Uha da da, her deler vandene sig. Det kan nok være, at "den rummelige folkekirke", for slet ikke at tale om den katolske kirke og visse frikirker vil være temmelig uenige om det spørgsmål.
Nu begynder jeg bare med at sige: Nej! Der er ikke noget, der hedder kristen etik! Og så rumsterer en del af de store tænkere i baghovedet: Løgstrup med hans etiske fordring, f. eks. Der er ikke noget, der hedder kristen etik, fordi lige så såre, du vil sætte etikken på formel, eller - du vil sætte punkter op for hvad der er kristen etik, lige så såre bliver etikken til "lov". Og loven er det, som Jesus gjorde op med og fuldendte. Herudaf komprimeredes det dobbelte kærlighedsbudskab: Du skal elske Herren din Gud af hele din sjæl, og din næste som dig selv.
Jamen, det er vel også etik? Nej, det er det ikke. Det er sindelag. Derfor kan man heller ikke stille temaer op om f. eks. ægteskab, sex, skilsmisse, abort, homoseksualitet, prævention, asylansøgere og vide, hvad der er kristen etik. Vi må slås om det. Vi må kæmpe om det. Og vi må hver især tage stilling udfra vores samvittighed, og hvad vi kommer frem til som sandhed og kærlighed. Ikke at alt kan være lige godt. Så langt fra. Vi har alle de hellige skrifter og alt, hvad kirken er og menigheden med den. Alt til hjælp i kristenlivet. Men ingen vil kunne slå en anden oveni hovedet med en kristen etik. Egentlig bør der slet ikke være noget, som hedder Kristelig dit eller dat: Kristelig folkeparti, kristelig a-kasse. Det er, som at tage patent på, hvad der er kristeligt = kristen etik. Jeg kan slet ikke forlige mig med, at en a-kasse skulle være kristelig?
Et politisk parti kan vel ikke tage patent på, hvad der er kristent. Og dermed udelukke, at andre partier skulle kunne indeholde noget kristent. Nej, det er de heller ikke ude på, bliver der sagt. Men hvorfor kalde sig kristent? Er venstre ikke et kristent parti? Hvordan skal det afgøres?
For at forholde sig redeligt til kristendommen, må vi passe på ikke at forfalde til propagandisme. For kristendommen er noget helt, helt andet end etik. Jeg vil prøve, i det følgende, at redegøre for forskellen, udfra min læsning af Søren Kierkegaard, som på ingen måde skal gøre krav på at være den eneste sande tolkning:
Mennesket kan befinde sig på det æstetiske plan. Det er her, hvor alle basisbehovene bor. Mad, sex, nydelse, sanseoplevelse, underholdning. Drifterne, selvopholdelsen. Det er udmærket at være her, hvis man får sine behov tilfredsstillet. Det er her, hvor man ikke gør sig de store overvejelser over meningen med livet, ud over at "få noget ud af livet". Oplevelser, rejser, en god pension - det kender vi alle til, og det er stort set det bedst opnåelige for danskeren anno 2012.
Men det kan ske, at mennesket begynder at væmmes ved denne selvrealiserende måde at leve på. Det er ikke nok. Det bliver til tomhed, til gentagelse, til lede, til livslede. Mennesket begynder at stille sig selv spørgsmålene: Er det dette, der er meningen med livet? Er der ikke noget, ud over dette? Og herudfra kan mennesket så vokse til det etiske stade. Det er her menneskets forhold til andre mennesker begynder at forandre sig. Ansvaret for andre, for livet - samvittighedens stemme, at mit eget liv måske ikke kun er til for mig selv og mine allernærmeste, men at det, jeg mener og tænker er en vigtig bestanddel af fællesskaberne, som jeg er en del af. At ansvaret for mit liv helt eksistentielt er mit, også ansvaret for de ting, jeg "ikke kan gøre for". Humanismen ligger her. Alle gode intentioner, den gode sag osv. ligger her. Her bliver noget ud over en selv vigtigt.
Det 3. trin er det religiøse. Mennesket kan godt udvikle sig fra det æstetiske til det etiske, eller springe rundt mellem de to stadier. Men man kan ikke "udvikle" sig til det religiøse stadie. Det er et spring. Et spring ud på de halvfjerdsindstyvetusinde favne vand, som Kierkegaard siger. Det skal forstås rigtigt: Mennesket kan også godt blive "mæt" af det etiske, der kan vækkes en anelse om noget, der er større end mennesket, og denne anelse kan blive til et tvingende behov for at ville finde dette noget. Man kan sagtens have levet med sin familie, glad ved denne - i sit kald og stand - glad ved dette, men noget røres i det indre, og dette kræver en afgørelse.
Grunden til, at det er "springet", og ikke en naturlig udvikling, er "afgørelsen". I afgørelsen falder sikkerhedsnettene væk. Det er ikke længere muligt, at gå tilbage. Well, du kan miste troen, men så er det som en aktiv handling, fordi du har været der. Du vil aldrig mere kunne leve uden denne viden i hjertet. Det er ligesom, hvis du har elsket et andet menneske. Selv om forholdet går i stykker, vil du aldrig senere kunne elske på skrømt, for du har været der. Du ved, det findes. Derfor er springet fatalt, skæbnesvangert. Men tager du springet, er du under Guds styrelse. Og når du er det, ved du også, at du må opgive selvet. Og DET er den virkelige kamp, som kan ende med springet.
Det har intet med etik at gøre, absolut intet. Men det forandrer dit sindelag. Det skal du ikke lede efter eller dyrke, blot have tillid til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar