søndag den 28. december 2014

Nytårsforsætter - hva' ska' vi med dem?

Dette blogindlæg bliver en sludder for en sladder. Så er du advaret. For jeg er ikke den rigtige til at give gode råd om nytårsforsætter, jeg er ekspert i at stille ting op, holde dem i kort tid og så lade det falde. Men jeg tænker lige nu: Hvad er det, der er på færde, når vi laver nytårsforsætter?

Skal du holde op med at ryge pr. 1. januar? Starte en slankekur? Dyrke motion? Det er vistnok de tre ting, der står højest på danskernes nytårsforsætterlister.

Den der med motion har jeg vistnok aldrig haft. Men de andre to har jeg da haft mange gange. Det er nu 11 år siden, jeg holdt op med at ryge, og det skyldtes IKKE et nytårsforsæt. Og jeg har  vist tabt over 100 kg, hvis jeg lægger alle årenes tab sammen - og også taget dem på igen.

Sidste år havde jeg det nytårsforsæt, at jeg ville holde op med at bande - eller i det mindste mindske det. Tjah, bum bum, det er vist ikke gået alt for godt med det.

Er det egentlig ikke total åndsvagt at have nytårsforsætter? De fleste af dem holder nogle dage ind i det nye år, og så jævner det sig noget ud, for helt at forsvinde ved månedens udgang. Og så er man tilbage i den gamle skure, oveni købet med det nederlag, at man ikke kunne holde det. Jamen, det er da for dumt, ikke?

Hvorfor gør vi det så?

Det ligger vist dybt i mennesket, at vi har et håb om, at ting nok kan blive bedre, men der skal lissom en særlig markering til, og det finder vi så i det nye års begyndelse. I mangel af bedre tager vi i hvert fald en mandag. Aldrig en fredag eller lørdag, ikke op til en weekend.

Er hver mandag en ny begyndelse? Ja, det er den på en måde. Vi restituerer os i weekenden, for så at påbegynde en ny arbejdsuge, og hen mod slutningen af ugen glæder vi os til weekenden.

Hvor ville det være kedeligt, hvis alle dage var ens. Nej, der skal nye begyndelser til, også selv om de ikke varer så længe.

Der er da noget fantastisk dejligt i at begynde på en ny kalender. Jeg elsker især dem med mange kolonner. Så skal der være en til aftaler, en til to-do-opgaver, en til - ja der er da ikke grænser for, hvad man kan sætte op i sådan en kalender. Jeg har en særlig hang til at lave lister og krydse af, der er noget skønt ved at krydse af, - man kan sort på hvidt se, at man har fået udført en opgave.

DET nytårsforsæt vil jeg have igen i år: At lave lister og strege ud. For der kan komme en ny begyndelse hver eneste dag. Carpe diem - grib dagen - står der på min klædeskabslåge i mit soveværelse.

Jamen - er der ikke noget fuldstændig idiotisk optimistisk i at fortsætte med at lave nytårsforsætter, selv om alle de tidligere er kuldsejlede?  Vel er der da det, og gud ske tak og lov for det. Tænk, hvis vi blev "kloge af skade", pessimistiske, fordi det tidligere ikke var lykkedes os? Hvor trist ville det ikke være?

O.k. et enkelt lille godt råd kan jeg da godt give: Lav taknemmelighedslister! Hver aften. Skriv mindst 10 ting ned, som du har været taknemmelig over i den forgangne dag. Ikke det samme hver dag. Vær kreativ, - se dig godt omkring, søg i dit indre og i dit ydre. Hvorfor? Fordi det gør noget ved dit sind. Gør dig gladere, åbner dine øjne, hjælper dig gennem grå tider, gør dig taknemmelig jo da. Det tager ikke lang tid, du kan ikke fejle ved det, du kan hver dag starte på ny, det gør ikke noget, hvis du glemmer det, du begynder blot igen. Men prøv det, det er fantastisk. Jeg er blevet afhængig af det. Jeg påstår, at det er lige så godt som at meditere.

Rigtig godt forbedret nytår!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar