Kan man som oplyst menneske i år 2014 tro på undere?
Jeg læser i Lene Højholdts bog "Vejen - meditativ fordybelse i Johannesevangeliet", og jeg er standset ved dette spørgsmål. I ønsket om at følge Jesus, har disciplene fået et nyt liv. Hele tiden ser og forstår de nye sider af sig selv og af livet. Livet med Jesus - det han gør, det han fortæller, det disciplene hele tiden konfronteres med i deres egne liv - ja, alt det forstår de kun glimtvis, og de er ind imellem fyldt af angst og tvivl.
For selv om de med egne øjne ser Jesus gøre undere - så forstår de først efter Jesu død og opstandelse lidt af hvad det alt sammen betyder. De skuer bagud, husker situationer de har været i med Jesus, husker hvordan de selv var, og erkender nu hvordan alting er blevet nyt. De har nu modtaget Helligånden, som fjerner skellet fra deres øjne, så de kan se rigtigt - SE med hjertet.
-------------------------------------------------------
Det var disciplenes liv. Hvad med mit liv? Det er jo så langt borte, alt det med disciplene og Jesus. Ca. 2014 år siden. Vi er jo da blevet klogere, kan forklare mange ting i dag, som man ikke vidste noget om dengang. Er det ikke rigtigt?
Men hjertets higen efter det inderlige liv er et vilkår for menneskelivet. Inder-lig - - lig det inderste. At komme helt derind, at tilhøre det, at være i samklang med det, at ligne det inderste. Og det inderste er jo Gud. Oprindelsen, min oprindelse, altings oprindelse, det billede, hvori jeg er skabt.
Det er ikke så underligt, at jeg derfor higer efter det. Ikke under-ligt! Ikke lig et under! Det er selvfølgeligt. Det følger af sig selv, fordi jeg er Guds barn.
Det første under, Jesus udfører, er ved brylluppet i Kana, hvor han forvandler vand til vin. De store, rituelle kar, som stod ved indgangen til huset, og som var fyldt med vand, man skulle rense sig i, inden man trådte ind, bliver nu fyldt med vin. Jesus forædler vandet til vin, - og han indleder hermed hele sin gerning med at forvandle det gamle, den gamle religion, til noget nyt. Han viser, at den renselse, han vil give, ikke kun gælder legemet, men ånden.
Selve handlingen, forvandlingen, er skjult for den fysiske verden, - men disciplene ser det, undres og fyldes langsomt af det nye. De har forladt deres kendte liv for at følge Jesus, og nu slipper de det gamle liv og tager skridtet ind i det ukendte, som de drages mod. De forstår ikke, HVORDAN den fysiske forvandling sker, men de SER den, ser bag den og ERFARER den hos sig selv. I samme grad, som de efterhånden er i stand til at slippe alt det gamle, alle de gamle bindinger, alt det de byggede deres liv på af menneskeskabte og fysiske love - i samme grad som tilliden til Jesus og til den åndelighed, som han tilbyder dem vokser - i samme grad åbnes deres hjerter, og åbnes der ind til det nye, åndelige liv.
Hvad er det, de erfarer? Hvad er det nye? De erfarer, at deres åndelige sanser gradvist åbnes. Det er nyt for dem, derfor er de tøvende, tvivlende, angste, forvirrede, forstår ikke altid. Først efter Jesu død og opstandelse, og efter at Helligånden har fyldt dem helt, forstår de.
------------------------------------------------------
Sådan var det for disciplene. Hvordan er det for mig? Det er fuldstændig lige sådan for mig. Nogle mennesker har én situation, som de kan henføre det til. Dér skete det, dengang var det, da åbnedes mine åndelige sanser. Sådan er det ikke for mig. Ikke helt. Det er sket gradvist gennem hele livet, dog mange gange som pludselige, voldsomme erkendelser og aha-oplevelser. Og det sker stadig.
Tilliden til Gud skal til, for at underet kan ske. Mod skal til for at turde tage "springet". Springet ud på de halvfjerdsindstyve tusinde favne vand, som Søren Kierkegaard siger, når mennesket bevæger sig fra det etiske plan og over i det kristne. Bibelen kalder det "genfødsel". Et andet "jeg" må kaldes frem, et mere bevidst "jeg", der kender til åndens virkelighed. Det genfødte menneske har en indre viden, der ikke kan tages fra det eller diskuteres, for den bygger på en personlig erfaring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar