fredag den 12. oktober 2012

Min veninde Carinas historie på DR1.

Halvanden million mennesker så udsendelsen med den unge pige Carina.  Jeg er muligvis en kold skid, men jeg forstår ikke, hvorfor så mange mennesker er blevet så berørt af denne udsendelse. Ja, den var interessant, hjertegribende, rystende. Men det er der så mange historier, der er. Her ser vi så et mirakel, hvor Gud greb ind og reddede denne unge pige. Og vi ser, hvordan det nogen gange sker for mennesker, at de tager fejl, er uempatiske, fejldiagnosticerer, ikke lytter med hjertet. Det sker hele tiden. Og vi ser, hvordan mennesker har det, når de er i den yderste nød. Og hvor ukueligt mennesket også kan være. Dermed er det en fin beretning om, hvordan det er at være menneske, hvordan Gud f. eks. kan gribe ind.
 
Min farfar sagde, at der er ikke noget, der hedder held. Det er altid Guds indgriben. Der er heller ikke noget, der hedder tilfældigheder. Det er også Guds indgriben. Du vil sikkert spørge, hvorfor Carina overhovedet skulle udsættes for dette?  Forkert spurgt. Eller spørg Gud. Mennesket skal ikke spørge, HVORFOR det onde findes, men hele tiden forsøge at afhjælpe det. Og som sådan er det da godt, at en udsendelse som denne griber folk om hjertet. Men det er så udvendigt, så tilpas langt væk, og derfor omkostningsfrit. Ligesom når der opstår grupper på facebook, i samme sekund der oprulles en historie, som indeholder noget sensationelt og sentimentalt. Det ville være bedre, hvis folk begyndte at føle og røres af det samme i forhold til de mennesker, som omgiver dem selv. Og gøre noget ved det der, hvor de er. Det er så dejligt uforpligtende at trykke: Synes godt om.

At folk p.g.a. dette ene tilfælde ændrer deres opfattelse af organdonation er hovedrystende. Og viser bare massens utrolige sensationslyst, og at mennesker i dag ikke er indre men ydre styrede. Det er som et teaterstykke af Bertolt Brecht, et socialrealistisk stykke, et socialpolitisk stykke, som skal ruske op i massen. Men hvilke idealistiske motiver lå der bag denne udsendelse? Ikke en skid. DR var tilfældigvis på hospitalet og skulle lave en reportage, da de fanger, at her er noget dramatisk, en sensation. 
 
En læge udtalte, at nogle mennesker på hospitalet KUN kunne bevæge deres øjne, og dermed kun kommunikere med omgivelserne på denne måde. En undersøgelse i befolkningen havde vist, at normale mennesker alle anser disse menneskers livskvlitet for at være lig 0, men at 50 pct af dem, der er ramt af det, selv synes, at de har en god livskvalitet. Tankevækkende og beskæmmende for vi normale!!

Jeg holder meget af Løgstrups berømte stykke her, fra hans bog "Den etiske fordring": ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”

Hvis der overhovedet er en morale med Carinahistorien, så må det være denne: Selv om det ikke står til dig om et andet menneske dør eller overlever, så står det altid til dig, hvordan mennesker i din nære omkreds har det. For du kan altid gøre noget. Og det er noget helt andet og meget mere krævende, end at forarges over denne historie, og  at ynkes over og have medlidenhed med en enkelt piges skæbne - en pige, du ikke engang kender.



2 kommentarer:

  1. Det har du så ret i, Ingrid. Det er tankevækkende, hvordan vi reagerer. Der er nok at tage fat på i det nære. Det er bare lettere og mere bekvemt på afstand ...

    SvarSlet