Adagio for strings

Når jeg trykker på Samuel Barbers "Adagio for strings" på YouTube, sker der noget hos mig.

Jeg kan have været stresset. Jeg kan tumle med et problem, jeg ikke kan finde ud af. Jeg kan have det så rodet, så jeg har svært ved at finde ro. Jeg kan have så meget på min "to-do-liste", så jeg bliver urolig. Jeg kan have foretaget mig noget, som jeg ikke er stolt af. Jeg kan have lovet et menneske noget, jeg ikke kan overholde. Eller mig selv.

Så sætter jeg Samuel Barber til at spille for mig. - Og straks sker der noget i mit sind.

https://www.youtube.com/watch?v=izQsgE0L450

Jeg ved ikke, hvad der sker! Jeg ved blot, at musik kan noget, som ord, samtaler, og alverdens terapier ikke formår. Og jeg ved det af egen erfaring.

De fleste mennesker ved det godt. De fleste har oplevet, hvordan musik kan skabe stemning. Og kan opløse stemning.

Nogle mennesker tror, at hvis man er nedtrykt, så skal man have opmuntrende musik! Det er helt forkert. Man skal have musik, som matcher ens sindstilstand. Man skal mættes i denne sindstilstand. Og varsomt ledes videre.

Det kan Samuel Barber. I hvert fald hos mig. Andre skal sikkert have en anden slags musik.

Man skal mødes i sin sindstilstand. Vi ved det godt.

Min salig mor havde et - for mig at se -underligt forhold til musik. Hun kunne ikke klare pianissimoer og crescendoer. Det hele skulle helst foregå på et "lige" niveau. Men som jeg voksede op, erfarede jeg, at sådan var hun på de fleste områder: De store følelser skræmte hende. Modsat min far. Og farfar.

Og i erkendelse af dette, har jeg indset, hvor meget "arv" betyder. Og naturligvis også, hvordan denne arv udvikles i sit miljø.

Min far tog mig med til koncerter i Statsskolens Aula i Esbjerg. Hvad man selv er fyldt af, og anser for at være af stor værdi, vil man gerne give videre til sine børn, ikke sandt? Her kunne jeg indføre en forsvarstale for barnedåben og hvorfor vi ikke har voksendåb. Det må blive et andet sted.

På samme måde inviterede far mig med i biografen til "Jomfruburet" - i en tysk udgave, som ikke var som den sentimentale udgave på dansk, - men som gav mig, som 12 årig, et fantastisk indtryk, som gjorde, at jeg læste biografier om Schubert, Beethoven - og derfra videre i komponisterne, som kom før - og efter - dem.

Og jeg begyndte at synge i kor. Først i skolekoret fra 3. klasse. Siden i Esbjerg Pigekor, som på dette tidspunkt var KORET for unge i Esbjerg. Senere i Musikhøjskolens kor - og så fik jeg familie og børn osv. Men min mand, som var en fantastisk sanger, ledte mig videre....

Samuel Barber! - Jeg har før skrevet om, hvad musik betyder for mig. Og hvad f. eks. en særlig korweekend har betydet for mig. Musik betyder stadig SÅ meget for mig. Det er som en meditation. Som en åbning til noget åndeligt. Som om noget/nogen beder for mig. Som en forbøn.

Jeg vil så gerne give det videre til dig! Men jeg ved ikke, om du har det på samme mådet, som jeg? Eller om du måske skal have en hel anden slags musik???

Jeg har f. eks. forsøgt at "forstå" og at "høre" jazz. Det kan jeg ikke. Jeg HAR forsøgt. Men jeg kan jo se og høre, at andre har rigtig meget glæde af det. Af denne lære drager jeg, at sådan må det også være i mange andre af livets forhold. At selv om jeg ikke kan se det eller forstår det, så kan andre mennesker have glæde og visdom og mening i andre ting, end det , jeg forstår.

Og det i sig selv er en stor erkendelse, synes jeg.