Om hun hed sådan, eller det var hendes kunstnernavn, er jeg ikke klar over. Men hun har fulgt mig hele mit liv som Grethe Bolin. Jeg må hellere begynde med begyndelsen.
Jeg var 3 år, da vi flyttede fra det sted, hvor jeg og min 2 år yngre bror er født - og ved et skæbnens lune i samme gade, som jeg nu bor i, skønt mit fødested for længst er væk. Men jeg er et af de få mennesker, som kan huske meget langt tilbage, og jeg mener endda fra før jeg fik sprog, fordi jeg har nogle erindringer om, hvordan det går op for mig, hvad ordet "far" betød.
Mine forældre havde en "brød og konfektureforretning", og lige overfor den lå der en stor mark, hvor der om sommeren kom gøgl, som vi kaldte det, og slog sig ned en tid. Dette år må jeg have været 2 eller 3 år, men jeg husker hende meget meget godt: Grethe Bolin. Hun var trapezkunstner, og hver aften optrådte hun ovre på marken i sin trapez.
Far havde en bod derovre, hvorfra han solgte pølser og is. Jeg var altid længe oppe og var med i alt, hvad der foregik, og når Grethe Bolin skulle optræde, løftede far mig op, så jeg sad på hans skuldre og kunne skue ud over hele forsamlingen, og - jo naturligvis på Grethe Bolin.
For der var to meget gode grunde til, at jeg elskede at se hende optræde. For det første havde hun en ny dragt på hver aften, den ene flottere end den anden. Jeg husker en blå todelt duchessedragt. Den skønneste blå farve, og i en fed, lækker satin, besat med guldagramaner. Selvfølgelig korte shorts og en skøn overdel. En anden dragt, jeg husker, var en kridhvid, også en fed duchessedragt, med sølvpailletter, som glimtede, når lyset spillede på hende.
Og den anden grund var jo hendes kunst. Hun kunne svinge sig og indtage de mest fortryllende stillinger, og med en attitude, som jeg aldrig havde set mage til.
Jeg gik hele dagen i en sød forventning om aftenens komme, hvor jeg skulle se Grethe Bolin. Og jeg begyndte at lege "Grethe Bolin". Det foregik på den måde, at jeg legede, at en af mine forældres spisestuestole var en trapez, og jeg øvede mig i hele serier, hvor jeg kunne sno og vride mig i interessante stillinger, for stoleryggen var som skabt til den slags udfoldelser. Og hver gang jeg havde indøvet en ny stilling, råbte jeg på mine forældre, at de skulle komme og se Grethe Bolin.
Da jeg senere fik en dejlig porcelænsdukke, skulle hun selvfølgelig hedde Grethe, Og jeg begyndte at kigge efter, hvordan folk klædte sig. Og at tegne. Op gennem hele min barndom har jeg tegnet tøj til mine påklædningsdukker. Jeg legede ikke så meget med dem, men tegnede en mængde tøj til dem, det var en af mine foretrukne beskæftigelser. En overgang ville jeg være "modetegner", men far rådede mig fra det. Det er en forfærdelig hård branche, sagde han, hvad han sikkert har ret i.
Jeg begyndte meget tidligt at gå til gymnastik, fordi et par af mors venindes piger også gik der, og de syntes da, jeg skulle med. Det blev jeg helt vild med. Her kunne jeg svinge og svaje mig på alle mulige måder. Jeg må have gjort det godt, for jeg blev udpeget til at komme på pigeeliteholdet. Og her gik jeg så resten af min barndom og siden ungdom, indtil jeg kom på højskole.
Jeg er sikker på, at meget af det, jeg kom til at elske, udsprang af min dybe betagelse af Grethe Bolin. Og jeg kan stadig se hende for mig, hængende i sin trapez i smukke stillinger og iklædt de skønneste dragter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar