Af alle latterlige ting i verden....

"Af alle latterlige ting i verden forekommer det mig allerlatterligst at have travlt". Dette Søren Kierkegaardcitat står på mit visitkort. Og jeg elsker det. Og uuuuuuh, hvor er der nogen gange nogen, der bliver forargede: Hvor var vi henne, hvis alle sagde som du? Ja, det kan du sagtens sige, du går herhjemme og dangderer den! Næ, du, ude i det VIRKELIGE liv, der må man tage benene på nakken, hvis man ikke vil tabe hovedet og bevare sine ben i næsen! - Eller noget (som det er moderne at sige).

Ikke nok med at folk har travlt - skal de nu også fratages fornøjelsen ved at være martyrer, når de har travlt? Det er ligodt for growe! Og jeg HAR luret, hvorfor folk har det sådan. Der er STATUS i at have travlt. Af flere grunde.

De får medynk! Folk, der har travlt, kan man ikke forlange mere af! De er fritaget for videre tiltale. Det er ikke dem, der skal købe den fælles gave til vennens fødselsdag. Ville gerne, beklager, men jeg skal arbejde. Desværre, jeg kan ikke hente barn i børnehaven, skal arbejde over.

De er fredede. Man skal ikke indlade sig på en diskussion med travle mennesker. I bedste fald bliver man fejet af temmelig hårdhændet, i værste fald bliver man uvenner. De er heller ikke vant til tænkepauser, eller et: Det ved jeg ikke! Der er action på drengen, det er her og nu, beslutningerne skal træffes, der skal prioriteres, der står alt på spil! Eller noget...

De er stressede, er lige ved at bukke under, og derfor skal man tale stille og roligt til dem, sørge for de ikke bliver ophidsede.

De hører til det hårdt arbejdende folk. Det er ikke deres skyld, at de knokler røven ud af bukserne, mens vi andre går og nyder det. De ville gerne gå ned i tid, men huslejen, afdragene på bilen...eller noget!

De er de gode mennesker. For nogen skal jo! Og at de overhovedet har et arbejde, skyldes ikke mindst, at de har gjort deres pligt gennem mange år, gjort det godt, - ellers var de nok blevet fyret.
De tager som regel overarbejde, for regningerne skal jo betales, der skulle helst også være til ferien igen i år, tingene kommer ikke ind ad lukkede døre, og når man nu arbejder så hårdt, skulle man også helst have lidt ud af det.

De er projektmagere. De er altid i gang med at renovere huset, omlægge haven, få nye, store vinduer i stuen, lægge køkken og stue sammen - eller noget! Det bliver flot! Det bliver nyt! Huset bliver mere værd! Og vi skal da også have lidt ud af de penge, vi tjener!!!

En morsom cirkel i øvrigt. Vi har travlt, fordi vi skal tjene penge. Vi tjener penge for at få råd til lidt ekstra. For at få råd til lidt ekstra, har vi travlt.

Der er én eneste ting, alle vi mennesker ved her i livet. Kun én! Og det er, at vi skal dø! Skal vi lave et kapløb: Hvem kommer først til døden?? De mest stressede har størst chance for at vinde, det ved vi godt. Det er bare ikke mig, men naboen - eller noget! O.K. der er også en anden ting, vi ved: Vi kan ikke tage noget med os herfra. Nå men det handler måske også om at efterlade sig noget, - et arbejdsværk, noget til børnene og børnebørnene, et eller andet, som gør os udødelige. Der er også dem, der siger, at grunden til at de har travlt og skal skynde sig at tjene en masse penge er, at de så kan nyde deres otium med rejser osv. Ja, rigtigt, hvis de når det, og manden med leen ikke kommer først.

Nogen gange oplever jeg også mennesker, som slet ikke kan finde ud af ikke at have travlt. Det er blevet en livsstil. De keder sig, hvis de ikke arbejder. De ved ikke, hvad de skal få tiden til at gå med - når altså ikke lige de er ude at rejse eller i gang med et projekt. De går og smågnaver med ægtefællen derhjemme, de mister deres identitet.

Noget af det, jeg synes er det værste ved folk, som har travlt, er, at de har en tendens til at blive smålige, nøjeregnende, gå i meget små sko, Det er, som om de synes, at de har RET til at være det. Som om deres surt tjente penge sandelig ikke skal ødsles væk på nogen, som ikke har så meget - eller noget!

Hvad mener Søren Kierkegaard med, at det er allerlatterligst at have travlt?

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad, og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig på en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunne vel vare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværekere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand? Enten-Eller I, s. 28