Forholdet mellem tro og gerninger.

Når spørgsmålet om forholdet mellem tro og gerninger stilles, er vi inde ved kernen i kristendommens betydning for, hvordan vi mennesker skal forholde os til Kristus. Det var Luthers fortvivlelse, at han ikke fandt "en nådig Gud", idet forsøget på at nå dertil enten måtte føre til hovmod eller fortvivlelse. Og det var fra læsningen af Romerbrevet og Galaterbrevet, at han pludselig forstod alt i et nyt lys. Som protestanter har vi derfor arvet Luthers forståelse, skønt enhver tro, der bekender sig til Jesus som frelseren, ikke kommer udenom at forholde sig til det spørgsmål.

I sandhedens interesse skal det siges, at GT ikke kun beskriver jødedommen som en lovreligion, men også taler om den kærlige og barmhjertige Gud, skønt uforståelig og uberegnelig for den menneskelige intelligens. Men det lå dybt i jødedommen, at menneskene skulle leve efter moseloven, og kun ved at leve et syndfrit og rent liv, ville Gud frelse én.

Men ud af Luthers krise, fandt han frem til det, som vi siden har kaldt "retfærdiggørelse ved troen alene". Betyder det så, at mennesket kan leve, som det lyster? Så langtfra, som også Paulus skriver i både Romer- og Galaterbrevet. Men det betyder, at mennesket er både retfærdiggjort og synder på samme tid. Retfærdiggjort, så frelsen er taget ud af vore hænder og overladt til Jesus alene. Retfærdiggjort ved dåben. Retfærdiggjort ved nadveren. Retfærdiggjort ved ordet. Det er de steder, vi får at høre, se og føle, at magten og æren til frelsen alene er Guds. Og herefter har vi kun ét at gøre: Have tillid til, at Gud er den kærlige fader, som gør alt nyt. DERFOR kan vi ikke længere bare synde.

 I udgangsbønnen siges det til os. "....og hver dag forbedre mig i et helligt liv og levned". Det er det, vi skal have tillid til, at Gud vil virke. Vi skal ikke kigge efter frugterne, men vi skal tage for givet, at ud af Guds kærlighed, nåde og barmhjertighed vokser kærligheden. Vi skal ikke måle og veje og dømme, om det nu også går sådan. Det har vi slet ikke tid til. Vi skal udelukkende søge at leve det kærlige liv, vel vidende, at vi ikke er fuldkomne, men syndere, og derfor til stadighed har brug for syndernes forladelse.

Og her må jeg forholde mig til reinkarnationstanken. Det er rigtigt, som jeg har set andre bloggere skrive, at ét liv ikke kan gøre os fuldkomne. Men det kan heller ikke mange liv. Og skal heller ikke. Vi har fået dette ene jordiske liv, derfor er det så dyrebart, og derfor er det så helt afgørende, at vi ikke går fejl af vejen. Men karmatanken er ikke en tanke, som kan findes indenfor kristendommen. Årsag/virkning eksisterer ikke i Guds barmhjertighed, som en lovmæssighed der er ligesom i menneskenes verden. Efter Jesu soningsdød er der sket det glædelige, at vi har lov at tro på syndernes forladelse. Det betyder, at vores synder ikke længere regnes os til last. Det betyder, at vi er godtaget som dem, vi er,  med fejl, mangler, synder. Det er SÅ væsentligt at forstå, at vi IKKE skal stræbe efter fuldkommenhed, men leve vort jordiske liv, så godt vi nu kan, og have nok i det. Resten er op til Gud, og vores største udfordring er at have tillid til ham. Den virkelige synd betyder "adskilthed fra Gud".