Teenagere - hvad gør vi, hvad gør vi????

Det er svært at være forældre. Ikke mindst til teenage børn. For hvornår skal man blande sig, og hvornår skal man ikke? Hvornår skal man kræve noget af dem, og hvornår skal man se gennem fingre med deres adfærd?

Jeg læste engang en interessant artikel om komikeren Danny Kaye. Som ung lå han hjemme på sofaen en rum tid og lavede intet. Moderen var ved at få spat over ham, men faderen sagde: Når den dreng rejser sig, så REJSER han sig. Til noget stort! - Man må jo sige, at faderen fik ret.

Historien er tankevækkende. For der er flere faktorer på spil. Kendte faderen sin søn så godt, så han virkelig havde noget reelt at have sin tro på drengen i? Eller havde han en tyrkertro på, at sønnen var gjort af så godt et stof, så han måtte blive til noget stort? Havde han blot en grundlæggende tillid til sin egen søn? Vidste han, at det bedste man kan gøre som forældre, er at holde ud og ikke blande sig? Havde han tiltro til, at hans egen opdragelse af sønnen havde været helt rigtig?

Er der en måde at forholde sig til ens teenager, der ligger på sofaen og ikke rejser sig på, der er rigtig? Og en anden der er forkert?

Jeg hører tit forældre diskutere den slags. Jeg har ikke selv haft "sofabørn" - skønt en del andet bøwl med mine tre som teenagere. Men jeg hører forældre argumentere, så man straks kan høre deres politiske holdning bag, f. eks.:

" Man skal ikke ligge og drive. Ud at finde et arbejde. Hvis de ikke ved, hvad de vil læse, så må de finde sig et arbejde. Eller også må de læse noget, og så må de skifte studium, hvis det viser sig, at de hellere vil noget andet. De skal sørme ikke bo på nas herhjemme, når de er over 18, det manglede bare. De skal ud og opleve livets barske realiteter"

eller

" Det er heller ikke let at være ung i dag. Og hvis man nu ikke ved, hvad man vil være. Og hvordan skulle de betale for at bo hjemme, når de ikke tjener penge? Det er jo heller ikke til at få arbejde nu til dags. Og når vi nu både har råd og plads, så er det da bedst, at de bor herhjemme. De kan tids nok komme ud og opleve livets barske realiteter".

Er der nogen, der kan stille sig til dommer over, hvad der er bedst? Ja, der er sikkert mange, der vil mene, at de kan. Men ud fra hvilken ret?

Hvis det er ud fra, at de er dem, der kender deres egne børn bedst, så respekt for det. Uanset om/hvis jeg mener noget andet. Børn er jo forskellige. Forældre er jo forskellige. Man bliver nødt til at forholde sig, som man nu KAN.  Moderen og faderen i mit første eksempel KAN ikke opføre sig som i mit andet eksempel. Og omvendt. Fordi de ER ikke sådan. De MENER ikke sådan.

Så mit bedste råd til teenageforældre: Stå ved hvem I er! Og hvis I gør det, har I givet jeres børn den bedste ballast, I kan. I har nemlig givet dem af jer selv!!!!