onsdag den 28. januar 2015

Jeg er IKKE Charlie!

Hvad er humor?

Jeg læser på Storm P kalenderen: Komik er noget pudsigt noget. Man behøver bare at ta' sin kones hat på - så er man latterlig.

Jeg var engang til et foredrag, som handlede om humor. Foredragsholderen sagde: " At tale om humor er lige så idiotisk, som at tale om sex. Det er i handlingen, det sker! Af uransaglige grunde har jeg aldrig glemt det, og skal man tro på disse hersens guruer udi mnemoteknik, så er det fordi, der indgår både sex og humor - det er nemlig to emner, som får os til at huske, hvis de kædes sammen med de mest mærkværdige ting, som man SKAL huske.

Men det der med, hvordan man ser ud, er åbenbart temmelig sjovt. Eller hvad? Søren Kierkegaard blev i den grad latterliggjort, fordi han i tidsskriftet Corsaren blev afbildet med det ene bukseben kortere end det andet, lidt skrutrygget, større næse end den faktiske, og stor hat, og med sin paraply stukket ind under armen på en latterlig måde!!

Det er sjovt for pøbelen, men jo da bestemt ikke for Kierkegaard - tværtimod, han tog sig det meget nær. Men det var jo satire, og han var selv ude om det...Og de, der ikke var pøbel, syntes han skulle ned med nakken, han var vist lidt for selvfed!!

Her har vi så et tidsskrift, som hedder Charlie Hebdo, og som højt sat 1 pct af danskerne kendte til i forvejen. Nu ved alle, hvad det er. Eller gør de? At der har været tale om en forfærdelig tragedie desangående kan slet ikke diskuteres. Men diskuteres kan det, om Charlie Hebdo er SJOV!

Jeg kender heller ikke bladet, men jeg har set nogle udsendelser på TV om det, bl.a. en hvor en franskmand læste op og forklarede fra det sidst udkomne nummer. Det fik mig til at tænke over, hvad satire er og skal bruges til. Det ser unægtelig ud, som om alle mennesker går rundt og siger "Jeg er Charlie", så jeg er måske den eneste dansker, som ikke er så sikker på, hvad der er op og ned, rigtig og forkert.

Jeg er IKKE Charlie! Det er jeg ikke, fordi jeg ikke bryder mig om den spekuleren i sex og vold og sladder, som jeg var vidne til i nævnte tv-program. Her har vi et tidsskrift, hvis erklærede formål er at gøre grin med diverse magthavere, f. eks. kirken og politikerne. JA, vi har ytringsfrihed, og JA man kan skrive alt, hvad man vil. Men ikke alt er gavnligt, som salig Luther udtrykte det. Og ikke alt er i det godes tjeneste!

For der er noget, der står over ytringsfriheden. Og selv om begrebet i sig selv er temmelig diffust, vil jeg alligevel bruge ordet "ordentlighed". Jeg KUNNE have skrevet "næstekærlighed", men så udelukker jeg muligvis mennesker, der ikke kalder sig kristne, og jeg ønsker at omfatte alle med mit begreb. Derfor ordet ordentlighed.

Skal man bare fordi man kan? Og er éns sag så betydningsfuld, så man SKAL? Det må man spørge sig selv om, når man bruger satire. Er der noget i vejen med besindelse og selvdisciplin?

Humor og satire er ikke det samme. Humor er vistnok harmløs, hvor satire bruges der, hvor der skal gøres opmærksom på noget, det kan være svært at udtrykke i ord. En kilden sag - men som det kan være på sin plads at få frem. For det er vel vores frie presses opgave at skildre det, der ikke er for fin i kanten, uanset om det er kirkens folk, politikere, kongehuset eller andre såkaldte magthavere man derved går i lag med.

Jeg er glad for, at vi har ytringsfrihed. Men jeg kunne godt tænke mig lidt selvbesindelse ind imellem. Noget ordentlighed!










torsdag den 22. januar 2015

Gud arbejder gennem mennesker

Hvis det er sandt, så gælder det også mig. Men så får jeg pludselig så afgørende betydning og et kæmpe ansvar. Det kan jeg da slet ikke leve op til, og desuden har jeg nok at gøre med at få mit eget liv til at fungere.

1 Menneske, din egen magt
gør dig svimmel og forsagt,
du skal selv på denne klode
skelne ondskab fra det gode,
dybt ansvarlig for din jord.

Hvad er meningen med mit liv? At jeg skal lære at skelne ondskab fra det gode. Og lære at vælge det gode. Kærligheden. Men jeg har fået en fri vilje, for jeg skal ville det helt af mig selv. For hvis andre har sagt det, eller hvis jeg tvinges, er det ikke kærlighed, blot en død lov. Og det er ikke en lov, som jeg bliver straffet for, hvis jeg ikke overholder den, men Guds lov om livet, som jeg skal opdage gennem det liv, jeg lever her på jorden. 

2.Du skal bringe verden fred,
dagligt brød og kærlighed.
Livets Gud har dine hænder,
derfor er det dig, han sender,
når din næste lider nød.

Hvis meningen med mit liv er, at jeg skal lære at skelne ondskab fra det gode, hvordan lærer jeg så det? Jeg skal først og fremmest lære, hvad det gode så er for noget, og hertil har jeg Det Nye Testamente, hvor jeg kan læse om Kristus, og hvordan han via sit eget liv og via sin belæring til disciplene og til alle de mennesker, som han kom i berøring med, viste hvad det gode er. 

3 Du skal værne det, der gror
overalt på denne jord.
Gennem dine varme hænder,
dine ansigtstræk, de kender,
kommer Gud til sine børn.

Men det er MIG, der tales om. MIG!! Som om jeg har en sådan magt. Som om jeg skal være Guds forlængede arm. Ja, det mener han. Men hvordan kan jeg det? Jeg har mit arbejde, min familie, ikke mindst mine børn, jeg har mine veninder, - jeg skal passe min sunde kost, min motion, mine interesser osv. Ja, men der er intet hokus pokus og fine teorier her. For det er i mit almindelige og dagligdags liv, at jeg skal være det. 

4 Ingen træffer livets Gud
mellem fjerne stjerneskud.
Han er Gud blandt mænd og kvinder,
der hvor han hver morgen finder
redskab for sin kærlighed.

Netop!! I mit ganske almindelige og til tider temmelig trælse og ensformige og kedelige liv. Det er HER, jeg skal være og gøre det gode. 

5 Menneske, dit liv er stort,
uden dig blir intet gjort,
synker du til bunds i sorgen,
rejser Gud dig op i morgen
med din næstes milde hånd.

Og hvis det er MIG, som trænger til godhed, så sender Gud mig et menneske til hjælp og trøst. Hvor har jeg ofte oplevet det i mit liv. Og hvor er det vigtigt, at jeg ser det og husker, hvor meget det betød for mig, da jeg stod midt i sorgen, krisen, det trælse. Og når jeg har lært, at det betød så meget for mig, så har jeg samtidig lært, at JEG også kan betyde meget for andre i deres bekymringer og sorg. 

6 I det blanke morgengry
skaber Gud dit liv på ny.
Dag er optakt, muligheder
for at hjælpe dem, der beder
om et værdigt liv på jord.

Jeg får en ny begyndelse hver dag. Carpe Diem! Denne dag er den første i resten af mit liv! Klichéer, javist, men gode at gemme og tage frem og huske på i den almindelige leverpostejfarvede hverdag. 

7 Og når du har brugt din dag
til det sidste åndedrag,
standser Gud din gråd og klage,
tar en misbrugt dag tilbage,
nådig skjult i evighed.

Og hvis jeg så ikke har været og har gjort det gode? Hvis min dag har været rigtig træls? Hvis jeg har været egoistisk, selvoptaget, kun tænkt på mig og mit? Ikke har gidet? Ja, så må jeg ty til nåden. "Kærlighed skjuler syndens mangfoldighed". Denne sætning har Søren Kierkegaard udviklet i sin bog "Kærlighedens gerninger". Kærlighed skjuler syndens mangfoldighed. Dog vel ikke for at vi så godt kan synde i ro og mag, for det skal ikke regnes os til last? Nej, som trøst og som nåde til mig, som godt ved, at jeg har brug for den, for jeg er jo på vej og midt i mit livs mening: At skelne ondskab fra det gode. Og i al min fejlen og uformåenhed har jeg så hårdt brug for Guds mildhed. For uden den magtede jeg ikke at begynde hver eneste dag forfra. 

Tak til Lars Busk Sørensen for en dejlig og nutidig salme (1986)







tirsdag den 20. januar 2015

Helligånd eller psykologi??

Tror vi på helligåndens virke, eller på psykologisk (selv)suggestion?
Og er vi humanister, mere end vi er kristne?

Dette spørgsmål er blevet aktualiseret på baggrund af Ramsdalsagen, som i dag har fået sin - foreløbige - afslutning, som betyder at Per Ramsdal har trukket sine ord om, at han ikke tror på en fysisk opstandelse, og at han af og til har stukket menigheden en nødløgn, tilbage. Han skal nu under en mentorordning ved sin biskop, Peter Skov Jakobsen, i tre måneder.

Det virker som en brandslukning, som Kathrine Winkel Holm udtaler, for hvordan kan en præst på få uger foretage en sådan kovending? Men man må jo tilgive en angrende synder, siger hun.

I aften ser vi så Thorkild Grosbøl i Go' Aften, Danmark. Denne præst, som var på alles læber i 2003, efter at han var blevet interviewet til Weekendavisen om sin bog "En sten i skoen". Grosbøl udtalte bl.a.,  at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud.

"Skal en præst tro på Gud"? bliver Grosbøl spurgt om af intervieweren. Og så hører vi Grosbøl udtale, at vores trosbekendelse er skabt af mennesker for mange hundrede år tilbage, og har et syn på mennesket, og et helt andet verdensbillede, som nutidens moderne mennesker må tage afstand fra.

"Jamen, hvad er så kernen i kristendommen"? spørger intervieweren. "Det er vort forhold til hinanden", svarer Grosbøl. Og han udtaler videre, at kirken skal sætte fri til åben samtale. Jesushistorierne  om den gale tømrer fra Nazareth fortæller os, at vi har et ansvar for hinanden, at vi har at gøre noget for næsten. Der er ingen kerneydelser tilbage, der er kun et nisselandskab. Siger altså Grosbøl!

Kirkeminister Marianne Jelved siger hertil, at selv om en flue svirrer, sætter den ikke dagsordenen. Vi er som kirke overhovedet ikke i nærheden af, hvad Grosbøl mener.

De fleste mennesker går ind for humanismen. Jeg kender ingen, som ikke synes, at humanisme er "godt". Det skulle da lige være Søren Krarup og andre tidehvervsfolk.  For "godt" er nærmest også det eneste, man kan sætte humanisme lig med i dag. Der er gjort mange forsøg på at beskrive, hvad humanisme er, hvor den stammer fra, hvornår den er fra osv. Man henviser til den amerikanske uafhængighedserklæring, til den franske revolution, til FN's menneskerettighedserklæringer og meget andet.

Jamen, har tidehvervsfolkene så ikke ret, når de hævder, at vi har gjort menneskerettighederne til vor tids religion? For hvad skal vi dog med kristendommen, når vi har menneskerettighederne og humanismen? Fri os dog for den gammeldags tro med det gammeldags verdensbillede!!

For mig er sagen temmelig enkel. For jeg begynder med de foldede hænder. "Når du vil bede, så gå ind i dit lønkammer og bed til din fader, som er i det skjulte. Så vil din fader, som er i det skjulte, lønne dig". (Matt. 6,6) For hvem er det, vi beder til? Jeg har hørt ateister sige, at det er en psykologisk mekanisme, der finder sted i bønnen. En slags selvsuggestion, som vi kender den mange steder fra i psykologien. Noget, vi via bønnen bilder os selv ind, og som vi får til at vokse, hvis vi gentager den samme bøn.

Jamen det er da fint, hvis det fungerer sådan. Det er bare ikke forklaringen for mig. For jeg beder ikke til den blå luft, eller ud i luften. Jeg beder ikke til mig selv eller mit eget indre. Og jeg kan ikke gøre det af mig selv, som jeg har fået givet af Gud. For det er Helligåndens virke. Det er Helligånden, der er på færde, når vi beder. Helligånden, som er det ene led i den treenige Gud. Som vi har så svært ved at få fat i - og som blæser hvorhen den vil. Så for mig ville det være godt at sige til de præster og til alle andre mennesker, som er kommet i tvivl om Guds eksistens, og om man kan tro på Gud i vore moderne tider: Beder du? Kan du bede? Til hvem beder du?

For hvis vi moderne mennesker ikke kan tro på noget som helst, som går ud over de fysiske love, hvor skal vi så gøre af bønnens virke? Her begynder det jo. Her begynder det at gå ud over de fysiske love, som vi - indtil videre - kender dem. For naturvidenskaben er jo "kun" hvad vi indtil videre ved om Guds store plan. Jeg plejer at sige, at naturvidenskaben afkoder Guds store plan, som vi mennesker slet ikke kan se og overskue rækkevidden af. Det behøver vi heller ikke.

Det begynder med bønnen. Og fortsætter med en skabende og opretholdende Gud, som selv har skabt naturlovene. Og med den tomme grav. Med Jesu fysiske opstandelse. Med alle de undere, som Jesus udførte, mens han gik på jorden. Med de undere, han udfører i dag. Ved Helligåndens mellemkomst. Vi har hans egne ord for det. Vi har disciplenes liv og gerninger som vidner, og som lægger sig op af hans egne ord. På nær én led de alle martyrdøden. Ville de gøre det for en løgn?

Det slutter også med bønnen. Hvad ville vort gudsforhold være uden bøn? Moderne eller ej!!!



søndag den 18. januar 2015

Storm P's underforståede...

