Jeg har kun kendt én af mine oldemødre, nemlig min fars farmor. Og skønt jeg ikke har været mere end 6 år, da hun døde, husker jeg hende særdeles godt. Og så har jeg jo dannet mig et mere nuanceret billede af hende ud fra min far og farfars fortællinger om hende, og ud fra diverse slægtsbøger.
Min oldemor voksede op på Jernit, en avlsgård til Frisenborg Slot ved Århus. Hun kom meget på slottet og var veninde med komtesserne der, så hun lærte fransk, for det talte man ved måltiderne. Hun lærte også tidligt at spille klaver, og hun blev senere koncertpianistinde. Da hun var 15 brændte gården, og hendes elskede klaver med. Men hendes far tog hende med til København, hvor de købte et Hornung og Møllerklaver. Dette klaver fulgte mig gennem flere år, og var altid det store problem, når jeg skulle flytte, for det vejede 450 kg. Indtil jeg skilte mig af med det for nogle år siden. Jeg ville ikke sælge det, for jeg ville helst, at det skulle blive i familien. En kusine ville gerne have det, så det fik hun. Det er/var et særdeles flot klaver, mahogni, indlagte bogstaver, snoninger og udskæringer, og smukke smukke armlysestager.
Min farmor døde, da min far var 2 og faster 4 år. Farfar blev enkemand og forblev det til sin død. Og skønt han havde husbestyrerinder, kom oldemor til at spille en stor rolle i de to små børns liv. Hun var et meget behjertet menneske, mild og kærlig, menneskeklog og vis. Jeg har ofte undret mig over forskellig viden, som min far havde - og meget af den havde han fra oldemor, for han gik tit og tulrede hos hende, som boede ikke så langt fra farfar. Og far holdt meget af klassisk musik, og vidste meget om musikken, for det havde han jo lært hos oldemor, og det gav han videre til mig.
Og skønt hun var det, vi dengang kaldte "en fin dame", så var hun også temmelig bramfri. Og hvis nogen bemærkede det, sagde hun: "Selv på den mest ophøjede trone i verden, sidder man stadig kun på sin røv". Tjah, jeg har muligvis arvet denne hang til at være noget bramfri!
Sine sidste år tilbragte hun på Hesselager Alderdomshjem, efter at faster i en hel del år havde passet hende i oldemors lille bindingsværkshus. Farfar havde forlangt det, så faster havde bare at makke ret. Men til sidst kom altså oldemor på plejehjem, og faster tog til Grønland. Men det er en helt anden historie.
Jeg har vel været ca 4 år da jeg var med for at besøge hende på alderdomshjemmet. Hun sad i en lænestol, havde en lang, sort kjole med hvid krave på, var rynket og lidt gennemsigtig i huden. Hun var 90 da hun døde, så hun har jo også på det tidspunkt været en gammel kone. Jeg har hørt, at jeg stillede mig op foran hende og bare stirrede på hende oppefra og nedefter. Indtil faster kom og tog mig væk med ordene: " Ingrid, kom her og få din frakke af, og stå ikke der og fald i staver over oldemor"!
Det var hen under jul, og farfar tog en juledekoration, som stod på oldemors bord, satte den ned på gulvet, tog vi børn i hænderne, og så dansede vi om juledekorationen, mens vi sang de julesalmer, vi havde lært: "Et barn er født i Betlehem" og "Dejlig er den himmel blå".
Da vi ikke kunne flere salmer, udbrød oldemor: "NU er det blevet jul her i min lille stue. Så kom julestemningen"!
Jeg undrede mig såre, for jeg var jo et barn, som forventede julegaver, stort juletræ helt op til loftet, masser af julegodter og lækre sager. Og så sagde hun, at "Nu er det blevet jul". Jeg har aldrig glemt det, så det bed sig fast. Og som voksen har jeg tit tænkt på det, selvfølgelig især op under jul, hvor vi overforbruger og køber og køber og det kan ikke blive stort og flot nok.
Og så dette enkle: En sølle juledekoration, et par børn i dans og salmesang. Gid jeg selv må være så ydmyg og kunne glædes ved så enkle ting, når og hvis jeg bliver så gammel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar