Nogle tanker om hævn og straf.

 

Fra tid til anden taler vi om fængselsstraf herhjemme. Sidst aktualiseret i debatterne om tandlægebehandling og uddannelse af indsatte. (I dag bl.a. dead-line 22.30)

Hvorfor straffer vi?

- Gengældelse/hævn
- Som afskrækkende eksempel
- Så laver den kriminelle ikke kriminalitet i den tid
- Som et hensyn til ofrene
- For at leve op til folks retsfølelse
- For at udelukke den kriminelle fra folkefællesskabet
- Det virker forebyggende
- For at sende signalværdier om, hvad der er rigtigt/forkert – eller i dagens oversættelse: Acceptabel/uacceptabel adfærd.

I Finland valgte man for 30 år siden at halvere straffemassen ved at sænke strafferammerne markant. Dette har ikke ført til en stigning i kriminaliteten. I USA har man i den tilsvarende periode fordoblet straffemassen. Dette har ikke ført til et fald i kriminaliteten.Man kan derfor vælge, om man vil sende politiske signaler i den ene eller den anden retning: Ved at skærpe eller ved at lempe straffene.

I Danmark følger vi i disse år USA’s eksempel ved at skærpe straffene markant. Og hvorfor gør vi det? Det ser jo ud til, at det koster. Vi har ikke fængselspladser nok, og hvad der foregår i fængslerne, er vel ikke egnet som rehabilisering? Så må vi nedsætte strafudmålingen, udskyde visse fængselsafsoninger, bruge fodlænke i større udstrækning - samtidig med, at vi hele tiden må passe på ikke at afkorte straffen for meget. For det allervigtigste i den forbindelse er folks retsbevidsthed. Retssystemet ville ikke kunne opretholdes, hvis befolkningen ikke i det store og hele mener, at det der sker, er retfærdigt.

Vi kommer ikke uden om, at fængselsstraf handler om hævn. Vi kender begrebet  hævn fra de ældste skrifter, vi overhovedet kender til. Fra Det Gamle Testamente, fra samtlige mytologier, fra slægtsfejder. Hævn forbindes med genoprettelsen af en balance, som ved udåden blev brudt. Genoprettelsen handler for offeret om ære og  retfærdighed i og med at gerningsmanden straffes.

Men hvad handler den om for gerningsmanden? For nogle om soning af en forbrydelse, som de godt ved er en forbrydelse. Og et håb om, at denne soning kan føre til tilgivelse. For andre en følelse af uretfærdighed og urimelighed - og for nogle bare en gennemgående følelse af meningsløshed, af fortrydelse, og muligvis en bekræftelse af den holdning, de havde i forvejen, nemlig at samfundet er råddent. Og dermed bestemt ikke hverken anger eller håb om noget som helst andet, end at denne forbandede tid skal gå så hurtigt som muligt.

Når vi taler om uddannelse i fængslerne til de indsatte, taler vi om resocialisering. Det vil være bedst for de indsatte, hvis de uddanner sig, opkvalificerer sig, til de igen skal ud på arbejdsmarkedet. Det vil også være bedst for "alle vi andre", for så er risikoen for, at de igen begår noget kriminelt, ikke så stor, som hvis de ikke uddannede sig i fængslerne.

Men kan vi have det? I hævnfølelsen ligger, at gerningsmanden ikke skal have det for godt. Det grelleste eksempel, jeg lige kan komme i tanke om, var den unge mand, som kom i kokkelære hos Claus Meyer. Det skal så siges, at han kun var "ude" om dagen. Men alligevel. Og imens måtte offeret slås med indlæggelser, operationer, forsikringssager, økonomi og et ødelagt liv.

Hører det med til hævnen, at gerningsmanden ikke må uddanne sig? I hvert fald ikke alt for meget. Men må han godt arbejde? Læse? Se tv? Være på nettet? Må han få ordentlig mad? Dyrke fitness? Eller har han bare at ligge på sin hårde bænk og leve af vand og brød??

Kan vi mennesker, ved at se det fornuftige i uddannelse af indsatte, overbevise vores hævnfølelse om, at det er "godt"? Ikke kun for gerningsmanden, men også for befolkningen efterfølgende. Eller er hævnfølelsen større end fornuften? Se, det synes jeg, er et interessant spørgsmål!