Lugt til dit tis og lyt til æblet

http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2014-09-29-kursus-for-ledige-lugt-til-dit-tis-og-lyt-til-aeblet

Her har vi et jobsøgningskursus for ledige akademikere. Og her har vi en deltager, som har lagt op til en forargelse over den slags besynderlige påfund, som skatteborgernes penge går til. Eller i det mindste en dyb undren. Og her har vi en kursusunderviser, som undlader at forholde sig til sine kursisters forforståelser for den slags kreative undervisningsmetoder.

Men jeg har en anden forforståelse end den, som lægger op til forargelse.

Jeg mindes med dyb og inderlig glæde min seminarietid, hvor de bedste timer var dem, hvor vi samkørte de kreative fag, bl.a. formning, dramatik, rytmik og musik.  P-dage hed det, hvorfor husker jeg ikke. Vi fik et oplæg om morgenen, gik så i grupper og skulle producere et eller andet, som vi så skulle fremlægge for resten af holdet ved dagens ophør. Engang var oplægget et stykke rav med et dyr indeni. En anden gang var oplægget "O, happy days" med Edwin Hawking Singers. En tredje gang var det et digt. Især husker jeg min gruppes produktion af et stykke drama ud fra "O, happy days". Vi var en gruppe sorte bomuldsplukkere, som sled i det under den varme sol, og med en slavepisker gående rundt. Og til dette hørtes noget tung, tung musik, som holdt os nede. Og så tonede musikken fra "O, happy days" pludselig ind, slavepiskeren blev barmhjertig, der kom vand, vi løftede hovederne, vi var frie, glade. Frelste.

Men det var jo også i begyndelsen af 70'erne. Vi var nogle store børn. Forvoksede hippier. Blomsterbørn. Venstreorienterede drømmere. Og pædagogger med to g'er. Med lilla bleer. Og havde sikkert jord i hovedet, som de lærerstuderende sagde, når vi mødtes på vores fælles værtshus "Rio Bravo", til diskussioner og andre magtkampe.

Dengang gik undervisningen, d.v.s. opdragelsen, af vi pædagogstuderende ud på at få os til at tænke ud af boksen.  Få os til at turde slippe os selv fri. Være kreative. Tænke nyt. Lege. For hvordan skulle vi kunne opdrage børn til frie, glade, løsslupne, kreative mennesker, hvis vi selv var borgerlige, forkrampede, hønserøvsagtige husmodertyper?

Jeg elskede disse timer. Og alle de andre timer. Jeg havde været på højskole, hvor verden havde udvidet sig kolossalt for mig. Og nu fortsatte det. Jeg slugte al ny viden - hele pædagogikkens historie, jo jo, vi skulle skam kunne alle de store: Frøbel, Montessori, Brunner, John Dewey, Rosseau osv osv Og dansktimerne, hvor vi læste både ny litteratur og de store klassikere. Og tilvalgsfagene, bl.a. i eksistentialisme, Søren Kierkegaard, kinesisk digtning, buddhisme og meget meget andet. Lærerne rev sig godt nok i håret, fordi vi ville have tilvalg i f. eks. Søren Kierkegaard, men hvis blot vi var 12, som ville det, så SKULLE det oprettes. Og det blev det. Med en dejlig præst som underviser.

Men nu er der jo forskel på et jobsøgningskursus for akademikere anno 2014 og et hold løsslupne pædagogstuderende i 1970. Men der er også paralleller.

Skal man ikke tænke nyt, hvis man skal have job i dag? Skal man ikke være innovativ? Skal man ikke kunne tænke ud af boksen? Skal man ikke udfordres, forarges, forvirres, forstyrres i sine fordomme om, hvad man skal lære og har brug for at lære? Skal man ikke kunne lege med? Rystes i sin grundvold? Skal alting bare være pænt og nydeligt og til at forstå med den logiske hjernehalvdel?

Jeg medgiver, at underviseren burde have introduceret deltagerne i denne "leg", motiveret dem, gjort noget for at forstå deres udgangspunkt, have givet dem en pep-talk eller hvad som helst for at spænde ansøgernes interesse ud for at prøve dette. Men...

Der er alt for megen ensretning, pænhed, selvfølgelighed og mangel på fantasi i en automatisk forargelse over at blive sat til at lugte til sit tis og lytte til æblet.