Mennesker er gode!!

Mennesker er gode! Jovist - de ER gode! Vidste du ikke det? Jamen så skal jeg da lige fortælle dig en lille anekdote.

Jeg har i godt et års tid været kronisk smertepatient. Og før det har jeg lidt af forskellige andre "lidelser". Så jeg har en vis erfaring i, hvor gode mennesker er. For det er HELT sikkert, at når/hvis jeg kommer til at snakke med et menneske, som ikke før har kendt til mine lidelser, så er noget af det første, der sker, at de kommer med ET GODT RÅD.

"Du skulle prøve akupunktur! Jeg kender én, som også lider af det, og det har hjulpet hende fantastisk".

"Du skal have dig et magnettæppe! Jeg SIGER dig, det har taget alle mine smerter, og jeg har ellers prøvet alt".

"Ude i Hummelby er der en healer, og han kan bare et eller andet med sine hænder. Det er da værd at prøve".

"Du skal lægge din kost om! Lov kap, stenalderkost, lirum-larum-durum, minus kulhydrater, kartoffelkuren og så videre".

"Du mangler garanteret vitaminer! Og omega-3-fiskeolie. Og Ginseng. Og magnesium"

" Der er sikkert jordstråler i dit hus. Eller radon. Jeg kender én, som kan konstaterer det"

Hvad ville du gøre, hvis du var mig? Prøve det hele i én stor pærevælling? Købe dig forarmet i vitaminer, alternativ behandling, sund mad, homeopatisk medicin osv osv?

Efter at have været frustreret, irriteret, sukket opgivende, smilet sødt, bidt hovedet af folk med mere, er jeg kommet frem til følgende svar:

"Jeg har fået enorm mange gode råd om, hvad jeg kunne gøre, og alle mennesker mener det så godt, og jeg ved, at det gør du også. Men jeg har besluttet, at lige for tiden er det smertecenteret i Give, som styrer mine kroniske smerter, og jeg holder mig udelukkende til, hvad de fortæller mig der, for ellers kan jeg ikke vide, hvad der virker og hvad der ikke virker. Men tak for dit råd, måske vil jeg vende tilbage til det.

Det virker rigtig godt for mig. Folk kan jo ikke lide at se andre mennesker lide, og de vil rigtig gerne hjælpe, og det ER da et tegn på, at de er gode. Jeg kan bare ikke bruge alle rådene på én gang, men vil godt anerkende, at det menneske, jeg sidder overfor, virkelig mener det så godt. Og det menneske har også brug for at vide, at jeg altså GØR noget, og at jeg tager ansvar for min situation.

Det er faktisk ret simpelt, ikke?