Tilgivelse af Breivik?

Mikael Hertig skriver

for 9 timer siden ·

• Danmarks Radios P1-debat demonstrerede for mig en åbenbaring, intet mindre. Pia Kjærsgaard var i debat med en anmelder fra Berlingske i anledning af Café teatrets Breivikstykke. Pia Kjælsrgaards reaktion på spørgsmålet om, hvorvidt Brevik er sindssyg eller ej afviste enhver psykiatrisk-diagnostisk øvelse: "Psykiatere og domstole diskuterer, om han er normal eller sindssyg. Men for mig er og bliver han stjernepsykopat".
  
  Det er set før. Et aller andet sted begynder væmmelse og afstandtagen som følelse at dominere, tage over. Forståelsen kan muligvis kun være delvis, men forsøget kan gøres. Kjærsgaards position er, at det skal man ikke, det må man ikke. Forbindelsen mellem væmmelsesfornemmelsen og situationsforståelsen kappes helt og aldeles.
  
  Det er set før, når hun og andre fra Dansk Folkeparti kommenterer, hvordan efterretningstjenester skal fungere, hvordan dommere skal dømme, hvordan biskopper skal prædike, hvordan lærere skal holde sig til at være højre- og ikke venstreorienterede i deres historieudlægning. De overtager ganske enkelt uden problemer specialistrollen i sager, hvor den selvkritiske sans i andre tilfælde end deres ville have indfundet sig.
  
  Dansk Folkeparti benægter ondskaben som en del af det alment menneskelige. Vi skal alle hver eneste dag tage afstand fra ondskab. Her er det nødvendigt at indregne sin egen som en del af festen, for ellers fatter man ikke konflikjter og motiver bag kriminalitet, mobning, fascisme, racisme eller voldtægt. Fælles ved disse fænomener er, at man sætter sig selv først.
  
  Men dette forhold til egen ondskab har DF og Pia Kjærsgaard ikke.
  
  Ingen kan forlange af enhver af os, at vi skal være i stand til at tilgive alt muligt og herunder Breivik, for det kræver jo en art proces og navnlig mandens egen anger.
  
  Men i kristen forstand er det den ultimative fordring, at vi skal kunne tilgive næsten som os selv. Det bliver jo tit til, at vi kun næsten tilgiver. Jo længere, man kommer ud, des sværere bliver det.
  
  Der er meget lidt syndserkendelse og derfor megen spejlet småborgerlig selvglæde i Pia Kjærsgaards afstandtagen fra tanken, som var det resuiltat, Den norske domstol kom frem til:
  
  "Breivik er ikke psykopat."
  
  Det handler jo mest af alt om konsekvensen for Dansk Folkeparti, som i så fald måtte holde op med at fordømme: Muslimer, venstreorienterede, fagforeninger, skolelærere og teaterforestillinger.
  
  Hun giver den så som psykiater for at komme hjem. Sådan er småborgerskabets væsen. Og svinehunden følger nu engang med.

  
  

Sådan skriver altså  Mikael Hertig, og jeg har hentet dette fra facebook. Nu så jeg denne debat her til aften på DR2. Det er sjældent, jeg er enig med Pia, men det var jeg i dag. Ikke i ovenståendes udlægning af, hvad Pia sagde, men i Pias egen holdning, at vi mennesker ikke KAN, og heller ikke SKAL  prøve på at forstå en mand som Breivik, udfra, at vi selv indeholder ting som han. Well, mennesket indeholder ondskab, men der er ingen grund til at foregive, at vi kan forstå Breivik på baggrund af dette.

 

Og så skulle jeg da lige hilse og sige, at psykiaterne jo var TEMMELIG meget ude i tovene, da de skulle vurdere Breiviks sind. Og kom ikke her og påstå, at psykiatri er en eksakt videnskab. Der er, som faktisk også blev demonstreret under denne sag, forskellige skoler, forskellige holdninger, forskellige paradigmer, indenfor hvilke psykiatrien udfolder sig.

Problemet er jo nemlig: Er en mand, som udfører en aldeles - for de fleste af os - uforståelig handling, som vi betragter som ond, sindsyg? Og dermed: Er alt mennesker gør af ondskab i virkeligheden et udslag af sindssyge? Eller er en velovervejet, gennem mange år nøje planlagt handling et udslag af sindssyge, af psykopati, eller kan et på andre områder normalt menneske være normal, når han kan planlægge og udføre en sådan handling?

Det kommer an på, hvad det er at være sindsyg, i dette tilfælde psykopat. Og det kan der nok være, og er delte meninger om. Hertil kommer, at sagen jo i høj grad var politisk også: Kan man friholde en mand, der har udført så onde gerninger, fra reel straf og i stedet give ham en behandlingsdom? Det ville genere den offentlige retsbevidsthed en hel del.

 

Dette med at prøve på at forstå Breivik udfra at vi alle indeholder noget ondskab, hvorfor synes nogen, at det er så vigtigt? Jeg kan pege på et par ting. For det første er det et forsøg på at tage den kolde og uforståelige angst ud af hele sagen. Ting man ikke forstår er angsprovokerende, farlige. Næ, lad os få trolden op i øjenhøjde og kalde den ved navn, så er den ikke så farlig, og derfor mere håndterbar. For det andet er det i nogens politiske interesse at påpege, at der var en forståelig grund til Breiviks ondskab - godt nok ekstrem, javel, men forståelig. Det falder helt i tråd med den tendens, der rører sig i samfundet, at ondskab ikke er en ting, der skal forsages, men skal behandles.

 

Og så er der et par ting, som hr. Hertig har misforstået angående tilgivelse. For det første: At tilgive et menneske kræver ikke menneskets anger. Man behøver blot tænke på et menneske, som er død, men som har gjort en ondt. Dette menneske har ingen mulighed for anger, men VI kan godt tilgive ham alligevel. Det er vores egen proces. Ligesom man kan blive nødt til at tilgive en voldelig ægtefælle, f. eks. selv om han aldrig angrer, men udelukkende for at frisætte sig selv.

 

"I kristen forstand er det den ultimative fordring, at vi skal kunne tilgive næsten som os selv", skriver Mikael Hertig. Hertil vil jeg svare: Kun Gud kan tilgive Breivik, så HAN får den evige tilgivelse.  Og hvis Breiviks ofres familier kan komme dertil, at de tilgiver ham, er det uendelig stort, men så er det DERES egen frisættelse. Og hvad har alle vi andre at gøre med det? Vi er ikke Jesus, som kan tilgive hele menneskeheden, fordi vi "ikke ved, hvad vi gør".

Skal enhver af os tilgive Breivik? Eller Hitler? Eller Kennedys morder? Eller Martin Luther Kings? Eller Sadam Hussein? Eller alle de soldater, som slår ihjel hver dag? Sikke dog en gang forløjet snak om tilgivelse.

 

Tilgivelse er viljen til at bære konsekvenser af den andens handling mod dig. Det er oftest mellem nogle nære personer, fordi der her er størst sorg og bitterhed på færde. Det har INTET at gøre med en folkebevægelse for tilgivelse af Breivik. For hans onde handlinger har ikke haft nogle konsekvenser for mig, som jeg må bære.