Forældre, ved I, hvad der foregår???

Fordi jeg kunne læse så tidligt - fordi mine forældre havde travlt i fars forretning - fordi ingen tænkte på børnepsykologi på den tid - fordi jeg havde tre yngre brødre - fordi piger skulle være pæne og artige,  fik jeg nogle sår, som det tog lang tid at komme over.

I mors ugeblad Familiejournalen læste jeg en klumme, som kom til at præge mit liv fremover. Den handlede om, at "når min lille dreng kommer og banker på din dør, så luk op". Historien var, at den lille drengs far var i fængsel, og at han og moderen var alene tilbage. Men drengen (og hans mor) havde oplevet, at mennesker tog afstand fra dem, som hørte til nogen, der var i fængsel. Og derfor havde drengen ingen legekammerater, og han var for lille til at forstå, hvorfor ingen ville lege med ham.

Jeg har været ca. 5 år, og jeg stavede mig igennem teksten. Og da jeg var færdig, græd jeg som pisket. Men kun, når der ikke var nogen, der så det. Jeg forstod dårligt nok selv, hvad det var, jeg græd over. Og jeg kunne slet ikke forklare det, hvis nogen voksen havde spurgt mig, hvad jeg græd over. Det gjorde de så heller ikke, de så det ikke. Men i meget lang tid græd jeg over den lille dreng. Og jeg har aldrig glemt ham. Jeg kunne slet ikke have, at han så aldeles uforskyldt var alene og ensom.

Ca. et års tid efter læste jeg i samme Familiejournal en roman, som udkom med et kapitel en gang i ugen. Den hed "Barn 312", og handlede om pigen Ursula, som var flygtning - vistnok fra Ungarn. Jeg ved ikke, om mine forældre ville have gjort noget som helst, hvis de vidste, at jeg kunne læse, men det vidste de ikke. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var trådt ind på voksent territorium, og det var nok sikrest ikke at røbe det.

Men pigen Ursula oplevede så frygtelige ting, at jeg igen græd mine modige tårer, når jeg var kommet i seng. Jeg forstod ikke, hvordan mennesker kunne være så gemene. Jeg forstod ikke, hvorfor Ursula skulle leve sådan. Jeg oplevede Ursulas kamp med tilværelsen i min egen sjæl. Og jeg så på Kurt Ards tegninger til romanen, han var jo genial.

Men jeg var alt for ung til at læse den slags. I hvert fald uden at nogen voksne var med i det.

Jeg skriver dette, fordi jeg lige har været sammen med mine børnebørn, som vokser op med et helt naturligt forhold til alt muligt gadget. Eller gør de? Kære forældre, kig jeres børn over skuldrene. Lad dem ikke være alene med det, de oplever, uanset hvor harmløst, det kan se ud. Jeg har et barnebarn, som er bange for zombier. Hvor i alverden han så har det fra. Det er helt urimeligt! Han har heldigvis gode forældre, men alligevel.....