mandag den 17. december 2012

Dem jeg elsker, ønsker jeg et gran af vanvid - det gør hjertet let (Anatole France)



For en del år siden spurgte jeg mine tre børn, hvilke minder de havde fra deres barndom, som de syntes var særlig gode og værdifulde. Tænk, ingen af dem sagde, "Når vi skulle læse lektier", eller "Når vi skulle være hjemme kl. 1 efter en fest".
En af dem sagde: "Kan I huske dengang vi var på ferie på Fanø, og vi var inde på en restaurant for at spise? De havde ikke rigtig noget på menukortet for børn. Så sagde mor: Pyt, så får I bare 2 desserter". Jeg kunne godt huske det. Og jeg kan huske, hvordan deres øjne blev store, og de så ud, som om vi alle nu var ude på de virkelig vilde vover! Herregud, tænk engang: To desserter kunne gøre det. Jeg kan lige fortælle, at de ikke tog skade af det.

En anden af dem sagde: "Jeg kan huske engang, hvor du gik og fejede græs sammen, efter at du havde slået græsplænen, og jeg kom ind i haven. Pludselig tog du en stor bunke græs og løb efter mig og smed det på mig. Det endte med, at der var græs alle vegne - på nær på græsplænen. Og nøj, hvor vi grinede". Ja, det kunne jeg også godt huske. Tænk - græs!!!

En af dem sagde: " Vi var 3 gange i biografen for at se Løvernes Konge. Det var helt vildt" - Ja, hvor jeg husker det. Hun levede og åndede i denne verden i laaaaang tid. Og det var slet ikke nogen dårlig verden, for den film har faktisk en god morale. For nogle dage siden sad vi så, hun og jeg og en veninde, under hver sin dyne/tæppe med slik og cola og så "Løvernes Konge". Skøn nostalgisk aften.

Og de fortalte om mange andre oplevelser. Men en ting slog mig: Det var tit, når jeg - som moren -havde opført mig lidt halvskørt, havde overskredet nogle uskrevne normer, havde gjort noget lidt skævt eller vildt, - DET huskede de som noget dejligt.

Og jeg tænker: Gud ske tak og lov at jeg dog har haft hjerte til at gøre noget vanvittigt. For jeg fik OGSÅ at vide, hvor tungt det havde føltes, når jeg om morgenen kom op af trappen for at vække dem, eller når de blev kaldt ind for at rydde op, og lignende ting.

Og når jeg sådan sidder og funderer over mine børns barndom, og om jeg har gjort det godt nok, så tænker jeg på en ganske bestemt episode. Vi skulle alle 4 i sommerhus, og bilen skulle ordnes. Der skulle måles dæktryk, olie osv. og det var noget, som jeg ikke anede noget som helst om, hvordan man gør - for jeg var lige blevet skilt, og det havde altid været min mand, som gjorde den slags. For dog ikke at være helt alene, tog jeg min søn, dengang 9 år, med over på tanken. Vi fik faktisk ved fælles hjælp ordnet det hele. Idet jeg svinger ud fra tanken igen, siger jeg sådan nærmest for mig selv: "Hvor er det irriterende, at jeg er så dårlig til den slags. Er der overhovedet noget, jeg er god til"? "Ja", svarer min søn stille, "du er god til at være mor".

Og sådan har jeg nogle sætninger fra mit liv, som er blevet sagt til mig i tidens løb. Sætninger, som jeg varmer mig ved og husker på, når livet ikke altid arter sig allerbedst. Men som får hele mit liv til at give mening.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar