fredag den 28. september 2012

Giv mig et knus

Hun gik ovre på den anden side af gaden! Kiggede mest ned. Hatten havde bred skygge og var slået op foran. Hun lignede en, der havde taget alt det tøj, hun ejer, på. Lag på lag. I ubestemmelige farver. Støvler, som havde set bedre dage. Bærende på nogle plasticposer.

Men T-shirten, som kunne ses under den åbentstående cowboyjakke var den samme. "Giv mig et knus" stod der på den. Dengang var blusen postkasserød og bogstaverne hvide. Nu var blusen falmetrød, og bogstaverne var lyserød-grålige.

Hendes øjne strålede, da hun pakkede gaven op. Den er selvfølgelig fra dig, sagde hun. Senere sagde hun ikke så meget. Kunne ikke. Hun hang i den store stol med en halvrøget cigaret i den ene hånd, og glasset i den anden. Jeg havde vasket op. Tørret bræk op. Båret flasker ud på bagtrappen.

Jeg holder kun noget for mine rigtige venner, havde hun sagt. Ja selvfølgelig, sagde jeg. Og det skal være sådan som vi kan lide det, sagde hun. Ja, sagde jeg. Og det havde det været. Som de kunne lide det. Hendes rigtige venner.

Nu var de gået. De sidste havde jeg vækket og bedt om at gå.

Skal jeg hjælpe dig i seng, havde jeg spurgt. Hun sagde ingenting. Jeg tog støvlerne af hende. Skoddede cigaretten i det overfyldte askebæger. Tog glasset og stillede det i vindueskarmen. Fik hende rejst op og hen til sengen. Fik hende lagt ned og tog nederdelen af hende. Så, at hun havde tisset i bukserne. Fik hende skiftet. Lagde dynen over hende.

Jeg går nu, sagde jeg. Hun hørte ingenting. Jeg låste mig ud.

Siden forsvandt hun. Det havde hun gjort før. Tit. Meget tit. Men vendte altid tilbage. Efter kortere eller længere tid. Efter indlæggelser. Efter behandlinger. Efter drukture. Efter forelskelser. Efter aborten. Bagefter ringede hun. Altid bagefter. Altid for sent. Altid.

Ikke i dag, tænkte jeg, da jeg så hende på gaden. Ikke nu. Jeg orker det ikke.

"Giv mig et knus" stod der stadig på hendes bluse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar