fredag den 7. september 2012

Livet er det der sker, mens du planlægger noget andet...


Da jeg var barn - det var i 50'erne - kunne mine forældre finde på at beslutte, at vi skulle besøge nogle venner eller bekendte en søndag eftermiddag, uanmeldt. Vi havde telefon, fordi mine forældre havde forretning, men de fleste af mine forældres venner og bekendte havde ikke telefon, og derfor kunne man heller ikke ringe og sige: Er I hjemme, og gider I at have besøg af os i eftermiddag? Næ, vi tog bussen - vi havde ikke bil - og så satsede vi på, at de var hjemme. Eller, hvis vi ikke skulle noget en søndag, så kunne det ske, at vi fik uventet besøg.

Det var o.k. at få uventet besøg, for min mor havde sikkert købt ind til weekenden, "hvis der skulle komme nogen". Disse weekendindkøb omfattede næsten altid piskefløde, for så kunne man altid lægge en lagkage sammen eller lave en æblekage. Helt op i min mors høje alder (hun døde i maj i år og blev 90), kunne hun finde på at ringe til mig og sige: Der er piskefløde på tilbud i Føtex!

Jeg bruger sjældent piskefløde, - det er fedende og ikke godt for mit kolesteroltal - og jeg køber ikke ind til "hvis der skulle komme nogen". HVIS der kommer nogen uanmeldt, kan de altid få kaffe eller te eller et glas vin, for DET har jeg altid i huset. Og en ostemad, hvis de er sultne.

Jeg kom til at tænke på ovenstående, fordi jeg fik uventet besøg i aften. Jeg har MANGE veninder og venner, men vi ringer eller sender hinanden en sms, hvis vi har lyst til at ses.

Hvad er denne ændring i kultur et udtryk for?

Først og fremmest tror jeg, at vi ringer eller sender sms'er, fordi vi KAN. Og det er så nemt. Men dernæst tror jeg, at vi i dag har så optaget et liv, at vi næsten kan regne med at komme til ulejlighed, hvis vi kommer uanmeldt. For folk har nok planlagt, hvad de skulle få denne eftermiddag eller aften til at gå med. Og uanset, om det var rengøring, en sjælden aleneaften med kæresten, forberedelser arbejdsmæssigt, opladning i form af en gammel dansk film med dyne og slik i sofaen, - ja, så er det en streg i regningen, hvis nogen kommer uanmeldt, for så fik jeg ikke gjort det, jeg havde tænkt mig.

Jeg blev så glad ved det besøg, jeg fik i aften. For der kom et menneske, som jeg holder meget af, og hvis meninger og holdninger, jeg har stor respekt for. Og vi snakker så godt sammen. Vi gjorde heller ikke andet, end at snakke sammen. Jeg lavede selvfølgelig kaffe, men der er den fordel ved at få uventede gæster nu om dage, at de ikke forventer, at man stiller an med noget. Og lidt senere drak vi et glas vin, men kun ét, for han var i bil.

Og hermed fik mit liv en drejning. Vi snakkede om ting, vi begge er optaget af, men på forskellige måder. Jeg kom til at tænke i andre baner, end mine daglige. Jeg fik et friskt pust ind i min hverdag. Og jeg fik næring til min sjæl, og det er noget, jeg går ret meget op i, og er ydmyg og taknemmelig overfor.

Og nu har jeg tænkt mig at gøre gengæld. For han glemte - heldigvis - en bog, som jeg anbefalede ham!

1 kommentar:

  1. Hvor jeg genkender de uanmeldte gæster fra mine forældres tid. Og det var helt i orden. Der var altid mad at byde på.
    Jeg bryder mig ikke om uanmeldte gæster af de grunde, du beskriver (undtagen mine børn). Jeg ville ønske, jeg var sådan én, der var varm og favnende, hvis nogen dukkede op.
    Jeg ville aldrig komme uanmeldt til nogen - heller ikke mine børn. Men jeg gjorde en undtagelse hos min bror og svigerinde her i sommer. Min svigerinde havde fødselsdag på en hverdag, så jeg købte en buket og kørte afsted ved 9.30 tiden. I mit stille sind håbede jeg, de var kørt hjemmefra, så jeg kunne stille buketten udenfor med et kort. De var hjemme og var lige stået op efter en fest hos naboen dagen før. De blev oprigtig glade for at se mig, og vi spiste morgenmad sammen.
    Jeg brød min uskrevne regel. Og det var en fin oplevelse. Men det er ikke noget, jeg vil til at dyrke.
    Det passer mig bedst at lave aftaler i forvejen.
    Det lyder, som om du har haft en rigtig hyggelig uforberedt aften. Dejligt for dig.
    PS. var det mon med vilje, den bog blev glemt? ;-) ;-)

    SvarSlet