At skabe sig (selv)

De store fortællinger er døde. Gud, konge og fædreland er ikke længere noget, der binder os sammen. Ideologierne og -ismerne har lidt nederlag.

Så hvad pejler et ungt menneske efter, når han vokser op?

Først handler det jo om, hvad han er opvokset med. Dernæst, om han vil overtage det eller gøre op med det. Hvad gik hans opdragelse ud på? Hvordan var familielivet og -strukturen? Hvad står forældrene for? Kammeraterne? Hvad lærte han i skolen? Var der nogle fyrtårne i form af særligt betydningsfulde mennesker i hans liv? Hvilke særlige talenter har han selv?

Har nogen guidet ham? Eller er han "på Herrens mark" i sin søgen efter: Hvem er jeg, og hvilket menneske vil jeg gerne være og blive til.

Der er rigtig meget focus på uddannelse i disse år. Alle skal tage en uddannelse, og ganske tidligt skal der i skolen laves en handleplan, som den unge kan styre sit uddannelsesforløb efter.

Nu forestiller jeg mig, at der i skolen bliver lavet en handleplan, som stiller spørgsmålet: Hvem er du, og hvilket menneske vil du gerne udvikle dig til at blive? Hvilke ting skulle den unge i så fald begynde at tænke over?

- Tror jeg på en Gud? Hvorfor/hvorfor ikke?
- Er jeg et gruppemenneske, eller er jeg en enspænder?
- Er jeg indre- eller ydrestyret?
- Er jeg oplevelsesorienteret eller tryghedsnarkoman?
- Hvad betyder noget for mig i mit liv?
- Hvad betyder demokrati for mig?
- Betyder det noget for mig at leve her i dette land? Hvorfor?
- Er jeg i stand til at disciplinere mig selv for at opnå noget?
- Hvordan ser mit netværk ud? Min vennegruppe? Hvilken slags ven er jeg selv?

Det kan godt være, at den unge udvikler sig til at blive det menneske, han nu engang bliver "af sig selv". Men dette "af sig selv" betyder i mine øjne blot, at han ikke er blevet bevidst om, i hvilken retning, han går. Og derfor heller ikke tager stilling til, hvorvidt den bane, han er i gang med, er den han ønsker. Eller han blot lader tilfældighederne råde.

Der er rigtig meget focus på det æstetiske udtryk. Hvordan tager jeg mig ud? Hvilken stil anlægger jeg? Hvad skal min tøjstil være?

Dostojevskij har sagt: Det snedigste er faktisk at optræde som sig selv, for ingen tror alligevel på det. Men hvor er det da svært at vide, hvad dette selv er. For når jeg nu skal skabe mig selv, så ligger det snublende nær, at jeg kommer til at skabe mig. At jeg dermed bliver skabagtig. At jeg påtager mig en rolle. Eller roller, alt afhængig af, i hvilken gruppe, jeg befinder mig. Og det er vel godt, at kunne indgå i mange forskellige grupper, men er det godt at opføre sig som en kamæleon? Som hele tiden tager farve efter omgivelserne?

Har vi danskere nogle fælles værdier, vi gerne vil give videre til den opvoksende generation, og i så fald: Hvad er det?