Jeg har set udsendelsen i TV for nogle dage siden om brug af mobiltelefoner i folkeskolen. Og der er visse ting, som undrer mig i den forbindelse.
Lærerne var, så vidt jeg kunne skønne, nogle udmærkede lærere, som erkendte problemerne, og prøvede at gøre noget ved dem - på demokratisk vis. Men det er lige præcis her, jeg begynder at spekulere på, hvad denne demokratiske vis går ud på. Og hvilke konsekvenser det så har.
For det første lagde jeg mærke til, at eleverne blev sat til at komme med forslag til brug af mobiltelefon i timerne. Fint nok. Og alle forslag var lige gode. DET var øjensynlig det demokratiske. Alle blev hørt, alle havde en mening, og alles meninger var lige gode. Men hvordan besluttes der så? Det så vi ikke. Var det en flertalsafgørelse? Ville DET have været demokratisk?
For det andet: Er det rimeligt, at elever, der ikke er myndige, har bemyndigelse til at vedtage regler, som de ikke selv kan overskue konsekvensen af? Det er sådan set kendetegnende for børn, at de ikke kan overskue konsekvenserne af alt, hvad de foretager sig. Det er lissom derfor, der er noget, der hedder myndighedsalder. Og det er derfor, at de har forældre og lærere og andre opdragere.
For det tredje blev aftaler, der blev indgået, ikke overholdt, og det havde ingen konsekvenser. Ingen vrede! Ingen straf! Ingen sanktioner! Er DET demokratisk?
For det tredje: Cefu (Center for ungdomsforskning) afholdt sidste år en konference, hvor de unge konkluderede, at det var o.k. at bruge tablets og computere, men mobiltelefoner forstyrrer bare. Er det ikke et demokratisk forum, som man burde lægge øre til? Hvorfor ellers forske i den slags?
For det fjerde: I bekendtgørelsen til fremme af god orden i folkeskolen, står der i Stk. 2. Hvis en elev ikke overholder skolens regler for orden og samvær, skal lærerne gennem samtaler med eleven og hjemmet søge afklaret årsagen hertil med henblik på at bibringe eleven forståelse for ordensreglernes betydning. Jeg kan godt se, at i den skole fra Horsens, som havde de største problemer, kunne læreren så bruge det meste af sin tid på at håndhæve reglerne, for der var en hel del elever, som "sked på reglerne". Men jeg vover den påstand, at det er hårdt arbejde at håndhæve regler - en tid. Og herefter får alle det meget, meget lettere og bedre.
Jeg tror ikke på straf, men på konsekvens, og at de voksne - lærere, skoleledere og forældre - mener, hvad de siger, HVIS de altså siger, at der ikke må være mobiltelefoner i klassen. Og jeg tror på nogle regler, opstillet af erfarne voksne, som viser elever, hvordan man optræder ansvarligt og demokratisk.
At alle skal have en mening om alt, og at man ikke kan rette sig efter regler, som andre har opstillet for en - er det DET, der er demokratisk??Hvad bliver der af det, at voksne ved nogle ting bedre end børn? Og at voksne må bære ansvaret for at sætte rammerne. Hvad bliver der af den viden, man har, om hvad der skal til for at koncentrere sig, holde focus? Hvordan lærer man børn ansvarlighed, hvis man som voksen lærer dem, at "det er lige meget"!
Hvis jeg skulle bestemme, skulle mobiltelefonerne opbevares et aflåst sted fra skoledagens start og til slut. Hvorfor? Fordi børnene skal lære at være nærværende, at holde focus. Og i frikvartererne skal de have levende samvær i stedet for samvær med nogle ude i cyperspace. Der er yderst sjældent noget, der er så uopsætteligt, at det ikke kan vente til efter skoletiden. Og skulle der endelig være det, kan der stadig ringes til skolens telefon. Kan endda hænde, at alle disse diagnostisere ADHD'er ganske simpelt bare er mediestressede, som lever i et miljø af konstant mediestøj - de får jo aldrig ro til fordybelse.
Tænk, hvis vi fik den holdning, at fordybelse er en forudsætning for demokrati, og at eleverne først og fremmest skal lære DET!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar