Julegavetømmermænd

Jeg sagde til ham før jul, at jeg havde en lille ting til ham. "Du skal da ikke give mig julegave, selv om det er sødt af dig. Så må jeg jo se at hitte på noget til dig, så", sagde han. Øv altså. Det var da ikke derfor, jeg havde en lille ting til ham, men fordi jeg synes, at det jeg havde fundet, passede så godt til ham. Men han kom så med "noget" til mig, som viste sig  at være en rigtig dyr parfume og bodylotion. Jeg blev glad, men også lidt beskæmmet, for han  havde jo nærmest følt sig forpligtet til det. Øv altså!

Hun havde købt den helt perfekte julegave til ham. Han havde sådan set ikke ønsket sig den, men han havde gentagne gange snakket om denne ting, som bare var så meget luksus. Hun købte den. Fordi hun er så glad for ham. Og fordi hun overhovedet ikke tænker i milimeterretfærdighed, kom det helt bag på hende, at HAN blev ked af det, fordi hans gave til hende ikke var så dyr. Men hun blev glad for den, for den var udvalgt med største omtanke og omhu. Øv altså!

Han havde først købt en dyr gave til hende, men afleverede den igen og købte noget billigere. Juleaften pakkede han så den ene gave efter den anden op fra hende. Gaver, som man kunne se, at hun havde lagt al sin kærlighed i. "Skulle jeg alligevel have givet hende den dyre gave", tænkte han, "eller flere gaver"? Øv altså!

Jeg husker en jul, hvor jeg fik to stykker træ af ham. "Hvad er det"? spurgte jeg. "Det er til at lave et natbord af", svarede han. På det tidspunkt syntes jeg, at det var en total borgerlig og latterlig ting, at kvinder forlangte dyre smykker og lignende af deres mænd, så jeg accepterede bare uden videre, at min mand havde tænkt sådan.

Vi kommer over disse julegavetømmermænd! Men jeg undrer mig. Hvorfor kan vi ikke bare glæde os over det, vi får? Og bare have det med i al vores gavegiveri, at vi er vokset op med forskellige holdninger til at give gaver, deres pris, værdi i øvrigt osv?

Fordi vi føler, at det at give gaver afspejler det forhold, vi har til hinanden. F. eks. har jeg altid givet mine børn større gaver, end de har givet mig, men det har altid føltes helt naturligt, fordi de har været under uddannelse eller lignende. Men nu, hvor de er ved at være "rigtig" voksne, tror jeg, at det skal til at være slut. Nu er det MIG, der vil have!! Men det er, som om størrelsen på gaven har noget at gøre med størrelsen af den kærlighed eller sympati, vi føler for hinanden. Og det er skidt BÅDE at være den, der giver mest, og at være den, der giver mindst. Det skal helst passe nogenlunde sammen, ser det ud til.

Jeg er ked af, hvis det er sådan. Jeg har selv forsøgt at lære mine børn IKKE at gå op i milimeterretfærdighed, men jeg kan alligevel se, hvordan de forsøger at lave aftaler. Jeg ville så gerne, hvis man gav af et overskudshjerte, som havde uendelig lyst til at give netop dette. Og at man bruger lang tid på at finde den helt rigtige gave, og ikke bare sætter en dag af til "gaveræset", og så køber alle gaverne i det nærmeste butikscenter. Eller giver gavekort af frygt for at købe en forkert gave. En gave kan aldrig være forkert, mener jeg.Og at man føler taknemmelighed og også en vis ydmyghed over at få netop denne gave, i stedet for at vurdere gavens størrelse og pris, og så "føle" sig godt eller skidt tilpas over den. Øv altså.

Det skulle jo gerne være en glæde - både at give og at modtage en gave.