A:Var du ude i påsken?
B: Ja jeg var henne med et brev i postkassen!

Det er selvfølgelig en af Storm P's de gode. Men hvorfor er den sjov? Det synes jeg er en tanke værd.

Det er alt det, der er underforstået, der er det sjove; men normalt er det bare sådan en fornemmelse, som vi ikke engang gør os bevidste om. Men nu har jeg tænkt mig at grave det frem.

Underforstået:

* At være ude er noget mere end blot at have været henne med et brev i postkassen.
* At være ude er i det mindste, om man har været INVITERET ud, eller evt. selv har inviteret nogen ud.
* At være ude er - allerbedst -  at være REJST ud! D.v.s. have været længere væk og i længere tid.
* Og når A spørger, så indbefatter dette "ude" også, at det skal være noget interessant, for han spørger jo netop ikke blot til, om B har været i postkassen eller luftet hunden.
* Ergo: At være ude er noget interessant. Hvordan kan vi vide det? Jo, for ellers var der intet sjovt i B's direkte svar, som negligerer det underforståede.

Og sådan går vi også rundt og leger underforståede ting med hinanden. Det er ikke godt, hvis man bliver spurgt, om man har været ude i påsken, så at svare at man ingen steder har været.

Hvorfor ikke?

Underforstået:

* Har han ingen venner eller familie?
* Burdet JEG måske have inviteret ham?
* Er han ensom?
* Er han ikke rigtig rask?
* Har han ikke råd?

MEDMINDRE altså - at man tilføjer

* Jeg har ikke haft tid
* Jeg har stæset rundt i den sidste tid, så jeg trængte bare til at slappe af med en god bog
* Jeg har været på arbejde
* Jeg har malet og tapetseret derhjemme

Der er status i at HAVE VÆRET UDE! Altså den interessante UDE.

* Det viser, at jeg har masser af familie og venner
* At jeg er en vigtig person, som KOMMER UD
* At jeg har ET GODT LIV.

Min gode ven Søren Kierkegaard gad ikke rejse UD. Well, han var i Berlin to gange og han holdt meget af at tage en vogn og køre på tur. Men han beskriver selv, hvor lidt det siger ham at rejse UD i verden. Han må have primært sit modersmål omkring sig, ellers kan han ikke fungere. Han synes, det er blændværk at rejse ud for at SE noget nyt. Næ nej, hans rejser foregik i det indre. I de kreative processer, han foretog, når han arbejdede med sine filosofiske, psykologiske og religiøse temaer, når han arbejdede på en ny bog, eller når han udtænkte nye artikler.

Jeg foretager også betydelig flere rejser i det indre, end i det ydre - det giver helt sig selv, fordi jeg ikke er slet så mobil, som jeg har været. Men hvorfor ikke gøre en dyd af en nødvendighed? Så jeg er glad og taknemmelig over, at jeg trives godt ved at rejse i det indre.

Menæh - en rejse i ny og næ ville nu da være dejligt, og nu har min yngste lovet at tage en tur med mig, så det vil jeg OGSÅ glæde mig til.

lørdag den 17. januar 2015

Mennesker i mit liv 22 - Solvej og Åge

Det var i den tid, hvor jeg levede det frie, ansvarsløse og frelste liv. Jeg gik på børnehaveseminariet, og min mand og jeg havde en lejlighed i et hus, hvor der boede 6 familier. Vi boede i stueetagen, og lige ovenover boede Åge og Solvej. De var alkoholikere og havde været det i mange år. Skikkelige mennesker, han passede sit job på havnen, hun havde ikke arbejde udenfor hjemmet. De var nok først i 50'erne og havde ingen børn.

En af vore venner spurgte engang, hvorfor der var tapetseret hen under loftet. "Ja, det har også undret mig", svarede jeg, "indtil det blev lønningsdag. Så forstod jeg pludselig hvorfor. Det er for, at der ikke skal falde pus ned, når det går højt til deroppe". Sådan var Åge og Solvej - forholdsvis fredelige i dagligdagen, og med højt humør og brandert, når det var lønningsdag, og som jeg husker det var det en gang i måneden.

Engang bankede Solvej på min dør en sen nattetime, men jeg var ikke gået i seng. "Har du ikke noget eddike", spurgte hun. "Eddike"?, sagde jeg, "hvad skal du bruge det til"? "Årh, det er for at Åge ikke skal lugte, at jeg har drukket", svarede hun.

Solvej og Åge fik på et tidspunkt et værelse i kælderen, og det ville de bruge til soveværelse, selv om det var ulovligt at bruge til beboelse.  Åge råbte fra kælderen, så alle i opgangen, incl. dem på 2. sal kunne høre det: "Ja, nu sover vi altså hernede. Så ved I det"! - Fin udmelding, ingen putten med tingene!!

Om sommeren slæbte jeg min drømmeseng ud i vores fælles gård. Der var ikke andet end beton, og så et par forvildede ukrudtsplanter. Og når jeg lå derude, kunne de øvrige beboere godt finde på at komme ned til en snak. Jeg fortalte, at jeg vandede ukrudtsplanterne, for det var jo det eneste grønne, vi havde. Næste gang jeg så Solvej, sagde hun: "Nu er jeg også begyndt at vande blomsterne, for jeg vil da godt hjælpe til". Det viste sig, at hun hældte sit brugte ajaxvand og lignende ud over dem, - de døde også!!

Åge sagde engang: "Ja, jeg har jo drukket en firelænget gård op i min tid. Men jeg har sgu ikke fortrudt noget."

Det var i min første Søren Kierkegaardperiode, og jeg kom slæbende hjem med diverse bøger af ham. På trappen mødte jeg Solvej. "Hvad har du lånt"? spurgte hun. "Åh, det er sådan lidt religion og filosofi", svarede jeg sådan lidt undvigende. "Jamen hvad, må jeg se"? blev hun ved. "Nåe, Søren Kierkegaard", sagde hun, "ham har jeg læst, han er ikke noget ved. Han snakker jo kun om Gud og at man skal pine sig selv mens man lever, det er ikke noget for mig". Hun nævnte en hel del flere ting, som Søren Kierkegaard ganske rigtigt har skrevet om. Jeg måbede, og jeg må sige, at jeg fik rokket noget ved mine fordomme.

Min mand og jeg blev desværre skilt, og husets beboere var noget nysgerrige. "Hvorfor blev I egentlig skilt", spurgte Solvej, - og der for en lille djævel i mig. "Ved du hvad, Solvej", sagde jeg meget fortroligt. "Han var jo så grim! Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at vågne op til det grimme fjæs hver morgen". Hun gloede noget på mig. "Det synes jeg da ikke, han var", sagde hun. "Jeg synes da, han var temmelig pæn".  Jeg fortalte min nu eksmand dette, og han grinede højt. Nogle dage efter mødte jeg ham, og han sagde: "Nu skal du bare høre! Jeg mødte Solvej nede i Brugsen, og hun spurgte mig, hvorfor vi var blevet skilt. Og jeg sagde, at det var fordi du syntes, jeg var så grim"!  Og Solvej havde lignet ét stort undrende spørgsmål,

Solvej og Åge holdt op med at drikke, mens jeg stadig boede i huset. Totalt op. De gik til AA-møder og levede nu et stille og roligt liv - HELE måneden. Der kom og gik AA-folk, og de blev selv AA-mentorer. Og det holdt! Åge købte en bil og begyndte at gå til teori. Men han fik aldrig sit kørekort, det klarede hans hjerne dog ikke. De er nu begge døde, men når jeg tænker tilbage på den tid og på dem, tænker jeg altid, at de var nogle overraskelsens mennesker. Som jeg er glad for, at jeg har kendt, og som lærte mig noget om, hvordan man også kan være til som menneske.

søndag den 11. januar 2015

Mennesker i mit liv 21 - Kurt

I mine unge og vilde dage, havde jeg en god ven, som vi her kalder Kurt. Hvor vi havde truffet hinanden, husker jeg ikke, sandsynligvis på vores stamværtshus Rio Bravo. Sjældent har jeg mødt et menneske, som jeg grinede så godt sammen med. Vi havde den samme lidt syge humor og kunne grine af de særeste ting.

Vi var begge studerende, så penge havde vi ikke mange af. Men på Rio, det skulle vi. Engang mødtes vi i gården mellem Rio og Proppen (et af "vore" andre stamværtshuse), hvor vi rodede i tasker og lommer, og tilsammen havde vi lige akkurat nok til at kunne købe én øl. Det kommer mig for, at den på daværende tidspunkt kostede godt 7 kr. Nå men så kunne vi da komme ind, og så var der altid nogen, vi kendte, som enten gav en omgang eller vi kunne låne af.

Kurt var bøsse, hvad der ikke var ret mange i vores store bekendskabskreds, der var i tvivl om. Blot var det ikke gået op for ham selv på dette tidspunkt. Åh, jeg har så mange gode, dejlige og sjove minder sammen med Kurt.

Engang sad vi en hel bordfuld på Rio og snakkede - om livets store spørgsmål, det var vi rigtig gode til, og vi blev bedre og bedre, jo mere vi havde drukket - troede vi da! Jeg lagde mærke til, at den stol Kurt sad på, var ved at gå "fra hinanden", så jeg fik umærkeligt listet et af benene af, så han kun sad på tre stoleben. Tilsyneladende opdagede han ingenting, indtil jeg begyndte at sidde og vifte med dette stoleben. "Hvor har du det fra", spurgte han. "Fra din stol", sagde jeg. Og i bedste Anders And-stil, kiggede han ned under sin stol, og faldt så af. Naturligvis til stor moro for alle vi andre.

Kurt var om muligt endnu mere stamgæst end jeg. Fru Tønning, en af servitricerne, sagde hver aften inden lukketid: "Så drikker vi ud"! Og hun var begyndt at sige "Også dig, Kurt"! En aften fortalte Kurt, at han havde hørt, at fru Tønning havde sagt sådan - og så tilføjede han: "Og jeg var der slet ikke - det er lige strengt nok"!

Kurt holdt altid en ret stor fødselsdag, og jeg var selvfølgelig altid med. Jeg havde fået for vane at give ham "rædsler", bare for sjov. Et år fik han et æsel, der på ryggen havde et skrin, som var beregnet til cigaretter. Når man trak æslet i ørerne, kom der en cigaret ud af røvhullet på æslet. En anden gang fik han en lyserød ugle, - sådan én som modbydelige forældre kan finde på at købe til deres babyer. Den kunne trækkes op, og når man havde gjort det, spillede den "Syv arbejdsvante dværge", mens den viftede med vingerne. Et tredje år fik han en selvlysende grøn sparegris. Men da sagde han så, på sin Kurtfacon: "Altså Ingrid. Du kommer ikke med til min fødselsdag til næste år"!

Engang stod vi i kø for at komme ind på vores morgenrestaurant, og jeg morede mig med at pille mænds pung op af deres baglommer. Det kunne jeg sagtens uden de opdagede det. Jeg prikkede dem så på skulderen bagefter og spurgte, om det var deres. "Nu holder du altså op, Ingrid", sagde Kurt, "det går galt, og så er det MIG, der får bank" - Hvad det også gjorde. En af mændene blev vred og lagde op til slagsmål, men Kurt og jeg tog benene på nakken, LØB ned ad Kongensgade og helt hjem til mig, det var heldigvis ikke så langt. "SAGDE jeg det ikke nok", sagde Kurt, "og hvorfor er det MIG, de bliver sure på"?

Vi blev færdige med vore uddannelser, og efter et par år flyttede jeg til Århus og Kurt til København, og vi mistede forbindelsen med hinanden. Jeg hørte gennem vore fælles bekendte, at Kurt var sprunget ud, men at han havde brudt alle broer bag sig.

På et tidspunkt var jeg på studietur til en specialbørnehave på Amager, og lederen og jeg kom af uransagelige årsager til at snakke om bøsser. "Ja", sagde hun, "jeg har haft en del ansat, for de er rigtig gode til dette arbejde". "Du har vel ikke Kurt ansat", sagde jeg. (Han havde et let genkendeligt navn i virkeligheden). "Jo", sagde hun "og han vidste også godt, at du skulle komme. Men han valgte at tage ud af huset med sin gruppe". "Vil du ikke godt hilse ham mange gange og sige, at jeg elsker ham, uanset hvordan han er", sagde jeg.

Rigtig mange år senere er jeg på bogmesse i Forum, og står i kø for at komme ind og høre en forfatter. Køen er forfærdelig lang, men ikke langt fra mig hører jeg pludselig en stemme, jeg kender. "Kurt", siger jeg. Han vender sig om og kigger på mig. "Kan du ikke kende mig", siger jeg. Idet jeg smiler stort, klarer han op. "Ingrid"! Og så snakker vi som i gamle dage, sætter os sammen, da vi omsider bliver lukket ind, snakker sammen på vej ud. Og det var så det. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle foreslå, at vi skulle have kontakt.

Men han er et af de mennesker, jeg ofte tænker på med varme og glæde, og som jeg savner.

Husførelse - er det noget, man behøver at lære?

Jeg var 17 år, da jeg kom i huset. Jeg skulle passe to børn på 4 og 6 år samt sørge for alle de huslige gøremål. Jeg kan endnu min arbejdsplan, som jeg blev præsenteret for den første dag, udenad. Den var sirligt skrevet ind i et kladdehæfte.

Mandag: Rengøring af soveværelse og børneværelse
Tirsdag: Rengøring af badeværelse
Onsdag: Bagning og rengøring af køkken og gang.
Torsdag: Rengøring af stue.
Fredag: Rengøring af soveværelse og børneværelse

Hver dag:
*Aftørring af vindueskarme i alle rum
* Alm. rengøring af badeværelse og toilet
* Redde senge
* Tørre støv af i stue, gang, soveværelse og børneværelse
* Støvsuge
* Forberede aftensmad

Efter fast skema:
* Skifte sengetøj
* Pudse vinduer indvendig og udvendig
* Vaske trappen
* Vaske tøj
* Stryge

Der var også en side til hvert af rummene, d.v.s. hvad der skulle gøres på "deres" dag. Alt nedskrevet i detaljer.

Jeg mødte om morgenen kl. 7.00. Første job var at gå i kælderen og pudse sko.
Hernæst vaske hænder i køkkenet og lave morgenmad, som bestod af hjemmelavet franskbrød med ost og marmelade/gele, kaffe og mælk.
Smøre madpakker

Så arbejdede jeg og passede den yngste, indtil herren i huset kom hjem. Den ældste gik i skole.

Kl. 14.20 kom herren i huset hjem, og jeg havde dækket op med kaffe, franskbrød eller boller og mindst en ting mere, en kage eller småkage. Alt noget jeg havde bagt. Bagefter gik han ofte ind og fik en middagslur. Lidt senere på eftermiddagen kom fruen hjem, og hun fik ind imellem også kaffe.
Tiden indtil aftensmaden skulle tilberedes, brugte jeg på at reparere tøj, typisk stoppe strømper eller lignende. Jeg lærte også at bruge symaskinen, så jeg kunne reparere større ting.

Kl. 17.30 spiste vi, og inden da skulle jeg lave mad. Bagefter vaskede jeg op, og jeg var typisk færdig 18.30, hvorefter jeg kunne tage hjem. Det hændte en sjælden gang, at jeg fik lov at tage hjem, når fruen var kommet hjem. Det hændte også, at jeg skulle passe børnene i weekenden.

Jeg havde ikke været der ret længe, før fruen satte mig til flere ting. Alt brød var hjemmebagt, på nær rugbrød, og der skulle altid være godt fyldt op i fryseren, så jeg bagte flere gange i ugen. Jeg syltede også, pudsede sølvtøj, rengjorde bogreol, ordnede blomster og alt, hvad der i øvrigt skulle gøres. Jeg syede også dukketøj til den yngste, lavede juletræstæppe med filtklip, og andre finere ting.

Jeg lærte utrolig meget, men der blev også forlangt meget af mig. Men jeg var ærekær og ville kunne alt, hvad der forlangtes. Jeg husker en weekend, hvor herren og fruen var ude, og hvor jeg skulle passe børnene. Fruen ringede hjem lørdag aften og sagde: Vi har nogle gæster med hjem, vi bliver 10 til middag om aftenen, du tager bare noget op af fryseren. Så forventedes det, at jeg stod med en to-retters søndagsmenu, at hele huset skinnede, at børnene var rene og pæne og alt maden parat. Så kunne jeg f. eks. lave flæskesteg med hvide og brune kartofler, rødkål og sovs samt citronfromage til dessert. Eller jeg kunne lave hamburgerryg med grønlangkål, brune og hvide kartofler og jordbærgrød med fløde. Eller gammeldags grydekylling og fløderand. Det var traditionel, gammeldags mad, jeg havde lært at lave. Og da jeg havde klaret alt udmærket, gentog dette sig nogle gange.

Fruen købte altid selv ind, og der var altid godt fyldt op i diverse skabe og depoter, og i fryseren var der en hel gris og alt muligt andet, som jeg også havde været med til at lave og pakke ned - med dertilhørende bog, hvor alt var noteret. Man stregede så ud, hver gang man havde taget noget op af fryseren.

Efter nutidens forhold var det en lang arbejdsdag og en streng plads, jeg der havde. Set i bakspejlet har jeg ofte tænkt på, at den nok var FOR streng. Det var søde mennesker, jeg tjente hos, men det forventedes, at jeg udførte alt til punkt og prikke, og det gjorde jeg også. Jeg fik en efter tiden god løn, og jeg fik flotte jule- og fødselsdagsgaver. Jeg var der knap halvandet år, indtil jeg skulle videre i min uddannelse.

Men hvor mange unge mennesker på 17-18 år kan udføre det, jeg gjorde, i dag? Hvor mange har lært de grundlæggende regler for rengøring, madlavning, bagning - ja husholdning i det hele taget? Ikke mange, tror jeg. Jeg lærte en systematik, som jeg aldrig helt har kunnet aflægge, og jeg har taget det meste af det lærte med mig i min egen husførelse.I dag kræves der så meget andet af unge mennesker, som jeg bestemt ikke misunder dem, men jeg tænker af og til på, at disse grundlæggende ting burde være obligatorisk for alle at kunne. Mine egne unger har lært en del herhjemme - OGSÅ min søn - og de kan alle lave mad og holde hus i dag - samt en hel del, som JEG ikke kunne i en ung alder. Jeg var ikke nær så selvstændig og moden så tidligt, som mine egne børn har været. Der skulle et højskoleophold og en seminarietid til - det hjalp gevaldigt på "modningen"!

fredag den 9. januar 2015

Regine - af Sørine Gotfredsen

Jeg har længe gerne villet have Sørine Gotfredsens bog "Regine", som handler om Søren Kierkegaards forlovede og det forhold, de to havde til hinanden, set fra Regines side. Men da bogen er udsolgt fra forlaget, har jeg ikke gjort mere ved det. Men min gode ven tog en aften affære og bestilte bogen antikvarisk. Jeg fik den i tirsdags med posten, og i går aftes sent var jeg færdig med den.

Det er sjældent, jeg læser så intensivt, som jeg har gjort med denne bog. Normalt læser jeg kun skønlitteratur, når jeg er gået i seng. Men så kan jeg også godt læse en god times tid. Dagen bruges til anden læsning, faglitteratur, nyheder o.s.v.

Men jeg ønskede at komme helt ind i Regines verden, skønt for en del opdigtet af S.G. Den er strengt virkelighedstro hvad angår begivenheder og personer, og brevene, som Søren Kierkegaard har sendt til Regine, er hans egne. Men S.G. har opdigtet Regines dagbog, som man indtil videre aldrig har fundet, samt bundet fortællingen skønlitterært sammen. Men den handler om alle de tanker og overvejelser, Regine gør sig, før, under og efter sin forlovelse med Søren Kierkegaard.

At Regine kom til at betyde uendelig meget for Søren, har vi vidst lige siden hans død, hvor han tilegner hende hele sit forfatterskab, og hvor offentligheden får kendskab til hans dagbøger. Men hvad Søren kom til at betyde for hende, har man kun kunnet gisne om, udfra Sørens breve og især dagbøger, og ud fra det lidt, man faktuelt ved om hende.

S.G. tegner et portræt af en ung kvinde, hvis liv totalt forandres ved mødet med Søren. Hans luner, hans tungsind, hans svingende humør har Regine det største mas med at forholde sig til, og hun betror sin "dagbog" alle sine tanker og overvejelser, sin tvivl og sin lykke. Regine opfatter sit forhold til Søren sådan, at hun har en mission i forhold til ham. Hun aner dunkelt som helt ung, at hun er et menneske, som længes efter andet og mere end blot at skulle være én i rækken af kvindeskæbner med en kvindes husmoderlige opgaver. Hun lover Gud, at hun vil vie sit liv til,  at Søren kan udfolde sit talent, hvordan det end må komme til at udfolde sig.

Mødet med Søren bliver da også skæbnesvangert for hende. For Søren er ikke nogen diplomatisk mand. Han fordrer hele tiden en autenticitet, en intensitet og en yderliggående konsekvens i sit møde med andre mennesker, og skønt han er meget konservativ i sit syn på kvindens opgave og hele væsen, sanser han også det særlige hos Regine. Men det bliver først helt klart for hende mange år efter, at deres forlovelse er hævet, for mens forholdet står på, er hun konstant kastet ud i store overvejelser om, hvordan hun bør og skal forholde sig til Søren.

Hvorfor blev forholdet ophævet? Det er det helt store spørgsmål i forholdet mellem de to. Søren selv fortæller aldrig klart hvorfor, men mange har forsøgt at konkludere på hans mange spredte optegnelser i dagbøger og breve. For at forstå Regines position, vil jeg derfor opsummere, hvad jeg indtil videre har lært om dette:

* Selv om Søren er et geni, med geniets store forpligtelser til at udfolde det, er han jo også blot en mand, med en mands ønsker og behov, så han forelsker sig i Regine, og drømmer om "at realisere det almene", som han selv udtrykker det. Først senere indser han, at det kan han ikke selv.
* Han bliver efterhånden klar over, at han har en opgave i livet som er helt særlig, og som kun han kan udføre.
* Hvis han skal "realisere det almene", d.v.s. gifte sig og stifte familie, er han nødt til at søge et embede som præst, og det forhindrer ham i at udføre sin egentlige opgave, som er at skrive/blive forfatter.
* Dog kommer forholdet til Regine, og afslutningen på det,  til at spille en nærmest altafgørende rolle i hans liv, fordi den giver ham den passion, som skal til, for at han kan skrive om de dybeste og mest inderlige emner, bl.a. kærlighedens væsen.
* Måske handler det også om, at han ikke vil sætte arvinger i verden, fordi han havde den opfattelse, at "fædrenes synder nedarves", hvad han selv havde oplevet med sin egen fader.
* Fædrenes synder, hvad er så det? Tungsind, først og fremmest, nogle forskere nævner også, at Søren muligvis led af epilepsi, Desuden havde han en tro på, at hans familie led under en forbandelse, og han troede på, at han kun selv ville blive 34 år.
* Desuden nævner han selv flere steder, at han i sin ungdom levede et "udsvævende liv", men hvorvidt det havde nogen indflydelse på hans helbred, ved jeg ikke.

Var det så Søren, der ophævede deres forlovelse? Tjah - S.G. lader det i den sidste ende faktisk være Regine, som ikke længere kan holde til det. Men det ER vel egentlig Søren, for han sender hende på et tidspunkt sin ring, sammen med et brev. Men i lang tid lader det til, at hun får overbevist Søren om, at de skal fortsætte. Indtil hun til sidst ikke kan mere, men hvor Søren tager til Berlin, til dels for at forsøge at få has på sit tungsind, og hvor han siger, at de må se tiden an, indtil han kommer hjem igen. S.G. lader Søren blive ret forbløffet over, at Regine til slut er den, der ophæver forlovelsen, for han tiltror hende ikke evnen til at være så standhaftig. Men Søren insisterer på, at det udadtil skal se ud, som om det er HAM, der har hævet forlovelsen, og altså påtager han sig rollen som skurken, hvad offentligheden da heller ikke er sen til at tillægge ham - og senere bliver endnu flere sager årsag til, at hans skurkerolle og også latterliggørelse ikke bliver mindre.

Men selv om forholdet har været pinefuldt for Regine, er hun blevet modnet på en helt særlig måde, som giver hende en dyb lykkefølelse. Hun indser, at hun aldrig kan "realisere det almene" - hun kan og vil ikke være kvinde på den tids kvindevilkår. Hun gifter sig med sin tidligere huslærer, men vil ikke være moder. Og selv om hun oplever en ro, tryghed og også stille lykke med sin Fritz, forbliver Søren dog altid i hendes hjerte, og hun oplever ham altid som helt tæt på sig, skønt de kun én eneste gang efter bruddet taler sammen, skønt de mødes på deres spadsereture, som en tavs overenskomst.

Læs bogen, hvis du tør! S.G. har skrevet en inderlig og stærk bog om denne kvindes skæbne.



Mennesker i mit liv 20 - frk. Heidemann

Skønt hun var en lille - faktisk MEGET lille prop, var hun den af vore lærerinder, vi havde mest respekt for, i betydningen "frygt". Egentlig var hun et venligt menneske, men hun var skrap, og hun kom til at præge mig en hel del, hvad denne beretning vil vise.

Vi fik  hende til historie fra 6. klasse, og hendes undervisning foregik nogenlunde som i "Gyssebogen", hvis nogen skulle have hørt om den: Lille eksempel:

Læreren: Hvor har du fra?
Dreng: Der fra "imidlertid"
Læreren: Begynd!
Dreng: Imidlertid gjorde Svend Tveskæg indlæg i Sverige.
Læreren: På hvilken måde gjorde han indlæg?
Dreng: Idelig indlæg
Læreren: Rigtigt!
osv osv.

Når hun kom ind i klassen, rejste vi os alle op, og når hun betrådte katederforhøjningen, lød det: "Sæt jer"! Så havde vi lov til lige at læse det, vi havde for, over en gang, og imens gik hun op og ned ad gulvet med sko, der knirkede på en helt særlig og meget høj måde. Indtil hun sagde: "Og så hører JEG - - og JEG vil gerne høre..." - og så bladrede hun i sin lille sorte bog, hvor alle vore navne og andre anmærkninger stod prentet, alt imens alle vi elever sugede maven ind og holdt vejret - - indtil hun sagde navnet på offeret. Og alle på nær offeret pustede befriet ud! Offeret skulle så rejse sig og remse lektien af nærmest ORDRET.

Der gik lidt tid, inden jeg fangede den metode, for jeg havde været vant til, at man nærmest samtalede om det, man havde for i historie. Men nææ nej, og da jeg første gang havde fået g+ i historie, hvor jeg ellers plejede at få ug eller i det mindste ug-, tog jeg mig sammen og lærte lektien udenad. Jeg kan endnu lire denne første udenadslærte remse af, nærmest i søvne:

"Omkring 550 blev Kyros persernes konge, og han førte dem straks ud på hærtog. De persiske bueskytter og ryttere kunne ingen modstå. Først vendte han sig mod mederne, og siden mod lyderne, som havde grundlagt et blomstrende rige i den vestlige del af Lilleasien. Deres konge Krøsos blev bange for perserkongen, og sendte derfor bud til oraklet i Delfi. Og svaret lød, at når Krøsos gik over flodet Eufrat, ville han ødelægge et stort rige. I den tro at der mentes Perserriget, gik han imod Kyros, men blev selv slået".

Jeg var ikke speciel skrap til at lære udenad, og slet ikke historie, som jeg ofte ikke forstod ret meget af. Jeg kunne meget bedre lære salmevers, for der var da en vis rytme og logik i dem. Men ikke desto mindre steg min karakter igen til ug eller ug-, selv om det irriterede mig grænseløst, at jeg skulle bruge mine søndagsaftener til at lære historie udenad, når vi havde historie om mandagen.

En dag standsede frk. Heidemann sin gang op og ned ad gulvet ud for mig, og så spurgte hun: "Hvad får du i husgerning"? Jeg svarede lidt forfjamsket: "Jeg får ug". - "Godt", sagde hun, "vil du lige blive her efter timen"? Jeg anede ikke, hvad det handlede om, men da timen var ovre fik jeg tilbudt et job på lærerværelset med at lave kaffe, dække borde og vaske op på lærerværelset, og jeg ville få den svimlende sum af 40 kr i måneden. Jeg måtte hjem og spørge mine forældre, sagde jeg.

Men jeg fik jobbet, og i hvert 11-frikvarter satte jeg vand over i store gryder, og satte kopper og andre ting parat på en bakke, og efter skoletid, typisk kl. 14.00, vaskede jeg op. Det tog ca en halv time.

Dengang stod vi på række i skolegården, og når det så ringede ind, kom vores lærer og hentede os, og vi gik så i samlet trop op til vores klasseværelse, som lå på 1. sal. Gårdvagten kom en dag gående op ved siden af os, og han skubbede os alle ind i rækken, idet han råbte: "Gå så ordentligt"!. Frk. Heidemann fik også et skub i numsen, - det var selvfølgelig en fejl, men hun var ikke højere end os, og gårdvagten så ikke lige efter, hvem han gennede ind i rækkerne. Hun tog det nu meget pænt (vi gættede på, at der muligvis aldrig havde været nogen, der havde klasket hende i numsen).

En anden gang var låsen til et klasseværelse gået i baglås, desværre mens det kun var frk. Heidemann, der var derinde. Men hun kom ved gårdvagtens hjælp ud gennem vinduet - et syn for guder - med hendes halvlange, glatte nederdel oppe om lårene, håret i uorden og den ene sko faldet af.

Nogle år efter var jeg på højskole, og jeg havde bl.a. et tilvalg i kunsthistorie. Jeg elskede faget og også vores lærer, men jeg havde undret mig over, at jeg fik lidt ondt i maven, hver gang vi skulle have kunsthistorie. Indtil jeg pludselig en dag kom til at lægge mærke til LYDEN. Herrik, vores lærer, gik op og ned ad gulvet, og hans sko KNIRKEDE!!! Og SÅ vidste jeg pludselig, hvorfor jeg havde lidt mavepine inden disse timer.

En sjælden gang gav hun sig til at fortælle om sine rejser. Hun havde rejst mange spændende steder, og især Egypten var hun optaget af, og det fængede os en del, når hun fortalte om det, krydret med mytologiske historier.

En anden gang sang vi en salme - hvorfor husker jeg ikke - og hun spurgte pludselig, om vi bad Fadervor om morgenen med vores klasselærer. Nej, det gjorde vi ikke. DET syntes hun vel nok var synd for os, så hun lovede os, at det ville vi så fremover gøre i hendes timer.

Ak ja, så forandret!!!

torsdag den 8. januar 2015

Mennesker i mit liv 19 - Jensen

Jensen boede i huset ved siden af mine forældre, og han var naturligvis kunde i mine forældres købmandsbutik. Min første erindring om ham er denne: Min mor sidder ved kassen, og Jensen kommer ind hen ved lukketid og spørger, om de der negerboller er friske. "Ja, svarer min mor, "de er lige kommet hjem i dag". Jensen køber ikke nogen, men nøjes med sine cigaretter. Næste morgen kommer han igen ind i butikker for at købe et eller andet. "Nå, har I de negerboller endnu", siger han sarkastisk. "Ja", svarer min mor, "vi har haft lukket i nat".

Jensen havde humor nok til at grine så hans mave hoppede. Jensen var i det hele taget meget lattermild, hvad jeg oplevede på tætteste hold, fordi jeg som ca 15-årig fik et job hver mandag eftermiddag efter skoletid med at passe hans Mini-taxa. Konen skulle have en ugentlig frieftermiddag, som hun oftest benyttede ved at tage deres to døtre med i byen.

Mit arbejde bestod i at besvare telefonen og sende besked videre til Jensen. Jeg skulle betjene et lille "omstillingsapparat", og jeg husker tydeligt, hvordan jeg indvendig grinede, da jeg af Jensen lærte, at jeg skulle sige: "Opkald vogn 1" - for der var kun den samme vogn, som han selv kørte. Jow jow, det skulle ikke komme an på det...

En dag fik Jensen en tur for TV. Det var et bånd, som skulle fragtes fra Esbjerg til Århus, og de skulle have det inden kl. 17.00 samme dag. "Vi lukker biksen", sagde Jensen, "og så tager du med til Århus"! "Øh", sagde jeg, "hvad så med telefonen"? "Pis med den", sagde Jensen, "vi er ikke hjemme".

Nå, så kørte vi til Århus, for Jensen syntes, det var hyggeligt at have mig med, og jeg skulle jo sådan set ikke andet, og jeg fik endda overbetaling. Jensen underholdt mig hele vejen op og hjem med anekdoter fra sit liv og diverse saftige vittigheder, og han grinede selv allermest af dem. Vi var også inde på et cafeteria, hvor Jensen gav mad.

Engang kaldte han mig og sagde,  at jeg skulle skrive en regning til Dat-Schaub. Jeg anede ikke, hvad det var, og sagde "Hva' be'har"? Han gentog. Jeg forstod det stadig ikke. "Kan du ikke tysk", spurgte Jensen så. "Nja -", fik jeg fremstammet, og så var han væk. Hvad pokker skulle jeg gøre. Jeg greb telefonbogen og slog op på noget, der sådan cirka lød som det, Jensen havde sagt. Efter en del leden, fandt jeg da frem til, at det var et firma, som lå ude i Frodesgade - og ikke mindst - hvordan det staves. Da Jensen kom hjem, spurgte han, om jeg havde skrevet regningen. "Ja, her er den", sagde jeg. "Det var sgu growe", sagde Jensen, "er du sikker på, det staves sådan"? Så måtte jeg jo fortælle ham, hvordan jeg havde fundet ud af det. "Det var da godt", sagde Jensen, "for JEG vidste det ikke", og så grinede han sit typisk, glade grin.

Så gik der små 10 år, og min mand og jeg stod for at skulle flytte fra Ribe til Esbjerg. Jeg stod inde i mine forældres butik, da Jensen kom ind. "Hej", sagde jeg. "Du har vel ikke en ledig lejlighed i dit hus"? spurgte jeg. "Jo, du kan få min", sagde han. Det viste sig, at han var blevet skilt, konen var flyttet med børnene, og Jensen selv var også flyttet.

Og nu er der så gået 40 år, og jeg ser jævnligt hans ældste datter hos min personlige boghandler. Vi snakker af og til om gamle dage, om hvordan vore familier har det osv. Men hun har samme lune som sin far, for en gang, jeg kom ind i forrretningen, sagde hun: "Du går bare rundt, så varmer jeg kasseapparatet op imens". Jo jo, jeg ER en god kunde, og jeg prutter også lidt om priserne, hvis jeg køber meget - og får som regel rabat!!!


søndag den 4. januar 2015

Mennesker i mit liv 18 - Tina

Tina var en ung kvinde først i tyverne. Hun havde født et multihandicappet barn - Anne var blind, spastisk, autist (viste det sig noget senere) og intelligensretarderet. Og selv om det jo var en stor sorg, at det unge par ikke havde fået et velskabt barn, kom Tina snart til at elske sit barn højt.

På dette tidspunkt var Tina studerende, men hun tog orlov for at kunne passe sit barn. Jeg begyndte at komme i hjemmet, fordi min institution havde en råd- og vejledningsfunktion "ud af huset", d.v.s. til hele Ribe Amt. Tina og hendes kæreste kæmpede bravt for at få det hele til at hænge sammen - økonomisk og med at vænne sig til det barn, som var helt anderledes end det barn, de havde glædet sig til. Og også med deres forhold, som led hårdt under den belastning, det altid er at få et barn, men hvor dette barn var så meget mere krævende, end de fleste andre babyer. Anne græd meget og skulle have mad mange gange i døgnet, fordi hun kun havde kræfter til at spise lidt af gangen.

Det viste sig efter et års tid, at Tinas kæreste følte, han var hægtet af - Tina brugte al sin tid på Anne, følte han. Og Tina brugte virkelig meget tid på Anne. Hun meldte sig ind i Evnesvages Vel, som det dengang hed, og her mødte hun andre ligestillede.

Da Anne var ca. to år, begyndte hun i den specialbørnehave, hvor jeg var leder, og det var en stor aflastning for Tina. Hun havde planer om at begynde sine studier igen, men følte, at hun trængte til at komme noget mere til kræfter, og udskød det et semester.

I mellemtiden var Tina blevet valgt ind i Evnesvages Vels bestyrelse, og hun brugte mere og mere tid på dette arbejde og på at gå til møder i diverse ad hoc-udvalg. Hun læste alt, hvad hun kunne få fat i om handicappede børn, og om alle de forskellige handicap, som Anne langs hen ad vejen blev "udstyret" med. På et tidspunkt troede lægerne, at Anne var døv, men det var Tina og jeg sikre på, at hun ikke var, og jeg har flere gange været ude for, at autisme forveksles med døvhed. fordi barnet kan reagere, som døve børn gør.

Anne var ofte syg - af andre ting end hendes kroniske handicap. Så var det mellemørebetændelse, så var det lungebetændelse, så havde hun en mystisk infektion med høj feber. Og hver gang vågede Tina over hende døgnet rundt. Tinas mor trådte ind imellem til, men hun boede i den anden ende af landet, så hun kunne ikke komme til enhver tid, og havde også sit eget arbejde at passe.

Jeg talte ofte med Tina om hendes egen situation. F. eks. syntes jeg, at Tina spændte sig selv for hårdt, ved at involvere sig så meget i Evnesvages Vel. Men jeg forstod også godt, at hun fandt sin identitet og en slags mening i at udføre dette arbejde og at høre til der.

Tina udskød endnu et semester, og da Anne var fire, havde Tina opgivet sin uddannelse. Hun havde en periode forskellige løse jobs og fik også en form for kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, men hun kæmpede altid med dårlig økonomi og en konstant træthed.

Anne begyndte at komme på en aflastningsinstitution i en periode, hvor hun var nogenlunde rask, og Tina fik lidt kræfter igen. Men jo mere udtæret Tina blev, jo mere arbejde lagde hun i Evnesvages Vel. Sådan så det i hvert fald ud for mig. Alle beundrede Tina, mange søgte hendes råd og hun stillede selv sin erhvervede ekspertise til rådighed for "nye" forældre til handicappede børn. Hun var også med til at udvikle og afprøve noget helt nyt legetøj, som et forældrepar til et handicappet barn havde "opfundet".

Da Anne var 7 kom hun i skole, d.v.s amtets specialundervisning for handicappede børn, som foregik først på det, man dengang kaldte "de grønne skoler", og senere på en stor skole med eget handicapcenter. Men Anne blev endnu engang syg med lungebetændelse, og denne gang blev hun dårligere og dårligere. Hun var en tid indlagt, hvor Tina nærmest boede på sygehuset. Men en tidlig forårsmorgen døde Anne.

Tina gik helt i sort. Hun fik en alvorlig depression. Jeg havde ikke længere så meget kontakt med hende, fordi Anne var kommet i skole, men jeg snakkede da med hende nu og da, og hørte om hende gennem andre.

En af de ting, som var medvirkende årsag til Tinas svære depression, var at hendes identitet blev taget fra hende. Naturligvis var sorgen over datterens død stor, men Tina kunne jo ikke blive i Evnesvages Vel, hun var ikke længere en del af dette liv. Well, hun kunne fortsætte med sine støttefunktioner, men hun følte sig slet ikke længere som en del af dette, og meldte sig snart helt ud. Tina blev indlagt med et selvmordsforsøg, men hun kunne slet ikke komme sig igen. Annes død havde frataget hende meningen med sit liv, følte hun. Det fortalte hun mig en af de gange, hvor jeg besøgte hende i hendes hjem. Hun var nu en kvinde først i trediverne, men hun havde slet ikke haft tid til at tænke på kærester, og hun syntes, at hun var helt tabt for livet.

Jeg mistede efterhånden kontakten med Tina, men jeg har ofte tænkt på, hvordan det mon er gået hende. Det er nu mange år siden, og jeg har i årenes løb spurgt diskret til hende, men ingen har kunne fortælle mig, hvad der er sket hende og hvor hun nu er.

Jeg fortalte engang en god ven denne historie om Tina og Anne, og han sagde, at det havde været bedst, om Tina var død ved fødslen, eller at Tina havde "afleveret" Anne på en institution. Men hvem kan dømme om det? Tinas liv fik mening, - det tog en drejning, som ikke var planlagt - ja, - og hun gennemgik megen sorg og smerte. Men hun elskede sin datter, det kunne ingen være i tvivl om, og hun elskede også sit liv med datteren, skønt det var svært.

Hvornår er et liv "godt"? Og hvem kan dømme om det?