onsdag den 17. oktober 2012

En hverdagshistorie.

Hvad skulle jeg gøre uden mine overbærende børn? Jeg kom i tanke om dette eksempel i dag, og har grinet af historien mange gange siden. Her får I den:

Min søn gik i gymnasiet, og der skulle være fest med lancier, klassiske danse, stor middag og så videre. Jeg skulle med. Han havde for lang tid siden fået en smoking, som han havde brugt nogle gange til min store fortrydelse, men da han arbejdede på et renseri, havde han haft den til rensning.

Dagen oprandt, og vi var ved at klæde om. Pludselig siger han: "Jeg kan ikke passe mine smokingbukser".  "Hvad for noget"? råber jeg, og farer ud til ham. Ganske rigtigt, der står han og forsøger at knappe dem, og der er mindst 10 cm til, at de kan nå sammen og knappes. De er også noget korte i benene.

"Nu taber du dig 10 kg på 10 minutter", siger jeg - nej, skriger jeg lettere hysterisk. Jeg tværer foundation ud i hele hovedet med hidsige bevægelser. Søn kigger på mig - og han kender mig godt, så han går stille ovenpå. Jeg mumler en række eder og forbandelser og gør mig færdig.

"Ja, jeg ved ikke, hvad vi gør", råber jeg op til ham, "men vi skal køre nu"!

Han kommer ned og fortæller, at han har opklaret mysteriet. For sammen med sin egen smoking, havde han også en kammerats smoking med til rensning, og nu satsede han på, at bukserne var blevet forbyttede. Han havde ringet til kammeraten, som stod med et par bukser, der var flere numre for store. Så vi drog af sted med søn i de små bukser, og ellers i fineste stil. På skolen byttede de to bukser, og alt endte i fryd og gammen.

Og sådan er han! Han har mange gange fået mig op i det røde felt, fordi han gør ting, eller måske rettere: Undlader at gøre ting, som jeg synes, han burde, men han er også temmelig god til at "tackle" mig. På sin rolige og konfliktmæglende facon. Nu er han (næsten) lærer, og han vil rigtig gerne videreuddanne sig til - ja gæt: Konfliktmægler.

Kommer i tanke om Per Højholdts ord: Man skylder sine børn at være et dumt svin, så de har noget at gøre oprør imod.

Arh, et dumt svin har jeg vel ikke været, men ingen tvivl om, at han har kunnet øve sig på mig og sine søstre.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar