"Et menneske kan gennemleve lidelsen uden at blive et offer for den"

"Et menneske kan gennemleve lidelsen uden at blive et offer for den"! Det læste jeg i Lene Højholts bog "Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet". (s. 23)

Jeg er ved at læse bogen, fordi jeg i dag er begyndt i en åndelig dannelsesgruppe i Treenighedskirken i Esbjerg. Det er Jette Dahl, som er stiftspræst for åndeligt søgende, der har startet gruppen.

Jeg har kendt Jette Dahl i mange år, har gået på forskellige kurser hos hende og hun har været min åndelige vejleder i vistnok 10 år. Nogle gange har jeg søgt hende, fordi jeg har været ude i en regulær livskrise, andre gange fordi der var noget i mit trosliv, som jeg ikke kunne komme overens med, og andre gange igen simpelthen til personlig åndelig udvikling.

Jeg meldte mig til denne åndelige dannelsesgruppe, fordi jeg i mange år har arbejdet med det, jeg kalder teologisk substans, og nu trænger jeg - igen - til noget åndelighed, noget spiritualitet. Til inderlighed og gudsnærvær. Selvfølgelig har det været der hele tiden, men det er forskelligt, hvad jeg har vægtet, for " Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde.... og så videre. Det er fra Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente, kapitel 3.

Og ja, der er en tid for alting i et menneskes liv. Jeg har f. eks. gennemlevet mange kriser, så man kan sige, at jeg må være i god krisekondi! Det tror jeg nu ikke, jeg er, for bliver man nogen sinde det? Kommer livets fortrædeligheder ikke altid ret bag på én?

Men én ting kan jeg sige med sikkerhed: Jeg har gennemlevet lidelserne uden at blive et offer for dem. Og det er noget af det allervigtigste overhovedet, og en af de største visdomserkendelser, som jeg har erhvervet via forskellige kriser. Hvad menes der med det? Jeg kan jo kun sige sådan, fordi jeg er et troende menneske, som har klamret mig til min tro, når jeg har været i stor nød, og har fundet inspiration, trøst og retning i mit liv, ved at læse i min bibel og meget forskellig kristen litteratur i øvrigt.  Og det er slet ikke en visdom, jeg kan rose mig af, det er en af frugterne ved at være en troende, tror jeg. En af de fantastiske ting, man kan få givet.

Først og fremmest betyder det, at jeg aldrig er blevet et bittert menneske. Og jeg tror, at jeg har bevaret min menneskelige værdighed. Hvis man bliver et offer for lidelsen, bliver ens sind formørket, man bliver negativ, kynisk, desillusioneret, giver alle og enhver skylden for ens lidelser. Og nogle gange har jeg endda kunnet sige, at smerterne har været en gave, fordi den nye tilstand, som jeg nu befinder mig i som kronisk smertepatient, har tvunget mig til forandring, udvikling. Og efterhånden, som jeg har formået at pakke gaven ud, har jeg opdaget, at den har gjort mig mere rummelig, mere tolerant, mere lydhør overfor andres lidelser. Og givet mig en dyb indsigt i, at mennesker gør det så godt, de kan, og at vendinger som "de kan bare tage sig sammen" kun er det forkrampede, lidende sinds magtesløse udtryk.

Men jeg er jo stadig på vej, og jeg har meget at lære, derfor glæder jeg mig rigtig meget til arbejdet i min nye åndelige dannelsesgruppe, og det var en stor, intens og hjertegribende oplevelse at være  her denne første dag. Og fyldte mig med en inderlig glæde og fred, og et håb om, at det bliver nogle gode år, jeg går i møde med gruppen, og med min - forhåbentlig - åndelige vækst.

At netop sætningen "et menneske kan gennemleve lidelsen, uden at blive et offer for den" ramte mig, var jo fordi den udtrykte en dyb sandhed hos mig. Men der er rigtig rigtig mange Jesus-ord, som jeg trænger til at få lukket op, for jeg ved jo, at det er kærlighedens kilde.

Men jeg øver mig, og det kan kun gå fremad!