torsdag den 18. oktober 2012

Et kærligt spark til den tykhovede!

Jeg er inde i en af disse perioder, som - når jeg har været i den et stykke tid - altid får mig til at standse op og tænke: Der er noget her, jeg overser. Noget, jeg bør have kigget på.

Sagen er, at jeg engang imellem kommer ind i perioder, hvor en helt masse ting går i stykker, ikke virker, bliver brugt op og lignende. Stort som småt, men så påfaldende, at jeg begynder at blive overtroisk.

I denne periode er det mine to pærer over langbordet, der gik sig en tur. Min arkitektlampepære, der også gik sig en tur. Mine mascaraer, der pludselig på én gang var brugt op. Min opvaskemaskine, der kalder på filtersalt. Min printer, som ikke vil printe. Min bil, som har fået nogle ridser. Mig, der bakkede ind i en holdende bil. Mig, der får lungebetændelse. Mig, der bliver uvenner med nogle kære mennesker. Mit fjernsyn, der ikke vil tænde. Min playliste, der pludselig skal skubbes i gang ved hvert nummer. Min GPS som står af. Min konto, som pludselig får trukket renter, jeg ikke anede. Mig, der får en byld et sted, jeg ikke vil nævne. Og meget mere...

Er der noget, jeg skal have kigget på? Hvad?

Ved I hvad, der er ALTID noget, man skal have kigget på. Har jeg ikke ret? Jeg bør spise sundere, jeg bør tabe mig, jeg bør dyrke noget motion, få noget mere frisk luft og lys, jeg bør få gjort rent, jeg bør rydde op i alle de ting, som ligger her efter mors død, jeg har en "to do-liste" med masser af punkter, jeg bør, jeg bør.

Mine moderne veninder siger, at det er tegn på, at jeg skal tage den med ro, lytte til min krop osv i den dur. Nope, det er det ikke. Jeg har taget den så meget med ro, så jeg næsten sover 12 timer i døgnet.  Jeg lytter så meget til min krop - FOR meget, skulle jeg mene, i hvert fald når den lokker mig til at sove længere end jeg bør, spise noget, jeg ikke bør. Min energi er helt i bund, så jeg kan ikke tage den mere med ro.

Nææ, venner! Det er lige omvendt. Godt nok har jeg haft lungebetændelse en rum tid nu, men den er da heldigvis ved at være på retur. Og SÅ skal der godt nok ske noget. Ikke det hele på én gang, men lige som et gammelt lokomotiv - accelerationen tager noget tid, og det er o.k. så længe det går den rigtige vej. Jeg skal op i omdrejninger, skal jeg.

Jeg trænger faktisk til nogle kærlige spark, kan jeg mærke. Også selv om det gør ondt. For jeg orker ikke længere at tage den med ro og lytte til min krop. Sikke noget forvrøvlet sludder. Næ, jeg skal lytte til min sunde fornuft og min samvittighed, skal jeg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar