Vil du undvære, hellere end at nøjes?? I kærlighed kan der ikke være så stor tvivl. Den, der en gang har elsket i sandhed, kan aldig siden elske på skrømt. Når du ikke er i tvivl, og når han ikke er i tvivl, så er elskov mulig. Men heller ikke før. Alt andet er hormoner, sex - og har derfor intet med kærlighed at gøre. Det er o.k. hvis det er sex, man vil. Men hvis det er kærlighed, så er det ikke godt nok.
Sådan sluttede et af mine tidligere indlæg "Hellere undvære end nøjes".
Jeg begynder dette indlæg på denne måde, fordi det i mange år har undret mig, hvorfor mange mennesker er så forhippede på at være venner med en ekspartner. Jeg forstår ikke, hvordan et menneske, man en gang har elsket dybt og inderligt kan forvandles til en ven. Jeg kan jo se, at det fungerer for en del, så derfor må det jo kunne lade sig gøre. Men men men...
- "Han er et dejligt menneske, og selv om vi ikke duede til at være kærester/bo sammen, vil jeg ikke miste ham som menneske". Det er nok det argument, jeg oftest støder på. Og selv om jeg godt med mit intellekt kan forstå, hvad der menes med det, kan jeg med hjertet slet ikke have med det at gøre. I mit verdensbillede vil en eksmand/kæreste altid vedblive at have en kolossal betydning i mit liv. I mit indre liv. Jeg vil altid tænke på ham som et menneske, jeg engang har elsket. Jeg kan ikke transponere denne følelse til en venskabsfølelse. For mig ville det også betyde en degradering af det, som vi to havde sammen. Det hører med til min livsfortælling, at den kærlighed var så stor, at den ikke kan ændres, trods det at vi måtte gå fra hinanden. Og det ønsker jeg heller ikke, at den skal.
Jeg har haft andre forhold. Forhold, som var slut, da vi gik fra hinanden. Og som det overhovedet ikke giver mening at vedligeholde som venskaber. Dertil var vi bare for forskellige - vokset for meget fra hinanden - færdige med hinanden. Det var som en intens opvisen af følelser, som så forsvandt. Men var det kærlighed?
Så er der jo elskere. Men dem giver det slet ingen mening at nævne i denne sammenhæng, for de kan både blive til venner eller forsvinde ud af ens liv, når forholdet er slut. Det er helt ligegyldigt.
Et andet argument, jeg hører: Han er mine børns far. So what! I har at opføre jer ordentligt overfor hinanden, være venlige, være ordentlige, i det mindste når børnene er der. Hvor stor en idiot, du synes, han er, holder du for dig selv. Det er topmålet af illoyalitet at hænge eks'en ud overfor børnene. Men lad være at foregøgle, at I er venner. Til gengæld har du pligt til at opføre dig ordentligt, også overfor en evt. ny partner i din eks' liv. Og du har pligt til at deltage i fester omkring børnene, selv om du bløder indvendig. Du kan altid græde eller råbe og skrige på et andet tidspunkt.
Men hvad er den dybere mening med at transponere kærlighed til venskab?: Som Søren Kierkegaard rammende siger: ”Vær pjat – og du skal se, alle vanskeligheder forsvinder! Livet bliver fornøjeligt, oprømt, muntert, let, kort: det er en herlig verden at leve i – ved at være pjat.”
In my humble opinion! Men måske har jeg slet ikke forstået noget af det hele...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar