Nasserøve

I går aftes havde jeg et stort problem, for jeg skulle vælge, om jeg skulle se Debatten med Clement, eller jeg skulle se Simon Emil i "duel" med en kontankthjælpsmodtager. Jeg valgte det sidste.

Og både i går efter udsendelsen, og i dag i diverse medier, bl.a. på facebook, er alfolket da ved at svømme over af forargelse over Simon Emil og hans holdninger. Det undrer mig sådan set ikke, for der er altid en masse mennesker, der mener det samme som alle de andre politisk korrekte.

Men MIT ærinde med dette indlæg er ikke at pukke på kontanthjælpsmodtagerne. Enhver med lidt fornuft i kuplen kan sige sig selv, at ikke alle kan få arbejde under de nuværende forhold. Mit ærinde er heller ikke at give Simon Emil ret i hans holdninger. Nej - men jeg kom til at tænke på noget andet. Noget, som jeg synes er en grundliggende debat værd.

Grundlæggende mener jeg, at enhver voksen borger i landet skal klare sig selv. Og hvis man af en eller anden grund ikke er i stand til det, skal man have hjælp fra det offentlige. Men hvad vil det sige at klare sig selv?

Det vil sige, at man i al sin gøren og laden tager højde for, at man kan klare sig selv. D.v.s. at man sørger for at leve på en måde, så man er i stand til det. I DETTE er jeg helt på linje med Simon Emil.

At kvinden i udsendelsen er ordblind, kan hun jo bestemt ikke selv gøre for, og skal absolut ikke klandres for. At hun ikke er blevet hjulpet med den sag under sin skolegang eller senere hen i diverse uddannelsesforløb er virkelig at beklage. Men det er aldrig for sent. Der findes i dag metoder, som kan afhjælpe ordblindhed, og hvis man gerne vil videre i uddannelsessystemet eller i arbejdslivet, må man nok se i øjnene, at man bliver nødt til at gøre noget ved den sag. Det er muligt, at kvinden ikke selv er klar over, hvordan og hvor henne det kan foregå, men det må en sagsbehandler kunne fortælle hende.

At kvinden er diagnosticeret med ADHD kan vi som seere nok ikke mene noget om i dette konkrete tilfælde, for så godt et indblik i kvindens liv fik vi ikke i udsendelsen. Men generelt ved vi, at der er enorm mange mennesker, der i dag får denne diagnose, og man fristes til at mene, at der også er FOR mange. Kvinden udtalte selv, at hun ikke kunne koncentrere sig. Det kender jeg rigtig mange, der ikke er gode til, også uden at have denne diagnose. Der kunne være meget i hendes situation, som kunne retfærdiggøre, at hun lider af manglende koncentrationsevne, det BEHØVER ikke betyde, at hun har ADHD. Men som sagt, vi ved det ikke, og det berettiger ikke til at dømme hende.

At kvinden har fået tre børn med tre forskellige mænd berettiger ikke til fordømmelse heller. Og jeg kunne ikke drømme om at sige, som Simon Emil NÆSTEN kom til, at hun kunne have fået abort, hvis hun havde svært ved at klare tre børn. Derimod kan man godt undre sig i forhold til  det spørgsmål jeg stiller op. Hvorfor er hun blevet gravid? Hvorfor har hun ikke beskyttet sig? Her er det, at kæden hopper af. Hvorfor får man børn, hvis man på forhånd godt ved, at man får rigtig svært ved at klare sig selv? Det er dog i dagens Danmark noget, man selv kan vælge eller ikke vælge.

Vi kender ikke den pågældende kvindes livssituation, men man kan forestille sig så meget. Man kan bl.a. forestille sig, at mennesker ikke altid gør, som det er bedst for dem selv. At ikke alle mennesker tænker konsekvenserne af deres handlinger igennem. At ikke alle mennesker er i stand til dette. At naturen nogen gange går over optugtelsen. At nogle mennesker er mere følelsesmennesker end fornuftsmennesker. At vi mennesker nogen gange lærer på den hårde måde, d.v.s. først når vi står i situationen. Jeg hørte engang en sige, at erfaringer er billetter til et tog, der er kørt! Sandt nok. Men - det er aldrig for sent at blive klogere. Og det VAR kvinden jo blevet, i og med hun var blevet steriliseret.

Og ikke alle mennesker har haft en opvækst, hvor de er blevet rustet til at gå ud i livet og klare sig selv. Måske nærmest tværtimod. Bare at overleve kan være hårdt nok.

Der er nok noget om, at nogle mennesker nærmest bliver lullet ind i den opfattelse, at de er stakkels ofre for dumme politikeres forkerte prioriteringer. Til det kan der kun siges: Det er synd for dem, hvis de betragter sig som ofre. Det er synd for ALLE mennesker, som betragter sig som ofre, uanset af hvilken grund. For hvis man ikke er i stand til at klare sig selv, og heller ikke engang synes, at det er noget at stræbe efter, så er man i et grundlæggende misforhold til selve livet.

At have en grundlæggende tillid til, at livet vil en det godt, og at have en grundlæggende tillid til, at man kan klare sig selv, hvis man gør alt, hvad man kan for det, er en god og sund livsindstilling at have. Kvinden kunne godt have hørt lidt på Simon Emils forslag om at ændre noget i sin fremstilling af sig selv. Her hjælper det ikke at komme og sige: Jamen sådan som jeg har valgt at se ud med tofarvet hår og tungepiercing, det er MIG. Her er et misforhold mellem at gøre alt, hvad man kan for at få et arbejde, og så det at tro, at man mister sin identitet, fordi man tilretter sit udseende, så man muligvis har lettere ved at få et job. Det ville have været fedt, hvis kvinden havde sagt: Fint, Simon Emil, det prøver jeg - og lad os så se, om jeg får et arbejde.

Ærgerligt, at folk er så hurtige til at dømme den ene eller den anden. Og en skam, at vi ikke får en større debat om, hvad det vil sige at klare sig selv.