onsdag den 10. oktober 2012

Hovsa - vi er blevet et par...

De fandt sammen hos en fælles bekendt, som holdt en fest. Så begyndte de at ses hos hende, for han boede endnu hjemme, og hun havde en lille lejlighed. De trivedes i hinandens selskab, og snart var han mere hos hende, end på sin egen bopæl. Og efterhånden rykkede hans tøj og hans ting også ind hos hende. Nærmest umærkeligt var han  flyttet ind. Så kunne han jo lige så godt flytte adresse også.

Efter en tid ville hun gerne have et barn. Han var ikke sådan lige med på det, men han lod sig da overtale. Og barnet kom, og hverdagen blev en anden. Skøn og dejlig med den lille, og travl og stresset for at få det hele til at nå sammen. Og de var også nødt til at finde sig noget større at bo i. Økonomien blev stram, og de begyndte hver især at tænke på, hvordan de var endt her. De begyndte at snerre af hinanden, sexlivet gik mere eller mindre i stå, han drømte om frihed, og hun drømte om en mand, der tog mere del i det hele. Elskede de overhovedet hinanden mere? Havde de egentlig nogensinde gjort det? Hvorfor kom det hele bare hele tiden bag på dem?

For de havde glemt noget. De havde glemt ritualerne. Beslutningerne. De havde glemt at træffe nogle bevidste valg, og markeret dem. F. eks. var de aldrig blevet gift. Jamen åh, er det ikke så uendelig ligegyldigt? Nej, det er det ikke, for det kræver, at man tager en dybtgående beslutning om, hvorvidt den kærlighed, man nærer til den anden, er af den slags, som skal vare livet ud, og som man vil sætte alt - ALT ind på. Selv det at beslutte sig for at få et barn er lettere, end at træffe beslutningen om at blive gift. Endskønt man dog forbliver forældre livet ud, men kan blive skilt, hvis ægteskabet ikke går. Hvorfor er det sådan?

Når man gifter sig, meddeler man for evt. Gud, men i hvert fald hvermand, at man nu er et par, og at man har tænkt sig at holde sammen. I lyst og nød, tykt og tyndt. Man meddeler, at nu er man ikke længer KUN sammen, fordi det bare blev sådan, men fordi vi har truffet beslutningen om, at vi VIL være sammen. Vi har hermed også truffet beslutning om, at vi ikke kun vil leve på lyst og forelskelse, men at vi også vil leve på pligt og ansvar. I gode som i onde dage. Og at det, vi har lovet hinanden, indebærer, at vi bliver sammen trods modgang. Og at vi vil tackle modgangen hen af vejen.

Vi ved godt, at følelser ikke kan bære et forhold. Der må mere til. Der må en beslutning til. Som kristen bærer man denne beslutning frem for Gud, og beder om hans velsignelse over forholdet. Og som ikke-kristen beder man øvrigheden besegle, at man her viet sig til  hinanden. Følelser er nogen gange flygtige, kan gå over - eller kan komme og gå. Men når man beslutter sig for at blive gift, beslutter man sig også for, at man ikke vil forlade sig på følelserne alene, men giver sig hen til noget, som er større end en selv, uanset om det er sit gudsforhold, eller den borgerlige øvrighed, der er vidne til begivenheden. Men det skal markeres.

Hvorfor er det nødvendigt? Fordi vi mennesker skal have ritualer. Vi skal markere overgangene i vort liv. Vi skal have nogle højdepunkter, som står der til evig tid og lyser op, og minder os om, at vi har taget beslutningen, og at det var en glædelig begivenhed, som blev fejret og bevidnet af familie og gode venner. Som vi tager frem som vores fælles kærlighedsting, og som vi minder os selv og hinanden om, når tiderne er svære.

Vi skal også tage beslutningen for at være/blive herre i eget liv. Så vi ikke bare flyder med i hverdagens trummerum, og ikke en dag vågner op og siger: Hovsa - vi er blevet et par. Hvordan gik det lige til???

3 kommentarer:

  1. Fantastisk godt skrevet...!

    Og så kan der tilføjes, at der er så UENDELIG stor forskel på den determinerede og vedvarende kristne kærlighed mellem to mennesker, som beskrevet i Efeserne 5... og så den vilkårlige og flygtige Hollywoodkærlighed, som portrætteret i tusinder og atter tusinder af film.

    SvarSlet
  2. Tak! Og jeg er helt enig med dig. Det er synd for de unge, som ikke lærer at skelne mellem de to slags kærlighed, du nævner.
    Men jeg har aldrig hørt udtrykket "determineret" brugt om kærligheden mellem to mennesker. Hvad mener du med det?

    SvarSlet
  3. Hej Ingrid.
    Det var både kloge,vise og ord fulde af kærlighed til sin næste. Sådanne ord er der mange der kan blive klogere af - mig selv inklusiv.
    Hilsen Mette

    SvarSlet