tirsdag den 25. september 2012

Hvad har du, som du ikke har fået givet?

Pauli 1. Korintherbrev kap 4,7

Når jeg hører mennesker, som har gjort det godt her i livet, som tjener mange penge, har en flot karriere, stort hus, store biler osv forarges over bistandsklienter, arbejdsløse, asylansøgere og andre, som ligger i nærheden af samfundets bund - så kommer jeg altid til at tænke på denne artikels overskrift: Hvad har du, som du ikke har fået givet?

Nu og da har jeg så sagt denne sætning til en og anden. Så får jeg læst og påskrevet. Det kunne f. eks. lyde sådan her: Jeg er sandelig ikke kommet sovende til nogen ting. Jeg har slidt i det, arbejdet mindst 60 timer om ugen i mange år. Jeg har sandelig ikke fået noget foræret, jeg har SELV kæmpet mig til det.

Ja, du har fået evnerne til at kæmpe for det. Dem har du fået givet.

Jamen jeg har taget uddannelser, kurser, efteruddannelse. Det har jeg da selv gjort. Der er sgu ikke nogen, der har gjort det for mig. Jeg har tit siddet til langt ud på natten for at blive færdig til næste dag.

Men du har fået mulighederne for at kunne gøre det. Både økonomisk og evnemæssigt. Det har du fået givet.

Pjat! Vi har levet småt, mens jeg uddannede mig. Der var pengene sandelig små. Men vi vidste jo, at det ville bære frugt.

Ja, du har fået evnen til at tænke langsigtet. At gå efter et mål. Det har du fået givet.

Men jeg har også investeret. Og jeg har taget risici. Det er jo en vind-eller-tab-situation. Og jeg har også nogen gange tabt. Men jeg har været risikovillig. Det skal man vel også have noget for?

Ja, og det har du fået givet.

Er det måske ikke min egen skyld, at jeg står der, hvor jeg står i dag? Jeg har formået, trods finanskrise og hvad ved jeg, at holde skindet på næsen, og at klare mit firma godt. Jeg har sgu ikke fået hjælp fra nogen, og jeg betaler en megastor skat.

Rigtigt! Du har fået givet en evne, en vilje, held i forretninger, kampvilje, risikovillighed, at evne at betale en stor skat. Men hvad har du, som du ikke har fået givet?

Har jeg da slet ikke lov til at rose mig af noget?

Du kan glæde dig over, at du har fået givet alle disse ting, som har gjort, at du klarer dig godt. Du kan være taknemmelig og ydmyg over, at netop du har fået givet disse ting. Og at du har fået givet evnen til at forvalte dine pund godt. DET skulle du gøre. Snarere end at forarges på mennesker, som IKKE har fået alt dette givet.



3 kommentarer:

  1. Er de "værste" så dem der ikke bruger hvad de har fået givet? :-)

    SvarSlet
  2. “Vi har fået et barn”. Sådan siger forældre, når familien er blevet forøget med et nyt familiemedlem. Vi siger ikke: “Vi har lavet et barn”, nej: “Vi har fået et barn!”
    Det væsentligste her i livet er det vi FÅR, det vi MODTAGER. Vi får livet, kærlighed, tilgivelse osv. Vi tager ikke livet eller kærligheden eller tilgivelsen. Vi modtager det, vi får givet. Livet skænkes os.
    Jeg ved ikke, hvem der er de værste, Peter. Men du har muligvis ret. Se lignelsen om de betroede talenter. Jeg finder lige ud af, hvor den står!
    Men der er altid den hage ved det, at VI ANDRE ikke ved, hvad de andre har fået givet, derfor har vi ingen ret til at dømme dem.

    SvarSlet
  3. Matthæus 25,14-30. Her findes lignelsen om de betroede talenter.

    SvarSlet