tirsdag den 4. september 2012

Hurra for forskerne!


Jeg er ellers tit imod forskere! Jeg mener, er de ikke lidt bedrevidende? Men nu tror jeg da liiiige, at jeg vil revidere den opfattelse! For her til aften i dead-line så jeg to forskerpiger  debattere om sundhed. Og bortset fra, at de var meget forhippede på ikke at komme til at mene noget ganske markant, var det alligevel en interessant debat.

Jo, fordi det handlede om værdisættelse af sundhed som lig med det gode liv. Og hvem er det, der følger alle sundhedsforskrifterne fra forskerne? Det er de ressourcestærke - blev der sagt. Og hvem er det så, der ikke følger alle sundhedsforskrifterne? Rigtig gættet, det er de ressourcesvage! Og hvis sundhed er lig med det gode liv, så følger deraf, at usundhed er lig med det dårlige liv! Og - så ligger det snublende nær at konkludere, at det dårlige liv er lig med de dårlige mennesker. Ergo: De ressourcesvage er de dårlige mennesker! Keine hekserei, nur behändigkeit!

Det mente den gode pige Nanna Mik-Meyer, var et problem, for det betød, at de ressourcesvage blev marginaliserede, og dermed at den sociale ubalance ville blive større.

Tænk engang!!! Her gik jeg i min uvidenhed og troede, at jeg var temmelig ressourcestærk! Men der kan man bare se - det er jeg ikke. For jeg lever ikke efter alle sundhedsforskrifterne. Nu ryger jeg ganske vist ikke længere, men  jeg er bl.a. overvægtig, og det er - næst efter rygerne - noget af det værste, man kan være. Det viser nemlig flere ting: Punkt et: Du ligger i samfundets laveste klasse. Jo for der er flest rygere, og vise versa ud fra ovenstående logik. Punkt to: Du er en paria, marginaliseret, udstødt. Lederne vil ikke ansætte dig, pensionsselskaberne ikke optage dig, Medmindre du taber dig! Derfor har flere og flere arbejdspladser også indført fittnesrum for medarbejderne, for "det kommer igen"!

De bemeldte to dameforskere var ved at træde hinanden over tæerne i deres forsøg på at få sagt, at selvfølgelig er sundhed godt, meeeeen, man kan også gå hen og blive sundhedsnarkoman, afhængig af sundhed. Men det største problem var nu, at vi ressourcesvage bliver udstødt fra det gode selskab.

Aha - det vidste jeg så heller ikke lige, at jeg var blevet! Jeg har jo troet, at min omgangskreds var godt selskab, men nu er jeg heldigvis blevet klogere. Og vi drikker en masse rødvin, spiser godt og rigeligt, snakker til ud på natten (og - det her hvisker jeg lige: Et par af dem ryger!!!!)

Jamen der er ingen vej udenom. Forskerne har talt. Jeg er ressourcesvag, det jeg troede var mit gode liv er dømt ude, Jeg ligger i samfundets laveste klasse, jeg er marginaliseret. Og et dårligt menneske. Og jeg har en forkert omgangskreds.  Og det synes forskerne er rigtig synd for mig. Tænk, det synes jeg ligodt er sympatisk!!

2 kommentarer:

  1. Det er ikke, hvordan man har det, men hvordan man ta´r det. Det kender du sikkert!
    Mange med kroniske sygdomme oplever de har et godt liv, når de deltager i spørgeskemaundersøgelser.
    Evald Krogh (mangeårig formand for muskelsvindfonden og selv stærkt invalideret af muskelsvind) fortalte engang, at en veninde til datteren havde spurgt ´hvad fejler din far egentlig?´ 'Ingenting' svarede barnet.
    Men der er da ærgerligt, når konklusionen på forskning ender med at gøre folk til ofre.
    Sæt, de tror på det. Heldigvis gør du ikke ;-)

    SvarSlet
  2. Nej, Betty, det gør jeg ikke - i hvert fald ikke altid. Jeg har oplevet Birger Perlt. Meget handicappet mand. Så handicappet, at han havde en hjælper hos sig døgnet rundt. For hans hoved faldt nogen gange ned til siden, og så kunne han ikke få det op igen. Ikke desto mindre holdt han foredrag, kurser, skrev bøger etc.
    Jesper Holst holdt engang foredrag om "det gode liv", hvor han fremlagde en undersøgelse, som var foretaget blandt handicappede. Det viste sig, at de selv mente, de havde et godt liv, hvis kriterierne for det gode liv var opfyldt, bl.a. at kunne foretage egne valg og at være elsket. Men andre, som blev spurgt, om de mente, at de handicappede havde et godt liv, svarede nej til det. Interessant, synes jeg.

    SvarSlet