Jeg har flere gange karakteriseret denne mand som et menneske, der havde hjertets dannelse. - "Havde", fordi Ejnar ikke er her mere. Han var en af mine veninders mand, og han døde pludselig for 5 år siden som 72-årig.
Han var et ordentligt og kultiveret menneske, opførte sig helt naturligt og uden nogen som helst påtagethed som en gentleman. Åbnede døre, lod damerne gå først, sørgede altid for alles velbefindende, lettede livet for dem, han kom i nærheden af. Han havde en lang, videregående uddannelse, og havde et lederjob indenfor sit fag. Men jeg kendte ham jo kun privat og havde gjort det i mange år. Og jeg kendte ham som et usædvanligt menneske, - et menneske, om hvem jeg netop mener, at begrebet "hjertets dannelse" er på sin plads.
Vi er 6 gamle seminarieveninder, som har holdt sammen siden 1970, og vi besøger hinanden samlet ca to gange om året. Når vi besøgte denne veninde og hendes mand Ejnar i deres store hus, var han hjemme om fredagen, og deltog i den sene middag, - for de boede i den anden ende af landet, og vi kom rejsende fra hele det øvrige land, og skulle jo først have fri fra arbejde, få arrangeret børnepasning osv, så vi ankom temmelig sent om fredagen, hvor han som regel hentede os ved toget. Senere trak han sig tilbage til køkkenet, og slog lige en gærdej sammen, som skulle stå og koldhæve natten over, så vi kunne får frisk hjemmebagt morgenbrød. Så ryddede han op i køkkenet, pakkede lidt kluns og tog så hunden og kørte af sted til deres sommerhus, hvor han blev til søndag. For vi skulle jo have det meste af weekenden for os selv, vi tøser!
Engang vi var til en fælles fest, måtte jeg tage tidligt hjem, men Ejnar insisterede på at følge mig til toget, skønt der ikke var langt og jeg sagtens kunne gå dertil. Men han ville ikke have, jeg selv skulle gå om aftenen. Bare et lille eksempel på hans gentlemanopførsel.
Altid spurgte han interesseret til vore børn og ægtefæller, og andre ting af væsentlighed i vore liv. En egenskab, som desværre ikke mange har. Det at spørge ægte interesseret til et menneskes liv, er en mangelvare. De fleste vil hellere fortælle om sig selv.
Ejnar havde en skøn humor, selvom hans kone og børn havde et særligt begreb, de kaldte "En Ejnarvits" - Det var sådan en af "blandet" værdi, efter deres begreber. Og han blev ved med, selvom børnene var voksne, ind imellem at tale babysprog til dem. Min veninde blev engang kaldt ind på kontoret på det fritidshjem, hvor deres yngste gik. Her blev hun gjort opmærksom på, at pædagogerne ikke syntes, det var passende, at faderen talte babysprog til barnet. "Har hun ikke et godt dansk sprog, da"? spurgte min veninde. "Jo", det måtte de da indrømme. "Er der noget i vejen med hendes ordforråd", spurgte min veninde. "Nej - tværtimod - barnet var ualmindelig godt med". "Ved I hvad", sagde min veninde, "lad ham bare! Det gør han også til sine voksne børn!" Ingen af dem tog skade, de sidder alle i gode stillinger og har klaret sig udmærket.
Da Ejnar blev 70, ville jeg gerne give ham en særlig gave. Ejnar var meget glad for klassisk musik, sang selv i kor, og derfor ville jeg give ham Allegris "Miserere Mei" for 8-stemmigt dobbeltkor, men det skulle være en særlig god udgave. Jeg lyttede til rigtig mange udgaver, og fandt den, jeg fandt allerbedst til ham, for jeg ville så gerne give ham noget af ordentlig kvalitet.
Efter Ejnars død var jeg sammen med en anden veninde ovre for at hjælpe med at rydde op i hans ting, og her fandt jeg bl.a. "Miserere Mei i vistnok 8 forskellige udgaver. Tjah - sådan kan det altså også gå!
Og så var Ejnar den store systematiker. Alting var ordnet og sat i system, alle rejser var katalogiseret, alle regnskaber ordnet, korrespondancer ligeså. Heldigvis, for hans kone er noget af et rodehoved, men han havde en engels tålmodighed med hende, og de havde et usædvanlig godt ægteskab. Og selvfølgelig savner hun ham kolossalt stadigvæk.
Vi har lige været på en af vore nu 4-dages weekendophold hos denne veninde, og vi kommer selvfølgelig også altid til at snakke om Ejnar og om mange små pudsige oplevelser med ham, og også rejser, vi har været på alle sammen. Derfor har jeg tænkt særlig meget på ham, - og det blev så til dette lille indlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar