" det, han skriver i hver bog. Bl.a. derfor udgiver han også en del af sine bøger under pseudonym.

Selvfølgelig kan man også bare gå ligepå ham. Her vil jeg godt anbefale bind 12 i de samlede værker: Kærlighedens gerninger. Sæt god tid af og læs evt. bare et par sider af gangen. Det vil give pote. I dette værk bliver man også fortrolig med S.K.'s fantastiske dybde og grundighed, når han udreder en tekst. Her er det: Du skal elske din næste som dig selv, - hovedessensen i kristendommen, hvor han skriver om denne ene sætning 5 gange ved skiftevis at lægge betoningen på det enkelte ord: Du skal elske din næste som dig selv. Du skal elske din næste som dig selv. Osv.

Når man selv glædes over noget, vil man gerne give det videre. Derfor håber jeg, at rigtig mange vil gå bare lidt forberedte ind i Søren Kierkegaardåret 2013.

fredag den 23. november 2012

Israel/Palæstinakonflikten

Som så mange gange før er konflikten mellem Israel og Palæstina blusset op igen. I den anledning er jeg ofte blevet spurgt: "Hvem holder du med"?
 
Der er ikke nogen, jeg holder mere med end andre, for hvis man spørger, hvem der har mest ret til at være der, så kommer det helt an på, hvilken tid man peger på i historien. 3.000 år før Kr. var der både jøder og araber i det område, vi kalder Palæstina, men de var nomader. Som vi jo ved fra GT opstod staten Israel under David omkring år 1000 før Kr. Og som vi bl.a. ved fra N.T. var området under Det Romerske Imperium i længere tid. Efter Jerusalems fald i ca år 70 blev jøderne drevet ud og spredtes over hele Mellemøsten og Europa. Herefter dominerede de kristne i området, indtil Islam hastigt voksede efter 600-tallet, og fra ca 1500 hørte området til Det Osmanniske rige. Og det gjorde det faktisk indtil slutningen af 1800-tallet, hvor den politiske bevægelse Zionismen opstod. Bevægelsen gik – og går – ud på at få oprettet en Israelsk stat i området. Efter 1. verdenskrig kom området under engelsk kolonisation, og herefter begyndte også araberne at arbejde på at få deres egen stat. Efter 2. verdenskrig var der skabt grobund i verden som helhed for at jøderne skulle have deres eget land, – de var i forvejen også begyndt at slå sig ned der i større og større tal. England overlod det til FN at sørge for fordelingen af landene. På det tidspunkt var ca en tredjedel i Palæstina jøder, resten arabere. Men jøderne fik tildelt ca 56 pct. af landet, araberne 42 pct og Jerusalem skulle være international. Palæstina skulle bestå af Gazastriben og en del af Jordans Vestbred, men allerede dagen efter udbrød der krig, idet israelerne besatte de områder, der var tiltænkt palæstinenserne. Siden har der været uroligheder, som mange forskellige parter har forsøgt at løse.

Hermed mit historiske oprids af Israel/Palæstinakonflikten. Så gad jeg godt se den, der med nogen ret vil hævde, at det ene folk har mere ret til at være der end det andet. Den almindelige befolkning – både blandt israelere og palæstinensere - går ind for at dele området, så der dannes 2 stater. En mindre del af befolkningerne, som mest består af intelligensiaen, mener, at landet skal være ét, og at man må kunne finde ud af at leve i fredelig sameksistens. Men herudover kompliceres tingene af de subkulturer og politiske partier, som findes på begge sider. Hamas vandt det sidste valg, må derfor anerkendes, men det bliver det ikke af mange lande, da det betragtes som en terrororganisation. Faktisk er Fatah også meget større.
USA har jo hidtil støttet Israel, men det ser ud, som om Obama lurepasser noget for tiden. Det er en betændt byld for hele verden, fordi det er brændpunktet for øst/vest-holdninger lige nu, og det betyder en helt masse for det, vi kalder Det Arabiske Forår. Men Obama har sandsynligvis sine betænkeligheder ved for ensidigt at vise sin støtte til Israel. USA - og også alle vi andre, er alt for afhængige af de arabiske lande, på grund af olien og på grund af de nuværende økonomiske forhold, så det skulle nødigt blive nødvendigt for USA at blande sig i de politiske forhold i Arabstaterne. Selv om mange mener, at bl.a. Syrien er blevet ladt i stikken.
 
Men hvornår/hvor - og med hvilken begrundelse bør USA - og/eller EU blande sig i mellemøstkonflikterne???
 
 
 

onsdag den 21. november 2012

Fjendebilleder

Nu vil man nedlægge Varde kaserne! Det kan jeg ikke li'! Den ligger nemlig alletættest på mig, hvis der kommer krig, og så er det rart at have forsvaret indenfor rækkevidde.

Hvad siger I? Er soldaterne ikke på kasernerne, hvis der bliver krig? Hm - hvor er de så? Det kommer an på, hvem fjenden er, og derfor hvor krigen foregår.

Ja hvem er fjernden egentlig? Det var så let, da jerntæppet stadig bestod. Øst og vest. De gode og de onde. Lige som i eventyrerne.

Men i dag? Er det muslimerne mod de kristne? Fundamentalister mod demokrater? Diktatur mod demokrati? Østen mod vesten? Kina mod USA? BRIKlandene mod dem, der ikke kan følge med? I-landene mod U-landene? Flertallene mod mindretallene? De rigtige mod de forkerte? Lande, der må have atomvåben mod lande, der ikke må? Kapitalisme mod socialisme? Undertrykkelse mod menneskerettighederne? Nordeuropæere mod sydeuropæere? Konkurrencedygtighed mod nulvækst? Kristendom mod sekularisering? De rige mod de fattige? Magt mod afmagt? Oplysthed mod uvidenhed? Korruption mod ærlighed? De fremmede mod os? Rockerbander mod parcelhusejere? Hells Angels mod Bandidos? FCK mod Brøndby? Alkohol mod hash? Religion mod ateisme? Enhedslisten mod Dansk Folkeparti?Globalisering mod nationalstat?

Nå nå, stop nu en halv! Nu har du da vist udvandet krigstemaerne! Som om det ikke var slemt nok i forvejen!

Har jeg?

Jeg hører oftere og oftere - godt nok af og til mellem linjerne - folk mene, at globaliseringen er et gode, fordi den til slut vil føre til det godes sejr over det onde, hvis vi nu bare tager alle modsætningerne over én kam. Og at alle mennesker over hele Jorden vil blive én stor familie. Det eneste problem, der består, er at få alle til at mene det samme om, hvad der er "det gode". Det er den teknologiske udvikling, som først og fremmest har ført til det, vi kalder globaliseringen. Og dermed har bragt mennesker over hele kloden tættere på hinanden end nogensinde før i historien (Så vidt vi da ved!) Men samme udvikling har også ført til, at vi dermed er længere fra hinanden end nogensinde før.

Hvordan det?

Fordi vi hele tiden skal konkurrere. For at klare os i globaliseringsræset. Ellers bliver vi hægtet af. Det betyder, at der hele tiden skal skabes vækst. Og mervækst. Altså mere end de andre nationers, så vi vinder konkurrenceræset. Og i konkurrencer er der altid vindere og tabere.

Samtidig med det har vi en ressource- og forurenings- og miljømæssig kraft hængende over os, som peger i modsat retning. Hvis vi bliver ved med at tro, at vækst er vejen frem, ødelægger vi Jorden, saver vi den gren over, vi selv sidder på.

Den virkelige krig - den, som betyder noget er den, der foregår indeni os selv: Kan og vil vi holde op med at tro, at vi kan "vækste" os frem? Kommer vi, inden det er for sent, til den oplysthed, som skal til, for at vi åbner vore øjne og hjerter og indser, at vi skal leve og lade leve, og at vi ikke hverken kan eller skal få alle til at blive som os og mene som os. Først i det øjeblik, vi trækker den ambition væk, er der håb for fremtiden.





mandag den 19. november 2012

Adventstid.

Snart er det adventstid -
Forhåbninger og drømme
slippes langsomt fri.
Jubelen og hjertets længsel
efter enhed og renhed
får nyt mod.

Snart er det glædens tid -
Stille kryber den ud
fra sit indre skjul.
Fyldes med livets bobler
langsomt og tøvende
folder den sig ud.

Snart er det håbets tid -
Taknemmeligt og ydmygt
formes det og bliver til tro.
Hele livets fylde
på klipper grundfæstet
i Ordet lagt.

Og kærlighedens tid -
Ny næring til alle sjæle
optages fra Helligånden.
Gives videre til alle dem
som ikke selv kan tro
og dog længes.




lørdag den 17. november 2012

Julegavebestillingslister

Ønskesedler er en uting! Og en uforskammethed! En bestillingsliste! Man kan sågar komme ud for, at vedkommende har skrevet, hvor tingene kan købes, hvilken farve det skal være osv.

Men hvad er en gave?

Det er noget, man ufortjent får, givet af kærlighed. En ting, som giveren har opsnappet i årets løb, at modtageren har ytret sig om, eller giveren bare lige har fundet helt rigtig til netop denne person. Noget, man selv har lyst til at give og glæder sig over at give.

Jeg læste for nylig om en, som skrev, at nu kom den tid, som hun frygtede, for folk begyndte at spørge, hvad hun ønskede sig til jul. Men hun vidste aldrig, hvad hun skulle sige, for hvis hun ønskede sig noget, så købte hun det jo bare, og hvis hun ikke bare købte det, så var det fordi, det var for dyrt, og så kunne hun jo ikke tillade sig at ønske sig det til jul. Jeg blev rigtig trist til mode, da jeg læste det. Og jeg tænkte: Er det sådan, det er? Men det så det ud til, for der var mange, der var enige.

Et eller andet sted ved vi godt, at folk køber det, de ønsker sig, og at de kun undlader at købe det, som er for dyrt. Mon ikke det netop er derfor, at julegavebudgetterne år efter år vokser. For hvis vi skal give noget, som er ønsket, så skal vi op i den dyreste ende, for ellers har vedkommende selv anskaffet det.

 Vi har finanskrise, og alligevel er der ingen materielle ønsker, for vi køber det, vi ønsker os! Altså nogen af os. Måske mange af os. Men mon dog ikke vi alle kender nogen, som ikke bare kan købe, hvad de ønsker sig? Jamen, skal vi ikke beslutte, at det så er dem, vi giver gaver i år? Måske ville kærlighedsånden så indfinde sig i gavegiveriet, i stedet for denne rethaveriske ånd om at få, hvad man ønsker, selv om man dårligt ønsker noget.

Eller også kunne vi beslutte, at give en enkelt en rigtig dyr julegave, som han aldrig selv ville have råd til. Og at de andre så ikke får noget! Hvor ville det blive en kærlighedsgave, og især, hvis vi selv afstod fra at få, men gerne ville give.

Jeg er selv opvokset med milimeterretfærdighed, velsagtens fordi mine forældre ikke havde været vant til bare at kunne købe, og da vi var 4 børn, skulle alle have lige meget, havde de syntes. Måske godt nok, men da vi børn blev større, begyndte vi at synes, at det var lige lovlig meget med denne form for retfærdighed. Det resulterede da også i, at jeg selv har opdraget mine børn til ikke at have denne milimeterretfærdighed. Jeg kan godt give den ene en stor gave, og de kan glæde sig på dennes vegne, uden selv at forvente at få en tilsvarende stor gave. Og det glæder jeg mig over. For hvor er det da vigtigt at kunne glæde sig på andres vegne.

Da min yngste var 3, skrev hendes 2 ældre søskende ønskesedler, side op og side ned. Vi spurgte hende: Hvad ønsker du dig til jul: Jeg ønsker mig bar' et lægesæt, sagde hun stilfærdigt med bøjet hoved. Da juleaftens gaveudpakning kom, fik hun som det første sit lægesæt, og hun blev så glad, og gik ud af stuen. "Hvor skal du hen"? spurgte vi. "Op på mit værelse og lege med mit lægesæt", svarede hun. "Jamen, der er da mange flere gaver", sagde vi. "Jeg vil ikke have flere", svarede hun.

Og der sad vi med alle vore talenter - og pakker. HUN havde forstået det, det havde vi ikke. Jeg tænker altid på det, når jeg ser børneværelser bugne af legesager. Jeg fatter det ikke. Kan man nå at glædes over noget, når man hele tiden får så meget? Ak ak ak.

Jeg foreslår at give til et sponsorbarn via Børnefonden. Eller give hinanden en ged, høns, ris ja, hvad som helst, som en symbolsk gave til en, som trænger. Og til de ældste i familien: Giv en hjælpende hånd, det vil blive værdsat meget. Og til de unge familier med børn: Giv en babysitting, det vil de elske. Og sådan kan man sikkert finde noget, som ikke er så meget værd materielt, men som har uendelig betydning for netop denne person.

I håb om rigtig stor og oprigtig kærlighedsgiveri denne jul!!

mandag den 5. november 2012

Apocalypse now?

Så hørte jeg lige endnu engang i radioen, at dommedag kommer i år. Der har været flere "forudsigelser" i år. Først skulle den være kommet d. 21. maj, iflg. en amerikansk prædikant. (Artikel i Kristelig Dagblad 11. maj). Og tidligere på året kunne vi læse, at iflg. Mayaernes kalender går jorden under 21. december 2012. Jehovas Vidner har også med sindrige systemer udregnet datoer, men de er passeret.

Man kan undre sig over, hvad der til stadighed får forskellige mennesker til at komme med datoer for dommedag. Iflg. Jesus selv, ville den komme "som en tyv om natten", og ingen ville kende dagen, men det er rigtigt, at de første kristne havde en forventning om, at Jesus ville komme igen indenfor meget kort tid, d.e. indenfor apostlenes egen levetid.

Kan moderne mennesker "bruge" dommedagsforudsigelser til noget? Jeg mener, vi kan bruge helhedsforståelsen af forudsigelserne om Jesu genkomst til at forstå, at enhver dag kunne være den sidste i vort liv. Som en påmindelse om hver dags enestående og aldrig tilbagevendende nu. Som en påmindelse om, at hver dag også er en gave, og at vi kan rette vor taknemmelighed over at få lov at opleve endnu en dag mod Gud. A.O. Vinje har i sit smukke digt "Våren", som Edvard Grieg har sat musik til, skrevet: Endnu engang fik jeg vintren at se, mod våren at stunde...Og Blicher har skrevet: Sig nærmer tiden, da jeg må væk, jeg hører vinterens stemme, thi også jeg er kun her på træk, og haver andetsteds hjemme. I begge digte udtrykkes et ældre menneskes eftertanker om livet, der måske snart er slut.

Martin Luther blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han vidste at jorden ville gå under i morgen, og han svarede. "Så vil jeg plante et træ i dag". Det er vel denne indstilling, vi skal have til livet og til livets slutning. At leve hver dag, som om det er den sidste, og samtidig som om vi har tusinde år. Carpe diem - grib dagen, - disse ord kendes nok bedst fra filmen "Døde poeters klub" - og de minder os igen om, at leve livet NU.

Men at spekulere i, hvornår jorden går under, hvornår Jesus kommer igen, hvornår det er dommedag, hvornår det er de sidste tider, den yderste dag, apokalypsen - ja, det giver ikke nogen mening. Jeg har lært, at det da også var til megen diskussion, da biblen blev kanoniseret ved Nikæamødet i 325, om Johannes' Åbenbaring overhovedet skulle medtages i biblen. I hvert fald har Åbenbaringen været til uhyre diskussion op gennem hele kirkehistorien, og Luther selv var da stærkt i tvivl om bogens sandhedsværdi og forståelse. Men at bogen har haft kolossal betydning, især i middelalderens tænkning, er der ingen tvivl om. Det er herfra, vi har de uhyrlige påstande om helvedes flammer, at skille fårene fra bukkene, og andre skræmmende billeder. Og det er også herudfra, at Dante skrev sin berømte "Den guddommelige komedie". Den dag i dag er der stor uenighed i læren om Åbenbaringsbogen på de teologiske fakulteter. Jeg vil her læne mig op af, hvad Ricardt Riis - en af topbloggerne  på "eftertanke" - skriver, at enhver af os jævne mennesker er ekspert i vort eget liv og forståelsen af biblen udfra vores egen samvittighed.

Så når vi hører dommedagen fastsat til en bestemt dato endnu engang, må det minde os om, at vi har dette ene liv her på jorden, og at vi må forvalte det som noget meget meget dyrebart.

lørdag den 3. november 2012

Grønland - Danmarks stedbarn?

http://politiken.dk/politik/ECE1801152/storpolitisk-spil-er-i-gang-om-groenlands-raastoffer/?ref=nyhedsbrev_politiken-morgen


Grønland og Danmark har et rigsfællesskab, som vi alle ved. Vi ved også, at Grønland har fået selvstyre, og dermed gradvis større selvbestemmelse.

Imidlertid står Grønland i nogle presserende problemstillinger, som Danmark nok skulle blande sig noget i. Dels fordi vi SKAL iflg. rigsfællesskabets aftaler, og dels fordi Danmark har kæmpe interesser på spil. I Grønland bor der kun ca. 57.000 mennesker. Og p.g.a. landets størrelse er det udelukket, at der kan være et retsvæsen, forsvar, politi, som landet selv dækker, og derfor er det da også Danmarks forpligtelse at opretholde disse dele.

I øjeblikket forhandler Grønland med Kina om at Kina skal financiere anlæggelsen af en jernmine, som et britisk selvskab vil stå for. Til ingens overraskelse har Kina stor interesse i at få sparket en kæmpestor fod indenfor i Grønland. I første omgang i anlæggelsen, og dermed andel i udbyttet, af en jernmine ved Nuuk, men i næste omgang er der mange andre råstoffer - og ikke mindst olien - som kunne komme Kina til gode.

Hvorfor hører vi så godt som intet om, hvor Danmark står i denne sag? Det er da ellers en sag af temmelig stor økonomisk, rets- og sikkerhedspolitisk interesse. Hvorfor er Danmark, eller evt. EU ikke mere ihærdige med at være med i beslutningen om anlæggelsen af miner, og i øvrigt af udvindelsen af råstoffer i Grønland? Visse røster hævder, at der ikke er nogen i EU, der har råd til at skyde et tocifret milliardbeløb i anlæggelsen af en jernmine med fabrikker, vejanlæg osv.

JEG forstår det ikke. Siden finanskrisen begyndte i 2008 har det samlede  EU skudt 53 tusind milliarder i bankpakker. Måske kunne det nytte noget at skyde penge i udvinding af råstoffer i Grønland.

Men det ser ud, som om Danmark har sovet i timen! Og at Kina løber af med sejren. Og hermed får Danmark et stort forsvarsprojekt og retsprojekt at skulle bekoste i Grønland, for det er iflg rigsfællesskabsaftalen Danmarks område at sørge for det stadigvæk. Og selv om der ikke er nogen, der forestiller sig en invasion af kinesere i Grønland, er et retssystem særdeles påkrævet - både for grønlænderne selv, samt for de britere og kinesere, som kommer til at arbejde med og i minen fremover.

Måske skulle Danmark være "på forkant" med udviklingen, og sørge for en "fremtidssikring" af Grønland, og dermed tage sin del af ansvaret for den globale sikkerhed på sig. For der bliver uden tvivl slåskamp om udvinding af råstofferne under alle omstændigheder.

torsdag den 1. november 2012

Julefrokoster koster

Så folkens! Så er det tid til de indledende manøvrer angående årets julefrokoster! Hvis du ikke allerede ved det, så er antallet af julefrokoster, du skal til, ligefrem proportionalt med din status! Eller rettere: Det giver høj status at skulle til mange julefrokoster!

Nu har december jo som bekendt kun 23 dage, inden juleaften, så der skal nås mange julefrokoster på kort tid. Derfor er der også nogen, der allerede begynder i november. Eller, som konsekvens, udskyder julefrokosten til januar.

Lad os nu se en gang: En julefrokost på egen arbejdsplads, - helt undtagelsesvis også på mandens arbejdsplads. En med gymnastikholdet  En med kolleger fra en tidligere arbejdsplads. En med to bedsteveninder. En med strikkeklubben. En med madklubben. En hos tante på plejehjemmet. En i yngste datters klasse. En i ældste datters klasse. En i søns klasse. Foruden forskellige arrangementer omkring børnene: Spejder, håndbold, atletik, klubben, osv osv.

Det bliver vist ca. 10. Og så alle småarrangementerne. Ikke helt dårligt!

Det at skulle til mange julefrokoster viser, at du har en stor omgangskreds, at du er "social", at du har mange venner, at dit liv sandelig er indholdsrigt, at du har travlt (hvilket i sig selv giver høj status), at du er et aktivt menneske, at du elsker fest og farver.

Det viser også, at du ikke er bange:

- for at få tusindvis af ekstra kalorier
- for at få flere end 7 genstande pr uge
- for at få for lidt søvn
- for at spise for fedt
- for at få toiletpapir i pakkelegene
- for at "naturen går over optugtelsen"
- for tømmermænd
- for friske unger dagen derpå
- for at "komme til" at bruge for mange penge

Du er bare med på beatet, er en af vor' egne, en rigtig hyggelig festabe...

Koste hvad det koste vil......