Jeg talte til hendes intellekt, og hun svarede udfra sine følelser. Søren Kierkegaard har engang sagt:
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det,
han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i
Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel
først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa
hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min
Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa
jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al
sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under
Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske,
men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den
Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at
have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.
Javel så! Men hvordan kommer man til at forstå det samme, som den, man skal hjælpe? Hvad var hendes udgangspunkt? Det var en skilsmisse, og nu savnede hun, at hendes hormoner blev besvaret. Forståeligt nok. Men - sker der noget ved, at de ikke bliver besvaret? Hun bliver hverken skitzofren eller neurotisk, siger jeg her i Freudianismens eftertid. Og af erfaring.
Vil du undvære, hellere end at nøjes?? I kærlighed kan der ikke være så stor tvivl. Den, der en gang har elsket i sandhed, kan aldig siden elske på skrømt. Når du ikke er i tvivl, og når han ikke er i tvivl, så er elskov mulig. Men heller ikke før. Alt andet er hormoner, sex - og har derfor intet med kærlighed at gøre. Det er o.k. hvis det er sex, man vil. Men hvis det er kærlighed, så er det ikke godt nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar