fredag den 30. december 2016

Glædelig frit nytår!

I overmorgen er et nyt år begyndt. Et helt nyt år ligger og venter på mig. Det er så stort, og det er der til alle sider, så langt øjet rækker. Åbent - ubrugt - uden planer, eller næsten uden planer.

Planer dræber! Det kan godt være, at planer er med til at strukturere min dag, og det kan godt være, at det er nødvendigt, for der er jo altid visse ting, man SKAL: Til tandlæge, til frisør, have gjort rent, købt ind osv osv. Men lige nu, hvor jeg står for foden af det nye år, er det planløst.

DET elsker jeg! Det er mulighedernes land. Alt kan lade sig gøre. Intet forhindrer mig. Der er så meget, jeg gerne vil.

* Have ryddet op i hele huset, altså GRUNDIGT op. Hvor meget bliver smidt ud, og resten får en blivende plads. Så jeg altid ved, hvor det er.
* Have kigget mine tårnhøje avisstakke igennem, og klippet det ud, som jeg vil gemme. Til når engang jeg får oceaner af tid - som nu - til at læse og smide ud igen og/eller arkivere. Gemme til breve til Bertel. Gemme til breve til Jonna. Gemme til samtaler med Britta - og Else - og Jonatan og og og.....til mig selv, til at blive klogere af.
* Læse en masse bøger. De ligger på række - altså inde i mit hoved - og råber på at blive læst. Og i den fysiske verden kunne jeg også godt tænke mig at lægge dem i netop denne reol, så jeg altid har styr på, hvilke bøger jeg mangler at læse. Problemet er jo, at der i mellemtiden altid dukker nye bøger op, som jeg lige må have læst. Og så kommer jeg i tanke om gamle bøger, som jeg læser med nogle års mellemrum, hver gang med nyt udbytte. Og så er der dem, som lige så godt kan blive smidt ud, nej, jeg mener givet væk til andre, som kan få glæde af dem.
* Rydde op og skaffe ordentlig plads til mit tøj. Og smide ud/give væk det, jeg ikke længere bruger. Her har jeg virkelig en hurdle. Jeg smider nødigt tøj ud. Men nu har jeg tabt mig temmelig meget, og har desuden fået reduceret det ene af mine bryster, så nu kan jeg passe ting, jeg ikke har kunnet passe i flere år. Og som jeg elsker, og derfor ikke har skilt mig af med. Jeg har tøj, der er 25 år gammelt, og som jeg stadig bruger, fordi jeg elsker det. Jeg har da også ret nyt tøj - og så alt derimellem. Men alt for meget, faktisk. Mit klædeskab, nej skaBE bugner, min kommode, nej kommodER ligeså. Nu SKAL jeg altså ud med noget.
* Så er der mennesker, som det er alt for længe siden, at jeg har set. Og som jeg gerne vil se, men altså skal tage mig sammen til at få lavet aftaler med.
* Så er der jo også de lidt mere trælse: Trænger til at komme til foddame, har en tand, hvor et hjørne er gået af, skal have læst "mine lektier" til mine studiekredse, reparation af tøj, købt ny persienne til mit soveværelse, hentet mine ørestikker hjem, have købt ny medicin på apoteket osv osv.

Men nu må jeg jo passe på, at jeg ikke lige pludselig får min kalender fyldt op med PLANER. For som skrevet: De dræber. Altså sådan nogle som mig. Der er mennesker, som ikke kan leve uden planer. Mennesker, for hvem livet nærmest er ikke-eksisterende, hvis kalenderen ikke er fyldt med planer. Mennesker, som kigger i deres kalender og ser, hvor meget de skal. Som føler sig lykkelige og betydningsfulde med visheden om, at verden består et godt stykke tid endnu, for planerne er endnu ikke blevet udført. Var der nogen, der sagde: "Selvbedrag"? Nixen bixen, Karen Blixen! Det er selve livets mening - altså at have planer. Hvad ellers?

Ja, jeg er jo så af en anden mening. Jeg HAR været der. Dengang jeg havde små børn, fuldtidsarbejde, var en fraskilt med hus, hjem og havejord. Dengang kunne intet fungere, hvis ikke jeg lagde planer. Det er måske derfor, at jeg NU elsker IKKE at have planer. Jeg føler mig fri! Selvbestemmende!

Glædelig frit nytår!!

onsdag den 23. november 2016

Se og Hør - sæt kulør på din hverdag!

En veninde gjorde mig opmærksom på en stoppestedsreklame for Se og Hør, som hun fandt interessant: En kvinde sidder glad og smilende i sin sofa og læser i Se og Hør. Bag hende danser tre par, som kunne være taget fra "Vild med dans", da de er fuldt udstyrede med alskens bling-bling, make up, tøj osv. Ved siden af kvinden står hendes fulde vasketøjskurv. På bordet ligger en roulade.

Så siger min veninde: Er denne reklame ikke at tale NED til folk? Og jeg siger: Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, at "det segment", som læser Se og Hør, ikke opfatter det sådan, men NETOP ser sig selv, og kan identificere sig med denne kvinde. For hvad er det, man ser?

Kvinden er "en yngre kvinde", måske først i 30'erne. Lettere buttet. Almindelig dagligdags udseende. Intet særligt påfaldende. Man ser hendes dagligdag. Hun skal vaske tøj, bl.a.

Sofaen er en blomstret tingest, som en wanna be cretonne - ret smagløst siger så jeg, som i denne sammenhæng har taget rollen som smagsdommer.

Rouladen er ikke skåret i skiver og lagt på fad. Nej, den er taget direkte fra indpakningen, og ligger sådan på bordet. Indikerer muligvis, at kvinden er alene hjemme. Manden, hvis der er nogen, er på arbejde - og børnene, som der sandsynligvis er en eller flere af, jfr vasketøjskurvens størrelse, er i skole eller institution.

Kvinden er ergo enten hjemmegående eller arbejder på deltid, eller har en fridag, ja hvad ved jeg, jeg gætter. Jeg leger med mine associationer, som vel også er hele meningen med dette reklamekoncept.

Men så er det Se og Hør-dag! Og NU har hun endelig lidt fritid fra sine daglige pligter. NU kan hun endelig tillade sig lidt drømmeri. Når man ikke selv er divaen i den lækre kjole, med håret sat og den store aftenmake-up, kan man da drømme sig ind i denne verden. For en kort tid. En kop kaffes tid. Med et - nej to - stykker roulade til. Arh, skidt, jeg snupper lige et tredje stykke! Og en ny kop kaffe.

JEG ser ned på hende! Som jeg i det hele taget ser ned på Se og Hør, og dem, som læser Se og Hør - dog med undtagelser, har jeg oplevet - ret skal være ret.

Ser Se og Hør ned på kvinden på reklamen? Se og Hør kender sine egne kernelæsere. Og derfor kreerer de en reklame, som denne kernelæser kan identificere sig med. Det handler om cool cash. Og for lige at gøre bladet spiseligt for dem, som skulle have en lille anelse om, at det måske ikke er "fint nok" at læse Se og Hør, tilføjer bladet lige Danmarks bedste TV-programoversigt. Så kan den sidstnævnte gruppe også være med, og oplaget stige tilsvarende.Og så er der alle vi andre, som ikke kunne drømme om at købe et sladderblad.

Er det så simpelt? Tjah - bum bum.

Jeg laver nogle undersøgelser om Se og Hørs reklamer for tiden. Bl.a. ser jeg her i aften på Charlie en, som åbenbart er en del af et større koncept, kan jeg så se på YouTube. Der er små videoer med titlerne "Bustur", "Alenetid", "Studier", "Dans" og "Venteværelse". De viser forskellige situationer - ventetid ved et stoppested, en mand på toilet, nogle unge under en matematikforelæsning i et auditorium, tv-aften med hjemlig hygge, hvor manden er faldet i søvn, to kvinder i et venteværelse hos en tandlæge. Fælles for dem alle er, at da personen griber bladet Se og Hør, eller læser det på sin bærbare, sker der som ved et trylleslag det, at der kommer unge mennesker frem, som danser, er glade og ser godt ud, eller den røde løber rulles ud, og glamourøse mennesker vandrer på den.

Så er min analyse ovenfor forkert? Henvender Se og Hør sig til flere segmenter? Eller forsøger de at kapre læsere fra andre segmenter end det ovenfor beskrevne? Begge dele kan tænkes, for de har selvfølgelig undersøgelser, som fortæller, HVEM det er, der læser Se og Hør, og hvem der ikke gør.

Men alt i alt vil de sende det signal med disse reklamer, at uanset hvem du er, hvor gammel du er, om du er mand eller kvinde - og uanset hvilken situation, du er i: Venteposition, pusterumssituation, hygge - ja, så kan du i hverdagens trummerum liiiiige mærke suset fra den røde løber, fra glamourøse fester, fra en verden, du måske kun kan drømme om.

Og her træder jeg så selv ind på scenen som smagsdommer. Er det da ikke ganske uskyldigt at hengive sig til lidt glamour og fantasiverden og dagdrømmeri nu og da? Jo da, det gør vi vel alle. Og det er det SIGNAL, Se og Hør vil sende. Noget helt andet er så, hvad indholdet er. Sladder, sladder og atter sladder. Om kendte og kongelige. Om ting, som kun har ringe eller slet ingen hold i virkeligheden, og/eller burde være forbeholdt privatlivssfæren.

Sladder skal der til, har jeg ladet mig fortælle. Måske - men bør man ikke sortere i, hvad man vil tage for gode varer, hvad man vil involveres i, hvad der overhovedet kommer mig ved?  - og om sladderen har karakter af ondskab, karaktermord, intimidering, osv.

Her kommer den gyldne regel OGSÅ til at stå sin prøve, og jeg vender den lige om: Gør IKKE mod andre, hvad du ikke ønsker, at nogen skal gøre mod DIG. Og hvis man er læser af Se og Hør, er man ikke bedre, end dem, der producerer og tjener penge på, at nogen læser. Og som ikke holder sig for gode til at bruge temmelig ufine metoder i jagten på en sensationel historie. Behøver jeg at nævne Danmarks største medieskandale?









tirsdag den 15. november 2016

Følelser kontra fornuft?

"Af en eller anden grund fungerer en vag historie bedre i den menneskelige hjerne end en kompliceret analyse. Anekdoter trumfer evidens, og det er svært at vende, for de fleste mennesker tænker følelsesmæssigt 99 procent af tiden,” siger Morten Elsøe, cand.scient. i ernæring, livsstilscoach og medforfatter til den netop udkomne bog ”Slut med forbudt”

Ovenstående citat er hentet fra en artikel i Kr. Dagblad om mad. Men da jeg for tiden er temmelig optaget af temaet "fornuft versus følelser", blev jeg fanget af det. For kan det nu passe? Er det ikke næsten at sætte fornuften i skammekrogen? 

Jeg har læst oceaner af litteratur om forskellighederne i mandlige og kvindelige værdier. Jeg ved ikke, om jeg er et særlig "mandig"t eksemplar af kvinderacen, men jeg får, når jeg læser det indledende citat, lyst til at finde ud af, om det kan have sin rigtighed med de 99 procent.  Og er det ikke en mandlig egenskab at ville efterprøve den slags "fakta"? 

Faktisk er jeg ret ligeglad med, om føleser relaterer sig mere til kvinder end til mænd.  Men jeg er ikke ligeglad, når jeg hører mennesker argumentere i retning af, at fornuften bør være det overordnede princip, og følelser nærmest er kvindagtige og upassende - ikke blot for en mand, men også for enhver kvinde, der vil tages alvorlig. 

Jeg troede også, at det længe har været god tone at fremhæve betydningen af de kvindelige værdier på arbejdsmarkedet. Kvinders fortrin skulle være empati, samarbejdsevner, intuition osv, hvor mænds hævdes at være mere dynamiske, målrettede og konkurrencebetonede. Og jeg troede også, det var et faktum, at det er kvinderne, som i øjeblikket "kører med klatten" - og det helt fra skoletiden, op gennem uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Det viser sig så ved et nærmere studium, ikke at holde vand. Det er f. eks.  ca fifty fifty hvor mange af hvert køn, som går på universiteterne, og det er stadig kun 20 procent af erhvervsledere,  som er kvinder. Bestyrelsesposter domineres også af mænd. 

Er det bare de bagstræberiske mænd, som holder fast i, at FØLELSER er underlagt fornuften? Og at vi - og her mener jeg især "vi kvinder" - bør lægge os lidt mere efter fornuften? 

Jeg køber ikke den præmis. For jeg mener udgangspunktet: At dele fornuft og følelser op, som om det er to adskilte emner, er forkert.

NÆæææ - må jeg be' om følelser med fornuft i. Og fornuft med følelser i. Fra både mænd og kvinder!!! 




tirsdag den 25. oktober 2016

Vrisne gamle mænd

Hvad er en "vrissen gammel mand"?
Jeg har lige set udtrykket hos en mand, som tillod sig at gøre mig opmærksom på nogle stavefejl og tegnsætningsfejl, som jeg begår her på min blog og/eller på facebook.

Han har sikkert tituleret sig selv sådan, fordi han selv føler, at han er en petitesserytter, men han kan ikke lade være. Det har jeg fuld forståelse for. Det kunne sagtens have været mig, der gjorde en anden opmærksom på nogle sprog-, skrift- eller stavefejl. Er jeg så en vrissen gammel kone?

Nu er der flere måder at håndtere en irettesættelse på.
* Man kan blive eddikesur og gå og smække med døren. Og med store armbevægelser gøre så mange som mulig opmærksom på, hvor sur man er, og hvor uretfærdigt man er blevet behandlet. Dette fænomen ser jeg med jævne mellemrum på facebook i diverse sprognørdede grupper, som jeg er medlem af. Samt en del andre.

* Man kan blive indebrændt, skumle og surmule uden at sige det til nogen. Der er nok ingen, som alligevel forstår mig, og måske synes de også, det er en bagatel.

* En gæv kvinde som jeg "mødte" i en af sproggrupperne, lærte mig for mange år siden at sige: Tak, fordi du rettede mig. Så lærte jeg også noget i dag. Se DET er den rette indstilling at have, synes jeg. Og jeg bestræber mig på at have den. Men det undrer mig til stadighed, at man kan være med i en sproggruppe, hvor der netop i præsentationen af gruppen står, at det er tilladt at rette hinanden, men at man skal holde en god tone - og så blive tøsefornærmet, hvis man bliver rettet. Og JA, der kan være ordblinde, som gerne vil lære at skrive ordentligt, og JA, der kan være folk fra andre lande, som gerne vil lære noget bedre dansk. MEN, så kan de passende ved samme lejlighed lære, hvordan man tackler at blive rettet. Man kan jo også nemt gøre opmærksom på det, hvis man er ordblind eller kommer fra udlandet.

Tænk, - jeg synes faktisk, at det er tegn på, at mennesker betyder noget, hvis man gør sig den ulejlighed at fortælle dem, at de har stavet forkert. De kunne jo lære noget. Men uha da da, mange mennesker synes, at DET må man ikke mene. Bliv i din janteboks!!!

Så kan man sidde der i sin selvretfærdighed med sin hønserøvsmund og knejsen med nakken, og være lige så dum i dag, som man var i går.

Og der er flere pointer:

 Jeg er en af dem
* som gerne vil være med til at bevare et smukt dansk, både på skrift og i tale. Og det betyder bl.a., at alting ikke kan være lige gyldig.
* som gerne vil være med til at hylde den praksis at sige tingene ligeud på en pæn og gerne humoristisk måde.
* som hader - og jeg MENER hader - allehånde omskrivninger, gætterier, følen-sig-frem, ævle-vævlen, fiksfakserier,  når man skal have sagt en ting, som muligvis kan være ubehagelig. Man må selvfølgelig gerne tænke sig om, og man skal ikke jorde hinanden:
* som prøver på ikke at være for selvhøjtidelig her på nettet
* som prøver på ikke at svare på alt, jeg ikke kan lide her på nettet

Og der er MAAAAANGE flere pointer. En af dem er, at jeg har fået flere gode "netvenner" ved at praktisere ovenstående.

mandag den 24. oktober 2016

Det usagte - er det en løgn?

Det usagte - er det en løgn?
Det kommer vel an på...

Anette møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Du har aldrig spurgt", svarer han.

Line møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Det betyder ikke noget", svarer han.

Sofie møder en mand på en datingite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Jamen, du og jeg skal vel ikke giftes", svarer han.

Anne møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Min kone er syg", svarer han.

Laila møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Det har jeg da også", svarer han.

Kathrine møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Skal du nu ødelægge den gode stemning", svarer han.

Lise møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Jeg ville jo bare have en elskerinde", svarer han.

Caroline møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Det troede jeg da, du vidste", svarer han.

Jenny møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Er du ikke lidt dum nu", svarer han.

Karin møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Jeg skal skilles, når den yngste er konfirmeret", svarer han.

Lotte møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Jeg elsker ikke min kone mere", svarer han

Linda møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "Vi bor ikke sammen", svarer han.

Lizette møder en mand på en datingsite. De begynder at ses. Mere og mere. Hun bliver glad for ham. En dag opdager hun så, at han er gift. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det"? spørger hun. "For at du ikke skulle blive ked af det", svarer han.

Disse kvinder mødes på en datingsite. De begynder at ses. Danner en klub. De kalder den "Den anden kvinde". Der var også én, der syntes, de burde hedde: "De tavse kvinder", men det var de andre imod, for det var jo manden, der ikke havde meldt ordentligt ud, så det....

søndag den 19. juni 2016

Bedsteforældreprioritering

I går var jeg til 50-års jubilæum i min gamle realklasse. Det var dejligt og hyggeligt som altid. Vi har mødtes hvert 5. år siden vores 25-års jubilæum. Men det er faktisk slet ikke det, jeg vil skrive om.

Det er altid interessant at være med til arrangementer, hvor der er mange mennesker med. For hvor man som singlepensionist måske kan gå og lulle sig ind i sine egne forestillinger om, hvordan verden ser ud, har man ved en begivenhed som denne lejlighed til at blive rystet godt og grundigt i sin grundvold. Hvis ellers man har øjne og ører åbne.

Jeg oplevede MANGE ting, som jeg kunne skrive om, og måske også gør - men i dag bliver det dette her emne: Bedsteforældre - og hvordan man prioriterer i forhold til at være det.

Folk er jo søde! Jamen, det er de - . Og jeg har jo kendt dem som børn, eller i hvert fald som teenagere. Vi var vel en 15 stykker, ud af nogle og tyve. Nogle havde meldt afbud p.g.a. andre ting, der trak mere. Bl. a. børnebørns fødseldag. Vi havde en runde på et tidspunkt, hvor vi sådan fortalte lidt om, hvad vi går og laver. Der var vist ikke nogen, der ikke nævnte deres børn og børnebørn. Og det er jo GODT, ikke?

Men så er det, at det bliver interessant! For flere meddelte, at de var nødt til at GÅ  hen på eftermiddagen (vi mødtes kl. 13.00) fordi de skulle hjem til nogle børnebørn/ børnebørns fødselsdag/passe børnebørn og i den dur. På et tidspunkt var der en, der satte ord på dette fænomen: Hun havde i lang tid friholdt hele måneden, indtil hun kendte datoen for dette jubilæum, og alle familiemedlemmer og andre havde fået at vide, at DEN DAG kunne hun ikke, for da skulle hun til 50-års jubilæum i sin gamle klasse, så hvis de ville se hende, måtte de finde andre datoer. Hun undrede sig over, at folk prioriterede børnebørn - som de jo altid kan se - højere end et 50 års jubilæum.

Min umiddelbare reaktion var: Folk er forskellige, derfor prioriterer de også forskelligt, og fred være med det.

Men hvad ligger der i min skolekammerats anke? Det synes jeg er interessant!For jeg kunne jo se og høre, at det påvirkede folk meget - både dem, der skulle gå, og dem, der havde valgt anderledes.

* HUN havde sat alt andet til side, og undrede sig over, at andre ikke også gjorde det
* HUN havde rejst langt, og var skuffet over at mange af dem, hun regnede med at skulle feste sammen med, ikke var mere villige til at feste med hende.

Og 10.000 kr spørgsmålet:
* HVORFOR prioriterer de børnebørn så meget højere, at de enten ikke kommer, eller tager tidligt hjem?

Jeg kan da komme i tanke om en del grunde:
* Måske er de generelt ikke til fester
* Måske er de ikke til længevarende fester
- og så ligger der ikke mere i DET, for sådan er DE bare!

* Måske er VI, de gamle skolekammerater, som man kun ses med hvert 5. år, egentlig ikke særlig betydningsfulde mennesker i deres liv.
* Måske orker de ikke at bruge tid og penge på sådan et samvær?
- og hvorfor bliver andre pikeret over DET?

Selvfølgelig kan man lige indskyde en lommepsykologisk forklaring, a la "de har nok ikke fået nok opmærksomhed i deres liv" eller "de føler sig fravalgt, og det er en rigtig træls følelse at sidde tilbage med". Men er det ikke liiiige lidt for billig en forklaring?

* Er "den med børnebørns fødselsdag" blot en bekvem undskyldning for at bryde op i rimelig god tid?
* Eller tilhører vi en generation, som simpelthen af hjertet prioriterer børnebørn højest af alt?
* Eller forventer vore børn, at vi prioriterer vore børnebørn højest af alt?
* Orker vi bare ikke diskussioner med vore børn om den slags?
* Eller har vi ikke andre værdier at fylde vort liv med, end at leve det gennem børn og børnebørn?

Jeg har ikke forklaringEN, og jeg har det også ret så fredeligt med, hvordan folk prioriterer. Men jeg kunne jo se, at det gjorde noget ved de mennesker, jeg var sammen med - mere end bare lige en tanke. DERFOR interesserer det mig.

Hjælp mig til at blive klogere på dette!!!







mandag den 25. april 2016

Michaels rejse fra fuldkommenhed til menneske

Denne fortælling foregår for længe, længe siden. Den er en sælsom fortælling om en sjæls rejse fra at være fuldkommen til at blive menneske. Og når fortællingen er færdig, er det ikke sikkert vi er blevet ret meget klogere.

Vi kalder denne sjæl for Michael, for af hankøn, det var han - en køn ung mand, som intet andet levede for, end at gøre det gode, det skønne og det sande. Han befandt sig godt i den himmelske sfære, hvor han havde sit hjem. Var altid lydig, og opfyldte alle sine forpligtelser. Han var vellidt af sine brødre og søstre, som der var så mange af, at de slet ikke kunne tælles.

Han havde været her så længe, han overhovedet kunne huske.

Men når han gik rundt blandt alle de andre, havde han blot een længsel: Han ville så gerne være engel. Han så på englene, som færdedes iblandt ham og hans brødre og søstre, og det forekom ham, at det måtte være det skønneste, man kunne tænke sig, at blive som en af dem.

"Hvordan kan jeg blive en engel", spurgte han sine søskende, men der var ikke rigtig nogen af dem, som vidste det. "Har du det ikke godt her", svarede de som regel. "Hvorfor ønsker du dig noget andet"? Dette er paradiset, der findes ikke noget bedre sted".

Det slog han sig til tåls med en tid, men længslen forsvandt ikke. Han måtte finde ud af, hvordan han kunne blive en engel. Så gik han til en af de ældste i søskendeflokken, og sagde: "Hvordan kan jeg blive en engel". "Hvorfor vil du være engel", spurgte den ældre broder. "Jeg ved det ikke", svarede Michael, "men jeg vil så gerne være lige så fuldkommen som de". "Vil du være fuldkommen, så må du arbejde endnu hårdere på det, end du gør nu", svarede den ældre broder.

Michael arbejdede hårdt på sin fuldkommenhed, udførte alt til punkt og prikke, undveg ikke nogen opgaver, gjorde alt det, han kunne og skulle. Men hans hjerte længtes dog stadig. Han blev tavs, indadvendt, men han arbejdede, så sveden sprang.

Hans ældre søskende så med bekymring på ham, og en af dem sagde til ham: "Du skulle opsøge ældste Athor. Han må kunne rådgive dig". Michael tænkte længe over dette råd, men besluttede til sidst at følge det. Så han gik til Athor.  Athor hørte længe på ham. Han fremlagde - først stammende og tøvende - men efterhånden mere ivrig og ilter sit ønske. - "og nu har jeg arbejdet voldsomt på min fuldkommenhed, så kan jeg ikke blive en engel nu"? spurgte han til sidst.

Athor så længe på Michael, med et interesseret og mildt blik: "Jeg har hørt om denne attrå før", sagde han så. "Og når den nu har rodfæstet sig i dit sind, må du gå hele vejen"! "Jamen, hvad skal jeg da gøre", spurgte Michael. "Du har nået til det umiddelbares grænse, - det er det højeste gode her". Men vil du videre, må du gennem kundskabens lande. Det er en farlig, besværlig og langsommelig vej, og man kan meget nemt fare vild i disse lande.

"Hvad er kundskabens lande"? spurgte Michael. "Og hvor ligger de? - og hvad skal jeg der"? "Det er menneskenes verden", svarede Athor. "På jorden lever de. Der skal du lære SELV at vælge kærligheden via din frie vilje. HER er den en synlig del af alt, men DER skal du selv indånde den, vælge den, og træffe dine egne valg. Du vil aldrig være alene, vi vil altid være nær ved dig, blot kan du ikke se os, som du kan nu.

"Og kan jeg så blive en engel bagefter", spurgte Michael ivrigt, men også lidt frygtsomt. "Det ved kun Gud", svarede Michael. "Du er velkommen til at blive her i den umiddelbare kærligheds paradis. Men da du begærer mere, har du vist, at dit sind vil kærligheden via din egen sjæls tilegnelse af den. Derfor må du til Jorden og blive menneske.

"Hvordan kan jeg undgå at fare vild", spurgte Michael. "Hvad skal jeg holde mig til"? Athor sagde: "Alt det, som du umiddelbart har haft her, skal du bruge, søge efter og holde dig til. Og bliver du forvirret og rådvild, skal du søge efter korset og korsvejen. Og så er vi altid med dig med Guds Ånd, og du kan nå os via bøn,

"Hvad er korset og korsvejen for noget", spurgte Michael. "Bekymr dig ikke", svarede Athor. "Alt dette blive nedlagt i dit sind, og hold dig blot til det, så farer du ikke vild.

Og herefter fødtes Michael på Jorden af et ganske almindeligt forældrepar. Overraskende nok fødtes han som pige. Og  lærte kærligheden at kende. Den var hendes medfødte og iboende tilbøjelighed, den blev skænket hende af forældre, søskende, venner, mennesker hun traf på sin vej. Men hun lærte også ondskab, fjendskab, uvilje, stejlhed, løgn, krig, svigt, utroskab, uretfærdighed og meget meget mere at kende. Jordelivet blev op- og nedture, rutcheture, med gode men også med meget sorgfyldte dage. Hun begik mange fejl, svigtede selv nu og da, elskede ikke kun, men opfyldtes af og til af følelser, som vel måtte kaldes onde.

Men korset genkendte hun, og korsvejen kunne hun måske ikke selv gå, men hun vidste dybt i sit indre, hvad det var for en vej, og at hun skulle holde sig til den. Hun lærte af uretfærdighed ikke selv at være uretfærdig. Hun lærte selv at vælge kærlighedens vej, så godt hun nu kunne.  Men det tog lang, lang tid.

Og hvad skete der så? Blev Michael så en engel efter Jordelivet? Det ved kun Gud!





lørdag den 5. marts 2016

"Legeaftaler" - og alt dets uvæsen!

Jeg har lært et nyt ord for nylig. LEGEAFTALER. Ja, ordet har jeg selvfølgelig kendt altid, men det er gået op for mig, at begrebet har fået en helt ny betydning.

Jeg så første afsnit af en serie på TV, som handler om en familie, hvor far og mor vil skilles, men da de ikke kan få huset solgt, bliver de boende. De indretter sig så sådan, at de hveranden uge bor ovenpå eller nedenunder. Den, der bor ovenpå, har også ansvaret for børnene. Og dette ansvar er ikke sådan noget, man kan tage let på, så der var blevet lavet en lang liste over, hvad det indebar. Og da var det, at jeg pludselig forstod ordet LEGEAFTALE. For det var et af punkterne.

Der var ikke noget, der hed legeaftaler, da jeg var barn. Begrebet fandtes ikke. Ikke fordi vi ikke legede sammen, det gjorde vi da i høj grad. Men det var ikke noget, man lavede AFTALER om, og der var ingen mobiltelefoner. Man bankede på hos hinanden og spurgte, om Inger ville lege. Det ville Inger som regel, hvis hun var hjemme. Eller man aftalte at mødes efter skoletid, da man blev lidt større. Men det var ikke et programpunkt på en liste for ansvarlige forældre,  hvorpå der bl.a. stod LEGEAFTALE.

For sagen var jo, at det styrede vi selv. Altså vi børn. Forældrene var ikke indblandet. Man sagde måske hen over skulderen: Jeg går om til Inger! Og de sagde: O.k - så var den ikke længere. For man vidste, at man senest skulle være hjemme, når kirkeklokkerne ringede kl. 18.00.

Sådan er det ikke i dag. I dag er det et programpunkt for FORÆLDRENE!!! De må sørge for at lave legeaftaler på deres børns vegne. Jeg kan også godt se det praktiske i det, for børnene bor ikke altid indenfor gå- eller cykelafstand fra hinanden.  Og forældrene er nok på arbejde til hen på eftermiddagen de fleste dage, så hvis der skal laves LEGEAFTALER, skal det være, når det passer forældrene. I sagens natur, for de skal jo hente og bringe.

Men der ligger også noget STATUS i det. Ve det barn, som ingen legeaftaler har!!!! Det er tegn på, at barnet ikke er populært. Og det er ingen forældre naturligvis glade for.

Da jeg var barn, vidste mine forældre ikke altid, hvor jeg var. For hvis Inger ikke var hjemme, gik jeg måske videre hen til Lissi, eller også fandt jeg på vejen en eller anden at lege med. Var mine forældre uansvarlige voksne? Overhovedet ikke. Men det kaldes TILLID. Tillid til, at vi selv fandt ud af det. Tillid til, at vi selv sørgede for evt. transport. Man GIK - endda flere km for at komme ud til en veninde. Eller cyklede - 12 km måske!

Er verden blevet så meget farligere, siden jeg var barn? Er det årsagen?
Er der ikke så mange børn i nærheden at lege med, fordi de er på institution det meste af dagen?
Er forældre blevet mere pylrede?
Er større trafik en del af forklaringen?

Jeg ser af og til nogle forældre, som mener, det er deres PLIGT at tage sig af børnene - hele døgnet. Og sørge for, at de ALDRIG keder sig. Og at de er populære. Og at de ikke kommer ud for ting i livet, som kan give dem nederlag. Og ikke kommer til skade i trafikken. Og ikke skal cykle 12 km. For slet ikke at snakke om at GÅ!!

Helt ærligt: Jeg fatter det ikke! Jeg synes, det er synd for børnene! Og forældrene! Og jeg ser det som endnu et led i begrebet curlingforældre.

Er jeg bare blevet et gammelt brokkehoved, som ikke er fulgt med tiden?






søndag den 21. februar 2016

"Den sunde fornuft" versus religion

En tid lang har jeg været optaget af, hvad "den sunde fornuft" er for en størrelse. For jeg hører tit folk sige, at de ikke tror på nogen religion, men at de bruger deres "sunde fornuft". Jeg har diskuteret emnet med flere gode venner/veninder, -  spurgt mine facebookvenner og læst en masse. Nu vil jeg prøve at sammendrage, hvad jeg så har lært om "den sunde fornuft". Og selv om jeg godt ved, at "det kommer an på", - så synes jeg, at jeg er blevet lidt klogere på emnet

Jeg er kommet frem til:

* At "den sunde fornuft" "kun" er et redskab for højere/bagvedliggende værdier. Hvad jeg havde på fornemmelsen, da jeg stillede spørgsmålene. Meget forenklet kan man sige, at fronesis(som en af mine fb-venner anbefalede mig at kigge på)  er "klogskab i praksis". Eller pragmatisk klogskab, idet ordet pragmatisk indikerer, at der netop IKKE er nogen ideologi eller religion bag. (Hvad jeg altså bestrider).Begrebet phronesis kommer fra den klassiske retoriks begreber, og kan måske også oversættes til "dømmekraft".

* At de mennesker, som benytter "den sunde fornuft", når de skal tage stilling til etiske problemer, normalt  ikke er sig bevidst, at de "glemmer", at bag enhver praksis ligger en teoretisk værdi. (Det er min påstand) Det er ikke særlig synligt, når vi taler om almindelige dagligdags ting - om det er fornuftigt ikke at gå fra et tændt stearinlys eller at låse sin hoveddør, når man går ud, f. eks. Men ellers er jeg enig med Pierre Bourdieu, som siger at teori uden empiri er tom - og empiri uden teori er blind. Og andre med ham har sagt noget lignende,  f. eks. Karl Marx og Ludvig Wittgenstein.

* "Den sunde fornuft" kommer til kort, hvis/når man skal vælge mellem
   1. Hvad der er bedst for alle mennesker
   2. Hvad der er bedst for én selv.
Eks. Når man f. eks stemmer politisk, "bør" man så stemme udfra hvad der gavner en selv mest, eller udfra, hvad der gavner fællesskabet mest?
Eks: Skal vi modtage alle asylansøgere, eller skal vi først og fremmest sørge for vore  egne -  familie og landsfæller?
Et par af mine fb-venner mener, at den "sunde fornuft" er forankret i den enkeltes kontekst, og ikke i hvad der er bedst for menneskeheden. Det er jeg ikke helt enig i.  Heller ikke selv om det gælder selve overlevelsen. Igen kommer det an på mennesket og dets bagvedliggende værdisæt.

* Hvis man ikke anerkender, at "sund fornuft" kræver et bagvedliggende værdisæt, bliver der nogle gange henvist til, at "den sunde fornuft" er noget medfødt, - at alle mennesker har et naturligt selv, - men som er forskelligt fra menneske til menneske. Herunder hører så diskussionen om, hvad der "tæller" mest: Natur eller kultur.

* At henvise til, at man bør bruge sin  "sunde fornuft" giver ingen mening,  fordi "den sunde fornuft" kan være lige så forskellig, som menneskene er. Ja, to mennesker med hver sin holdning kan begge henvise til, at de har denne holdning på baggrund af "den sunde fornuft".

* "Sund fornuft" og intuition hænger sammen. Men baserer sig på livsanskuelse - hvis man ikke har en religion at ty til.

* Selvfølgelig bruger mennesker, som har en religion, OGSÅ deres "sunde fornuft" i almindelige, dagligdags spørgsmål, som ikke kræver "overbyggede" overvejelser. Hvad vi kalder "logiske" a la at låse døren, når man går ud, at stille maden i køleskab så den ikke bliver fordærvet osv.

* "Sund fornuft" er at holde sig til de fysiske love. Ja, - ang. fysiske ting, vil jeg svare. Men når talen er om åndelige ting, kan man ikke bruge "den sunde fornuft". Mennesker, som ikke er religiøse, kan vel godt have åndelige værdier, - men igen hævder jeg nogle bagvedliggende værdier.

* Det er "sund fornuft" at lade sig overbevise om noget, hvis dette noget forekommer sandere end det, jeg hidtil har ment. Ikke at bruge sin "sunde fornuft" i sådanne situationer er dumstædighed.

* At henføre til "den sunde fornuft" i spørgsmål om et land skal gå i krig eller ej, om EU skal have mere magt eller ej, og lignende etiske spørgsmål, er demagogisk og kan IKKE bruges som argument. Her må der graves dybere, som ovenfor nævnt. For "den sunde fornuft" bærer ikke et værdisæt med sig i sig selv.

* En af mine fb-venner er inde på, om "den sunde fornuft" er lig med ens samvittighed. Og at "samvittighed" altid er "alles bedste".  Men hvis det er tilfældet, vil jeg så spørge, hvorfra samvittigheden henter sit værdisæt? ¨Også den har en overbygning.

* "Sund fornuft" er ikke nødvendigvis løsrevet fra følelser. Det kan være (men er det ikke nødvendigvis)  sund fornuft at gøre, som man føler for.

* Jeg spurgte, om der fandtes situationer, hvor man ikke først og fremmest skal lytte til sin "sunde fornuft". Og fik svaret, at det gør der! Faktuel viden kan anvise svar, som umiddelbart strider mod sund fornuft.
Eks: Det er sund fornuft ikke at stifte gæld, men omstændighederne kan betyde, at det f.eks.  er nødvendigt at have en bil - og altså låne penge til at købe en.

* "Sund fornuft" har bl.a. med kultur at gøre, så derfor vil mennesker i samme kultur lettere kunne blive enige om, hvad der er "sund fornuft".

Konklusion: Sund fornuft" er afhængig af natur, kultur, alder, erfaring, kontekst - og forskellig fra menneske til menneske Derfor er det MIN påstand, at det ingen mening giver at henvise til den sunde fornuft. OG at man "glemmer" det bagvedliggende værdisæt, fordi "sund fornuft" kun er et redskab.

Hvis man har fulgt mine blogindlæg, vil man også vide, at jeg IKKE mener, at tro kan medføre en bestemt moral, men at den kan ændre et menneskes sindelag, - og altid er en tiltale til det enkelte menneske -  som naturligvis må være ansvarlig for de valg, der træffes.  Men er man troende, f. eks. kristen, vil man lade sig opdrage ud fra kristendommen  -  og lade sig berøre, så man kommer dybere og dybere ind i denne tro. Men bestemt ikke, så man derved slipper for det personlige ansvar - nærmest tværtimod. 

lørdag den 30. januar 2016

Jeg vil ikke ha' det!!!!

Af og til forbavses jeg over, hvordan tiden så at sige skrues tilbage - tilbage til FØR vi fik ligestilling på en lang række områder.

Jeg er vokset op i en tid, hvor man sagde "De" og "du" til hinanden, alt afhængig af - ja, af hvad? Det er lige netop det! Og jeg har med beskæmmelse lagt mærke til, at flere og flere er begyndt at sige "De" nu om stunder. Jeg følte det som en kæmpesejr for ligestillingen og udjævningen af klasseforskellene, da vi i 70'erne gradvist indførte fællestitulationen "du".

Hvorfor er det betydningsfuldt?

Det er det af flere grunde:

* Det er besværligt! Det betyder, at man på stående fod, hver gang man står overfor et menneske, skal afgøre, om man skal sige "du" eller "De" til vedkommende. Og det er ligegyldigt, om du kommer til at sige "De" til én, du skulle have sagt "du" til, eller "du" til én, du retteligt skulle sige "De" til. Begge grupper kan føle sig stødt!

* Der bliver markeret en afstand eller en intimitet, vi (jeg) gerne ville have været foruden. Når vi alle er dus, behøver vi ikke tænke i afstand eller nærhed - det er helt ude af tankerne, og godt for det. Butiksassistenter er nogle af dem, som er begyndt at "Disse" folk igen. Ikke alle, gudskelov, og her ovre i det vestjyske er vi ikke helt så slemme, som i storbyerne. Journalister på TV er også begyndt på det. Igen: Ikke alle, men for mange. Prøv lige at lægge mærke til det. Afstand skaber det. Mellem dem og os.

* Alder bliver et skel. Skal man ikke være høflige overfor de ældre? Selvfølgelig skal man det. Og vise dem respekt, ikke? Men jeg føler mig ikke som "en ældre", og jeg gider ikke blive mindet om min alder i høflighedskonventionens navn. Min aldeles søde boghandler begyndte at sige "Frue" til mig. Den var HELT slem, og jeg måtte så lige give ham en lektion i, at jeg var en gammel halvhippie, som gerne ville have mig den tiltale frabedt. Og jeg forlanger, at han siger "du" til mig, ellers gider jeg ikke blive ved at handle hos ham, - og jeg er ellers en god kunde!! (Ja, ja, jeg VED godt, at jeg har skrevet om det før, men det er åbenbart ikke alle, der har læst det!!!!!)
De unge siger vel "du" til hinanden, og så er problemet, hvornår man er så gammel, så man har opnået rettigheden at blive sagt "De" til. Sikke noget!

* Klasseforskel bliver skabt. Hvor vi alle før var i samme båd med et "du", kommer vurderingen nu til at handle om hvordan man ser ud, om man bærer pels eller ej, hvilken status man kunne tænkes at have, osv i den dur. Eller ens mand, - o ve o skræk, hvis fru overtrafikkontrollør Thomsen blev tiltalt med et "du" hvor det skulle have været "De"!

* Køn bliver et skel. Min salig far, som var købmand, løste problemet temmelig pragmatisk. Han sagde konsekvent "du" til alle mænd, og "De" til alle kvinder. Nej, der var undtagelser, doktor Andersen var han på "De" med. Min mor sagde mest De til kunderne, men der var nogle, for hvem den betegnelse var en fornærmelse, - netop fordi det skabte afstand.

Jeg har nævnt denne problematik overfor en del mennesker, som ikke forstår problemet, eller som netop synes, det er et GODE at der skabes en vis distance mellem mennesker. Det er selvfølgelig et synspunkt, men som jeg så ikke deler. Og jeg HAR prøvet det. Da jeg f. eks. var ekspeditrice i mine helt unge år, var vi "De's", når vi arbejdede og "dus" når vi havde fri. Og alle temaerne beskrevet ovenfor har jeg selv oplevet besværlighederne med.

Når engelsktalende lande kan klare sig med et "you", hvorfor kan vi så ikke i Danmark? Jeg håber, det blot har været et forbigående anfald af misforstået høflighed, at dette "De" overhovedet har været fremme!!!