mandag den 24. marts 2014

Må man godt plukke af kommunens blomster??

Esbjerg Kommune er rigtig god til at sørge for, at der er smukt pyntet med blomster i kommunen. Både i kummer, på større pladser, i rabatter, og hvor det ellers kan tage sig smukt ud.

I dag kom jeg kørende inde fra byen og ud mod motorvejen. Der er smukt for tiden, fordi påskeliljerne er sprunget ud, og der er et væld af dem.

Jeg ser en kvinde gå inde i rabatten og plukke af påskeliljerne. En mængde tanker farer gennem mit hoved - eller er det mit hjerte?

Det gør man bare ikke! Hvad bilder hun sig ind! Det er kommunens blomster, og dermed vores allesammens! Det er frækt! Det er uhørt - eller rettere uset!

Og så: Hvorfor gør hun det? Og i løbet af nul komma fem har jeg "skabt" hendes livshistorie.

Hun var vel i halvtredserne, pæn at se på - som jeg nu lige nåede det i forbifarten. Hun har ikke råd til at købe påskeliljer, og hun har ingen have. Og når der nu står så mange her. Hvad kan det gøre, om hun tager nogle stykker? Hun syntes jo åbenbart også godt om dem. Følte sig fristet. Eller ville bare OGSÅ have nogle. Med sig hjem. Til sin egen lille stue.

Hvordan er hun egentlig kommet derud? Det er ikke sådan lige en normal spadseretur, og rabatten ligger lige før tilkørslen til motorvejen. Jeg så ingen bil holde i nærheden.

Jeg generer mig ikke det mindste for at plukke lyng, siv, hyldeblomster, hyldebær, hyben, grene  og alt mulig andet i naturen. Hvorfor skænker jeg det så overhovedet en tanke, at denne kvinde plukker påskeliljer?

Tænk hvis nu vi alle gjorde sådan, så ville der sandelig ikke være særlig meget smukt tilbage. Nej, men det GØR vi jo ikke.

Sidste år gjorde jeg alvor af en tanke, jeg tit har fået, nemlig at ringe til stadsgartneren og takke for alle de smukke kummer og i det hele taget for, at "de" holder byen så pæn med planter. Jeg er især glad for det, der her i byen hedder "rundkørslen", for skønt der er mange rundkørsler i byen, så ved esbjergenserne godt, hvad jeg mener, når jeg skriver "rundkørslen".

Det viste sig så, at kommunen havde udliciteret til et eller andet firma. Jeg ringede så til dette firma. Her kunne jeg ikke komme til at tale med nogen "overordnet" - i min fordomsfulde hjerne var det en "tung-i-arbejde", jeg fik fat i. Nå, men så fortalte jeg hende, hvad mit ærinde var. Hun blev meget forbavset. Og jo mere forbavset, hun blev, jo mere roste jeg "deres" smukke udsmykninger. Jeg bad hende sige det videre til hvem, der nu kunne tænkes at ville blive glad for det. Og det tror jeg, hun har gjort.

Der er jo meget, vi tager for givet. Og jeg ved da også godt, at vi alle selv er med til at betale for al denne udsmykning. Men det glæder mig. Og der er jo altså mennesker bag, som gør sig umage for at få det til at se smukt ud. Heldigvis har de, der står for det her i Esbjerg god smag - efter min ringe mening. Jeg har set flere steder - i andre byer - hvor der er en opstyltethed og unaturlighed i deres blomsterudsmykninger. Det er slet ikke tilfældet her i byen. Det er smukt, afstemt i farver og størrelser, forskelligt fra år til år.

Ja, jeg nyder meget disse planter, blomster og i det hele taget at det bliver gjort. Måske er det derfor, jeg blev noget pikeret over at se kvinden plukke af blomsterne. Havde det været fra en af kummerne, var jeg blevet direkte harm, men her - herregud da, der var jo så mange!

Men jeg grunder stadig over: Hvad pokker er forskellen på at plukke af påskeliljerne, og at jeg selv plukker hyben???

mandag den 17. marts 2014

Hvad kvinder har brug for....

Vi kvinder er nøjsomme. Der er ikke meget, vi kræver. Men skulle jeg lige nævne nogle få ting? O.k. så da:

Mænd, sex, børn, karriere, penge, venner, luksus, rejser, hus, have, rengøringshjælp, make-up, kærlighed, komfort, selvstændighed, valgfrihed, respekt, babysittere, mode, sundhed, forståelse, ferie, ligeløn, uddannelse, stiletter, sol, sommer, wellness, biler, ungdom, smykker, pelse, drinks, smertefrihed, lykke, bryster, humor.

Skønhed, dameblade, mad, vin, fornyelse, tøj, sko, fritid, charme, blomster, forkælelse, arbejde, påskønnelse, oplevelser, film, røv, middage, musik, interesser, kunst, ytringsfrihed, litteratur, fødselsdage, indflydelse

Prestige, status, personlighed, ro, tid, cafebesøg, varme, succes, rummelighed, problemløshed, romantik, hjælpsomhed, mobiltelefoner, renlighed, mødre, søstre, spænding, alenetid, anerkendelse, pension, ligeværd, styrke, blidhed, frækhed, godhed, fædre, lys, luft, aflastning, søvn, vitaminer, gaver, diskussioner, omsorg, fester, bøger, TV, plads.

Tillid, sikkerhed, fred, tasker, arv, hygge, leg, latter, glæde, kræfter, sjov.

Nærvær, intimitet, jubel, sensitivitet, ligevægt, visdom.

Stilhed.

Eftertænksomhed.

Kaos, uforudsigelighed, smerte, drømme, rod, afvigelser, pligt, motion, sved, maver, tårer, utålmodighed, halløj, vågenætter, kattejammer, svigermødre, skrig, rynker, vækkeure, dead-lines, træthed, erfaringer, minder, konkurrencer, tab, sorg, deller, savn, gråvejr, død, forbigåelse, uretfærdighed, stress, bekymringer, skæbnesvangerhed, prioriteringer, knaphed, trusler, planløshed, lukkethed, slankekure, glemsomhed, ulykker, sensibilitet, flovhed, skamfuldhed

Barmhjertighed, tilgivelse, lutring.

Tro, håb, begyndelse, forår, gentagelse, åndelighed, mod, Gud.

søndag den 16. marts 2014

Det er snart påske...

Det er snart påske. Og det tegner til at blive rigtig godt vejr. Det håber jeg i hvert fald. Jeg går ud i haven, strækker mig og trækker vejret dybt. Indsnuser den varme luft, mærker naturens fornyede kræfter, hører fuglene synge. Jeg går en runde i haven, Påskeliljerne er begyndt at spire, og snart springer de ud.

Jeg kommer til at tænke på et vers fra Grundtvigs salme: Påskeblomst, hvad vil du her?

Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.

- en dråbe stærk, drak jeg... Det er sagt så tit, at påsken er den største højtid for kristne. Jeg må indrømme, at det først er i de senere år, at jeg også personligt har følt, at det er sådan. Ellers har julen fyldt mest, hvad jeg tror, den gør for de fleste danskere. Men påsken? Det er jo her, kristendommen begynder. Det er ved den tomme grav. Det er forvirringen blandt nogle kvinder, som finder graven tom. Det er underet, at det forundes os at tro på, at Jesus stod op af graven.

Her i min have, en tidlig morgen, omgivet af begyndende spiren og naturens vågnen - her føler jeg atter, at det er sandt.

- og som ved et underværk.... bliver alting nyt. Levende. Kærligt. Mit liv har længe været sat mere eller mindre på stand-by p.g.a. sygdom, men denne morgen har jeg håbet om, at alt vil løse sig, forme sig til det bedste.

Skærtorsdags aftengudstjeneste med altergang i dunkel belysning er min egentlige påskeindgang. Langfredag med stilhed og eftertænksomhed. Og også lidt travlhed. For påskelørdag kommer alle børnene, svigerbørnene og børnebørnene hjem. Maden skal forberedes. Der skal bages. Bordet skal pyntes smukt med gule farver mellem det lysegrønne. Der skal være noget, de godt kan lide. Noget, jeg ved, de vil elske.  Det kan ikke nytte noget: Vi elsker at mødes og fejre højtiderne sammen, ikke mindst påsken, ved at spise sammen. Der er ikke noget bedre end at samles -  med glade stemmer, latter, genopfriskning af mange af familiekrønikerne.

Vi har hørt historierne 100 gange før, men de skal fortælles igen og igen. Lige som med evangeliet. Vi har hørt det så tit, men vi glemmer så let. Vi skal høre det igen og igen, for vi har så svært ved at forstå det: Kristus er opstanden, og det er til glæde for alle, ALLE.


tirsdag den 4. marts 2014

Landmanden og hans sexliv.

http://www.dr.dk/Nyheder/Regionale/MidtVest/2014/03/04/070710.htm

Sexolog skal hjælpe landmænd med parforholdet, hedder artiklens overskrift.

Jamen hvorfor skal de nu det?? Jo jo, det viser sig, at landmænd går mere op i deres gård end i deres koner. Og de skal lære at sætte tid af til konen!!

Igen et af de indlæg, hvor jeg tager mig til hovedet. Af rigtig mange grunde.

Kunne det tænkes, at det er vilkårene for en landmand, at han skal arbejde, når han skal arbejde? Dvs så, når det er vejr til det, høste når det er vejr til det, malke når køerne trænger, fodre når det er fodringstid - bare lige for at nævne et par eksempler.

Kunne det tænkes, at det var konen, som skulle tage og indstille sig på, at det er en landmand, hun er gift med, og at romantikken ikke kan forventes at indfinde sig, når det er fodringstid?

Kunne det tænkes, at konen har valgt en landmand, fordi han har et erhverv, som smitter af på hans personlighed? Eller at han netop p.g.a. denne personlighed har valgt netop dette erhverv?

Kunne det tænkes, at fruen hjælper til i landbruget, så der kunne skabes tid til romantik?

Kunne det tænkes, at en lang række erhverv fordrer, at der arbejdes, når der skal arbejdes - f. eks. langturschauffører, borebisser, forretningsmænd.?

Kunne det også tænkes, at kvinden kan have det på samme måde? Med sit arbejde? Og - derudover - med at få hjemmet til at hænge sammen med børnepasning og alt øvrigt?

Kunne det i øvrigt tænkes, at landmanden og hans kone er godt tilfredse med, som det er? Og at de godt selv kan finde ud af, hvornår romantikken skal indfinde sig?

Hvad skal det nu til for at fokusere på landmænd og romantik?

Landbo Limfjord er et rådgivningscenter, som vil komme med gode råd til landmænd. En af deres konsulenter udtaler, at hun ikke tror, landmænd er dårlige til at vise deres følelser, men at de "har større udfordringer" end så mange andre erhverv.

Hø hø, jeg kalder det brødnid! Jamen, de skal jo også leve - altså rådgivningsfirmaerne. For historien melder intet om, hvem der er utilfreds med tingenes tilstand. Blot at landmanden "har større udfordringer" i forhold til parforholdet. Jo, godaw du, og min bare røw!

Jeg skal da lige hilse og sige, at børnefamilierne er de mest trængte, hvad angår tid til romantik i parforholdet. Og småbørnsfamilier, hvor begge parter er udearbejdende - og hvilke småbørnsfamilier er ikke det nu om dage?

Men well - enhver faggruppe har jo da lov til at fokusere på egne behov. Og få gode ideer til løsning af disse. Men på mig virker det grinagtigt, at lige præcis landmanden skulle have "større udfordringer" end så mange andre. Men nu er jeg heller ikke landbokone. Jeg er købmandsdatter, med en far og en mor, der arbejdede røven ud af en vis legemsdel for at få alt til at hænge sammen. Men som - på trods af "større udfordringer" dog fik 4 børn, og holdt sammen til deres dages ende, i lyst og i nød - og havde stor kærlighed til hinanden, selv om "udfordringerne" var store.

Og så har jeg det også lidt sådan, at jeg ikke kan se 100 landmænd for mig, der tropper op til et sådant møde, for at høre om, hvad de skal gøre anderledes og bedre. Så hvis der kommer nogen, er det nok konerne - altså dem, der ikke er medhjælpende hustruer, men har deres eget erhverv - inde i byen. Har jeg fordomme? Overhovedet ikke!!

mandag den 3. marts 2014

Ja til lektielæsning - og dens sidegevinster!

Der sker så mange nye ting i folkeskolen i dag. Den nye reform skal finde sine ben. Og ude i lokalsamfundene skal man finde ud af, hvordan man håndterer den.

Nu har jeg fulgt med i en debat, gående ud på om børn skal have lektier for. Det behøver de vel ikke at få, når nu de skal gå i skole ret lang tid hver dag. Så er lektier sådan set inkluderet i dagens øvrige gøremål - er der mange, der mener. Desuden er det en byrde at lægge på de kære små, at kræve at de læser lektier derhjemme. Og på forældrene, som har nok at gøre i forvejen. Eller ikke synes, det er deres problem - eller noget!!! Det er også et problem for lærerne, for der er ret mange børn, som bare ikke laver deres lektier, selv om de har haft dem for. Og øv altså, når man hele tiden skal agere bussemand og samle opgaver ind eller udsætte tidspunktet for aflevering, fordi halvdelen ikke har lavet dem - eller opgive at få dem fra nogle stykker. Nej, så er det meget nemmere slet ikke at have noget, der hedder lektier.

Men jeg er uenig. For hvordan skal det gå de kære små når de bliver ældre? Når de går i gymnasiet - eller på universitetet f. eks.? Jeg tror jo - og jeg er altså pædagog, kom ikke her! - at gode vaner bedst indøves i barndommen. Jo før jo bedre. Hvordan skal man kunne disciplinere sig selv, hvis ikke man har lært det i barndommen? Hvordan skal man kunne samle sig - alene - om en stillet opgave, hvis ikke man har lært det i hjemmet? Hvordan skal man komme til at tage det alvorligt at øve sig for at blive god til noget, hvis man ikke bliver mødt med denne holdning? Hvordan skal man lære, at når der er blevet sagt, at opgaven skal være færdig til mandag, så SKAL den være færdig til mandag?

Børn vokser op i grupper, og lektielæsning i skolen foregår i grupper. Men længere oppe i barndom og ungdom - og senere i voksenlivet, er man ikke altid i grupper! Skal man ikke lære at agere på egen hånd? At arbejde selvstændigt? At tage sit eget ansvar på sig?

Jeg kan ikke lide denne ryggesløshed! Denne manglende forståelse for, at det at kunne disciplinere sig selv er en proces, som gerne skulle begynde tidligt i livet og fortsætte livet ud. At sætte sig nogle mål og at arbejde for at nå dem. Og at opleve den tilfredsstillelse, det er, når man har arbejdet med noget, og det så lykkes.

Nu vil en og anden sige, at det kan man da lære/gøre på mange andre måder. Men hvorfor ikke via lektier? Det er da så ligetil. Gode vaner. Lidt hver dag, og engang imellem meget, så blomstrer læringen og der er så mange sidegevinster at hente.

Nu er jeg jo en af dem, der mener at disciplinering er et gode, og hvis man ikke lærer sine børn selvdisciplinering, svigter man dem i en meget væsentlig del af deres opdragelse. Det hører også med, at godt nok er det lysten, der driver værket, men man skal også ind imellem kunne gøre noget, som ikke er af lyst, men af pligt. Ja, jeg vedgår også, at jeg går ind for, at man har pligt til en hel del her i livet, selv om man ikke har lyst. Jeg kendte engang en ung mand, som var ved at købe hus sammen med kæresten. Jeg spurgte, om ikke han syntes, det var svært at sætte sig ind i alle de ting, man skulle vide, når man køber hus. Han svarede, at det gjorde han da heller ikke, det lod han kæresten om. Jeg var et stort spørgsmålstegn, og så sagde han: "Det siger mig ikke noget"! Jeg blev totalt paf! Kan man det? Sige sådan: Det siger mig ikke noget! Om det sagde kæresten noget, melder historien intet om, men hvad nu hvis det ikke gjorde?? Og hun bare var nødt til at sætte sig ind i det hele, fordi det "ikke sagde manden noget".

Jeg kan ikke få øje på, hvilke goder der knytter sig til det ikke at skulle læse lektier. Og det er IKKE, fordi jeg ikke har drøftet det med en del unge mennesker. I min familie vrimler det med lærere og "deslige". Men der er ikke mange, der går ind for så gammeldags dyder som selvdisciplinering, lydighed, pligt, ansvar, at overholde aftaler osv - alt sammen dyder, som er indeholdt i lektielæsningen.

Jeg forstår ikke modstanden imod den. Gode argumenter efterlyses!!