Hjælper forbøn?

Ja! Forbøn hjælper! - Men hvordan?

Jeg ser for mig et forældrepar sidde ved deres syge barns seng. De beder inderligt, om barnet dog må blive rask. Og nogle gange bliver de bønhørt, andre gange ikke. De forældre, som bliver bønhørt og hvis barn bliver rask, takker Gud og tror på hans indgriben. Og de forældre, som ikke bønhørtes, og hvis barn døde, har så stor en sorg, at de må anklage Gud: Hvorfor greb du ikke ind? Hvorfor? Nogle gange bevirker sådan en hændelse, at forældrene bliver så forbitrede, at de ikke længere vil have noget med Gud at gøre, ja, benægter hans eksistens.

Nogle gange siger vi så, at der må være en mening med det, som vi bare ikke kan se og ikke forstår lige nu. Det siger vi, fordi vi gerne vil trøste. Men det trøster bare på ingen måde. Vi siger det også, fordi vi ikke forstår det onde, som hænder os, helt uforskyldt synes vi.

Vi, der så var med til at bede for barnet, må nu bede for forældrene. Vi beder om, at deres hjerter ikke må forhærdes, at de ikke må blive forbitrede, at Gud vil trøste dem i sorgen, at de må kunne holde ud at leve, at de ikke må vende sig fra hinanden, men må kunne hjælpe hinanden. Ja, og sikkert om mange andre ting. Og slutter, som altid med: Din vilje ske!

Hvorfor beder vi for hinanden? Først og fremmest fordi vi ikke kan lade være. Jeg husker min gamle mor sige: Ja, nu er far og jeg jo så gamle, så vi ikke længere kan hjælpe jer børn med så meget praktisk. Men vi kan da stadig bede for jer. Og når jeg har haft en samtale med et af mine børn om noget svært i deres liv, plejer jeg at slutte med at sige, at jeg vil bede for dem, og at jeg håber, de også selv vil bede.

Forbøn hjælper.  Den, der beder, sender gode tanker og vibrationer mod den, bønnen skal ramme, med Gud som en mellemstation, som transformerer de gode energier i bønnen.  Den, der beder, føler at hun har gjort noget i sin afmagt. Lagt situationen i Vorherres hænder. Jesus har selv lært os, at vi skal gå i forbøn for hinanden, som han ofte gjorde for bl.a. disciplene. Forbøn er også en kamp mod det onde, som kan ramme os. Og så er det stærkt at vide, at i bøn og forbøn,  "er vi der, hvor vi skal være" i livet. Vi stiller os på den  plads, hvor Gud kan komme til at gribe ind.

Jeg er temmelig interesseret i, hvordan det kommer til at gå med den forskning, som er et samarbejde mellem det sundhedsfaglige og det teologiske område. Se link:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/137079:Kirke---tro--Laeger-skeptiske-over-for-forboen

" Problemet med undersøgelserne er, at forbøn er så langt fra vores naturvidenskabelige tilgang, at vi ikke kan forklare, hvordan det i givet fald virker. Hvis en undersøgelse viste, at forbøn hjælper, så ville vi klø os godt og grundigt i hovedet, siger han."

Ak ja. En naturvidenskabelig tilgang til et religiøst emne. Kan man det? Og kan der svares i et naturvidenskabeligt sprog? Vi vil jo aldrig komme frem til, at hvis 10 mennesker beder for det samme menneske, så hjælper det. Kan tro måles og vejes?

Men måske er forbøn med til at rydde onde kræfter, tanker, energier, vibrationer og hvad vi ellers kan kalde det, bort fra den, vi beder for. Så Guds gode kræfter kan komme til. Jeg ved godt, at mange her vil sige, at Gud jo er almægtig, så han kan vel, hvad han vil, - men når Jesus selv har lært os at bede for andre, så må vi tro, at vi dermed kan være Guds medarbejdere, uanset hvordan bønnen så virker.
Og selv om vi godt ved, at vi ikke hver gang "får vores vilje", så har vi også så mange erfaringer af, at forbøn virker. Det kan vi bare ikke gå og braldre op om, for det åndelige virker i det skjulte, ligesom det er i det skjulte, vi beder.