Terapi er blevet et livslangt forløb

"Terapi er blevet et livslangt forløb", hedder en overskrift på dagens etik.dk

http://www.etik.dk/danmark/2014-08-15/terapi-er-blevet-et-livslangt-forløb

Akkeja! - Det undrer mig slet ikke. Og jeg har jo så MIN forklaring på, hvorfor det er blevet sådan. Tidligere handlede terapi om at tackle en krise, men i dag handler det -  også - om personlig udvikling.

Er det ikke godt? Er det ikke godt, at mennesker tager ansvar for eget liv og gerne vil have mest muligt ud af det?  Ja se, det kan der siges rigtig meget om. Og jeg vil her prøve at sige i det mindste NOGET om det.

Hvad er det, folk håber på at opnå ved at gå i terapi? Det er intet mindre end LYKKEN. Og ikke nok med det: LYKKEN er at finde inde i mig selv, så derfor skal jeg finde ind til denne indre kerne, som er LYKKEN. Og hvem skal hjælpe mig med det? Det skal såmænd terapeuten, som oftest er psykolog af en eller anden art. Med eller uden akademisk uddannelsesbevis, for titlen er ikke beskyttet.

Det undrer mig såre, hvorfor folk tror, at en terapeut har svaret på, "hvor vi skal hen, du"! For selv om "vi skal indad", så er der da rigtig mange måder at gå indad på. Alt efter hvem man er, hvilken kontekst man befinder sig i, hvad man tror eller ikke tror på, bliver det at skrælle lag på lag af for at nå ind til LYKKEN et meget forskelligt projekt.

Hvem har i det hele taget bildt os ind, at LYKKEN er at finde inderst i vor egen kerne. Hvad og hvor det så end er? Det har terapeuter, psykologer, coaches, toneangivende debattører, forfattere, politikere, diverse medier og vi selv og mange flere. Hele New Age-bevægelsen.

Men det er en stor løgn! Lykken er tværtimod at finde, der hvor du glemmer dig selv!! Der hvor du er optaget af andet og andre end dig selv. Der hvor du vender dig UDAD! Mod andre mennesker - mod en sag, du brænder for - mod et fag, du brænder for.

Hvorfor er det kommet dertil? Det er det, fordi vi ikke længere kollektivt tror på Gud. Men vi har alle indbygget længselen efter noget, som er større end os selv, og derfor må vi lede efter det, når tomheden og meningsløsheden i vore liv truer med at tage over. Da vi troede på Gud, havde vort liv i det mindste en retning og et mål. Og selv om vi havde svært ved at forstå det med Gud, så gav det vort liv fylde og mening at forsøge. Og mens vi så gik der og forsøgte, dannede Gud os i sit billede. Hvis og når vi gav ham lov. Og bad ham om det.

Men sådan er det ikke længere. Ikke for os danskere som folk. Vi har ikke længere denne fælles forståelse, denne forforståelse af, hvem vi er. Vi må selv opfinde, hvem vi er. Og vi TROR, at det findes inderst inde, bare vi graver dybt og længe nok. Vi vokser ikke længere op med at lære om Gud i skolen, vi er blevet et sekulariseret folk. Som folk.

Men der findes stadig mennesker, som er kristne, skulle jeg da lige glædeligt hilse og sige. Og skulle du have lyst til at opleve den ægte vare, vil jeg anbefale kirken. Her gengiver jeg Anne Sophie Seidelins ind- og udgangsbøn, fordi de smukt siger, hvad det handler om.

INDGANGSBØN

Lad os alle bede!

Herre vor Gud, hør os, som er samlede her

i det hus, vi har bygget for dit navn.

Luk vore ører op, så vi hører dit ord,

luk vore øjne op, så vi ser din herlighed,

luk vore hjerter op, så vi omvender os,

giv os stemme, så vi bekender og lovsynger dig,

du Herre, som skabte os,

du frelser, som forløste os,

du gode Helligånd, som trøster os i livet og døden. Amen.

 

 

UDGANGSBØN

Lad os alle bede!

Herre, jeg takker dig af hele mit hjerte,

fordi jeg går ud herfra som et frit menneske

med mine synders forladelse og din velsignelse.

Bliv hos mig med din fred,

og giv mig mod til at leve,

som du har lært mig. Amen.