Rigtige venner - og rygklappere!

Der er dem, der mener, at rigtige venner er det samme som rygklappere. Dem, der altid er enig med dig. Der mener det samme som dig. Der kan blive enig med dig i, hvem I skal rakke ned. Så er der dem, der mener, at rigtige venner er dem, der siger deres mening til dig. Som ikke sætter uenighed lig med uvenskab, men som tværtimod sætter pris på uenighed som en kilde til vækst og frugtbarhed. Jeg hører absolut til i den sidste kategori.

Jeg synes, det er rigtig svært at have med den første gruppe af mennesker at gøre. Det er dem, der bliver sårede, hvis du giver udtryk for en anden mening end deres. Ofte dækker deres sårethed over et meget lavt selvværd. I sig selv kan personer med et højt selvværd så virke provokerende og irriterende ved deres blotte tilstedeværelse.

Rygklapperne er også dem, som tager alting personligt. I grelle tilfælde kan det udarte til den rene paranoia. Og som bærer nag. Og som aldrig får løst en konflikt, men når en passende tid er gået, evt. kan "tilgive" personen, man er blevet sur på. For surhed er et yndet middel. Og tavshed. Sarkasme. Ironi. Og sladder. Snakken med alle andre om, hvor træls en person, x er.

En rigtig ven er for mig en, som siger til mig, hvis jeg har gjort noget forkert. Og som jeg lytter til, for når en af mine venner siger sådan, betyder det noget. Det kan godt være, at jeg ikke er enig, men jeg gør mig umage for at forstå, hvad hun mener. Det kan også godt være, det gør ondt, det hun siger, men hun skal have tak for, at hun alligevel har mod til at sige det. DET, som jeg ikke selv kunne se, som jeg ikke selv var opmærksom på, som jeg muligvis slet ikke forstod. Men som jeg lærte noget af.

For rygklapperne er det altid de andre, der er noget i vejen med. Det er altid deres skyld. Aldrig "vores". Rygklappere er nemlig også meget forhippede på at dele folk op i "dem og os". Der er de rigtige, og så er der de forkerte.

Tænk, hvis der ikke var nogen i dit liv, som korrigerede dig! Du ville blive et mærkeligt menneske. Lide af en blanding af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Lyder det selvmodsigende? Overhovedet ikke, det er endda temmelig almindeligt. Se dig om i din omgangskreds. Du ville aldrig få rettet dine små og store fejl og mangler. Du ville måske opleve, at mennesker tog afstand fra dig, men du ville ikke vide hvorfor, for det havde de ikke fortalt dig.

Sladder opstår, når vi ikke konfronterer mennesker direkte med et rygte, en mistanke eller lignende. Vi er feje, når vi ikke gør det. Uha, jeg skal ikke blandes ind i noget, siger vi måske, alt imens vi hygger os med at udbrede rygtet i frokostpausen. Undladelsessynder er også synder. Det du IKKE sagde til rette vedkommende gjorde måske, at hun mistede overblikket, ikke fik rettet en fejl osv.

Børn skal roses, så får de selvværd, siger nogle. Det mener jeg, er forkert. Børn skal lære, at når de gør noget, som er rosværdigt, så skal de have ros, ellers ikke. Dem der roses uden de har gjort noget godt - det er dem, som stiller op i x-faktor og tror, de er Guds gave til menneskeheden. Og som vi andre synes er pinlige og latterlige. Men det gælder så sandelig også voksne. Voksne skal heller ikke skamroses. Men anerkendes for noget anerkendelsesværdigt.

Mine børn ved godt, at de ikke skal give mig en kop, hvor der står: Verdens bedste mormor eller farmor. For det ved de godt, at jeg ved, at jeg ikke er. Eller verdens bedste mor. Men når jeg får et knus og de siger, at de elsker mig, så ved jeg, at de mener det. På trods af mine fejl og mangler. Og det samme gør sig naturligvis gældende omvendt. Jeg påtaler, når de har gjort noget, som er forkert. Men jeg undlader heller ikke at lade dem vide, at jeg elsker dem. Også selv om de godt vidste det i forvejen.