"Siger Gud ikke til dig, at du skal gå i kirke", sagde han til mig, da vi debatterede kristendom. Det gav mig jo anledning til at tænke nogle videre tanker. For nej, Gud siger ikke til mig, at jeg skal gå i kirke.
For det at gå i kirke er ikke noget, jeg SKAL! Hvis og når jeg går i kirke, er det fordi jeg har en trang, en sult, et behov for at høre Guds ord, være i min kristne familie, som menigheden er. Fordi jeg mangler næring til min sjæl. Fordi jeg søger hen, der hvor jeg ved, at jeg bliver mættet.
Der er jo det ved kristendommen, at den ikke er en lovreligion. De der "skal'er" som findes i andre religioner, findes ikke i kristendommen. Det lægger et kolossalt ansvar på mig. For det er måske lettere, hvis der er nogle skal'er - så er jeg dejligt fri for at tænke selv, forholde mig til tingene på en personlig måde.
Kristendommen kræver, at du afgør dig. Kan og vil du høre evangelierne som en tiltale, som talt til dig personligt? Og hvis du kan det, hvordan forholder du dig så? Går du videre, som om intet er hændt? Så har du ikke hørt efter! For hvis vi hører evangeliet, så omvender vi os. Gør vi ikke? Nej, ikke bare sådan uden videre. I hvert fald ikke for det meste, men jeg har da hørt om mennesker, som kan sige nøjagtigt hvornår det skete. Men de fleste af os sker det ikke for på den måde. Det er en proces, når vi begynder at tiltrækkes af kristendommen.
Hvis nu jeg hører evangeliet som talt til mig, vil jeg måske begynde med at sige: Kære Gud, det kan jeg slet ikke leve op til. For jeg kan jo høre, at mit liv slet slet ikke er sådan, som det burde være. Men det er ordentlig snak at sige sådan til Gud. For det er vel det sandeste, du kan sige til ham. Bekend du blot dine synder!
Jamen hovsa! Synder?? Hvad er det for noget? Er det ikke, hvis jeg spiser en flødeskumskage med for mange kalorier i? Så siger vi da, at vi synder. Eller når vi gør andre sundhedsskadelige eller umoralske ting. Så mener vi, at vi synder.
Synd betyder adskilthed fra Gud. Og hvordan lige præcis JEG eller DU er adskilt fra Gud, ved vi bedst selv. Og hvis ikke, kan vi læse om det i Det Nye Testamente.
For er det ikke kun en synder, der har brug for Gud? Hvis du mener, at du klarer dig udmærket uden Gud, har du nok ikke brug for ham. Men som erkendt synder skal du ikke til fra nu af at gå gennem verden med bøjet hoved og kravlende langs panelerne. Nej, nærmest tværtimod. For det siges til dig i evangelierne, at du er frisat, hvis du tror på ham, som frelste menneskene. Vær frimodig, gå ud i verden, bid livet i låret, vid, at du ikke kan selv - men at du altid altid kan fortælle ham alting om sandheden om dit liv - som han jo godt kender - og at du er elsket på trods af alt, hvad du selv har gjort og prøvet på med eller uden held. For han har lovet at være med enhver, som bekender sig til ham.
Du kan læse om det i din bibel. Og hvis det er svært at forstå, kan du gå i kirke for at få teksten udlagt, fortolket ind i vores moderne verden - og høre evangelierne som talt til netop dig! Og føle og være i fællesskabet med andre medmennesker, som også er søgende og trængende. Og vokse i den proces, som begyndte den dag, du begyndte at snakke med Gud - at bede!
DET er den væsentligste grund til at gå i kirke!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar