mandag den 17. november 2014

Og så blev mit megastore halstørklæde færdigt!


Og jeg skal betro dig noget: Det har fandme også holdt hårdt. 
Hør bare:

Jeg "startede" i fin stil, da jeg havde set opskriften i et blad. Styrtede ned i byen og købte garn og strikkepind - har vist smidt de fleste gamle ud - og aner ikke, hvor resten er, efter at jeg har fået nyt køkken, og meget er endnu ikke kommet på plads, og står i papkasser sammen med alt det, som jeg stadig ikke har fået ryddet op i efter mors død.

Nå, det var faktisk ikke det, jeg ville skrive om - selv om det nok er et blogindlæg værdigt!

Jo altså, i fin stil. 4 grå nuancer, to nøgler med hver farve, på rundpind men frem og tilbage. Begyndte at strikke. Og gik fast. Forstod ikke opskriften. "Garnet foran arbejdet", det må vel være ind mod mig selv, mener da det plejer at være sådan. "Garnet løst af", joooo, det ved jeg da udmærket, hvad betyder. Men når det er i slutningen af en pind, og det er en vrangmaske, så ligger garnet - øh, -

Jeg prøvede mig frem. Strikkede og strikkede. To pindes forskellighed, det er da til at overse. Det blev ikke rigtigt. Jeg trævlede op. Prøvede igen. Trævlede op. Prøvede igen. Lod det ligge.

Spurgte så en strikkekyndig veninde. Hun havde også sit bøvl. Prøvede og prøvede. Men fik da lavet en lille prøve. Så var det min tur igen. 

Det virkede ikke, når det var mig!

Så blev min venstre arm så dårlig, så jeg ikke kunne strikke. Måtte opgive det.

......Der gik laaaaaaang tid. I hvert fald et år. Jeg fik styr på en anden måde at sove på, som ikke belaster min arm så meget, og den fik det nogenlunde. 

Jeg gik igen i gang med strikketøjet. Prøvede og prøvede. Trævlede op og trævlede op. Spurgte en anden veninde. Hun kunne ikke hitte ud af det. 

Så spurgte jeg en tredje veninde. Hun viste mig, hvordan det skulle forstås. Selv om jeg ikke var meget for, at "foran arbejdet" betød "væk fra mig". Men det så rigtigt ud.

Jeg begyndte forfra. Det så forkert ud. Så tog jeg en drastisk beslutning: NU FORTSÆTTER DU OG SÅ LÆRER DU DET MENS DU STRIKKER, FOR SÅ KAN DU SE DET. 

Jeg fortsatte. Siderne skulle have smukke, lige linjer, som dem inde i arbejdet. Men den ene side blev ved at blive ujævn og ikke så smuk. Jeg fortsatte. Prøvede mig frem. Prøvede andre teknikker. Og pludselig var den der.

Jeg burde måske have trævlet op og begyndt forfra. Det havde jeg gjort 50 gange. Nu fortsatte jeg bare, og efter 8 dage - og 8 nøgler garn, var halstørklædet i dag færdigt.

 I den mellemliggende tid har jeg så spekuleret over, hvad jeg stiller op med den ujævne ene side ved den første nøgle garn. Kan jeg skjule ujævnhederne på en eller anden måde? Brodere på det? Med kontrastfarven, den mørke på den lyse? Lave et nyt broderi med en sølvtråd? - Jeg kreerede broderier i hovedet, som kunne overføres til en tegning og videre til halstørklædet. Ville det være pænere med hvid og sølv sammen? Eller måske skulle jeg bruge flere helt andre farver i amagergarn, det har jeg mange farver af? Eller måske sy nogle knapper på? Eller lave frynser i den ene side? Ville det se mærkeligt ud?

Anyway, nu er det færdigt, jeg har hæftet enderne. Jeg har ALDRIG været tilfreds med et stykke håndarbejde, der ikke var PERFEKT. Jeg fik også 13 i håndgerning i skolen, og jeg havde en mor, som var eminent til al slags håndarbejde, så det ville bare SLET ikke gå!!!

Nu ligger mit halstørklæde så der. Kan jeg trøste mig med, at der nok ikke er andre end mig selv, der opdager det ujævne stykke i den ene side? Og lade det være? Eller skal jeg i gang med at brodere?

Foreløbig er det altså bare færdigt. Så må vi se, hvad mit sind bliver enig med min sjæl om - gad vide, hvem der vinder og hvad det ender med??????

Ingen kommentarer:

Send en kommentar