tirsdag den 29. januar 2013

Er du bange for at blive vred?

Vrede har været regnet for en af de syv dødssynder. Men hvordan kan det være? Jesus selv viste da vrede flere gange, iflg evangelierne, f. eks. da han vælter vekselerernes borde og jager handelsfolkene ud af templet. Og da han skælder hyklere ud og afslører dem.

Men er sand kærlighed og vrede ikke sammenhængende, hvis det handler om at forsvare dem, der bliver mishandlet, ydmyget, ødelagt?

Hvis vi bliver vrede, fordi vi fornærmes eller nogen modsiger os, vi taber i spil eller noget ikke går, som vi havde ønsket, - ja, da er det klart, at vi er optaget af os selv, og ikke af at elske. Men hvis vi er uden vrede, når vi ser andre blive undertrykt, hånet og udnyttet, så er det klart, at vi ikke elsker dem.
Det er derfor ikke vreden selv, men vredens motiv, der er afgørende. Vreden kan være uretmæssig, uden proportioner, ja endog dybt latterlig. Men den kan også være et positivt livsudtryk, en kærlighedskraft, en betingelse for sand kærlighed.

Abbe Pierre sagde: "I mit liv fortryder jeg mere de vredesudbrud, som jeg ikke turde gennemleve, end de vredesudbrud, som jeg ikke kunne styre". Det er klog snak. De vredesudbrud, som jeg ikke turde gennemleve!!! Hvad kan det være for nogen?

Det kan være de kampe, man ikke tør tage. Med ægtefællen. Men ens teenagebørn. Med kollegaen. Man skal vælge sine kampe med omhu, siges der, og det er også sandt. Men konfliktsky skal man helst ikke være. Det skal ikke forstås sådan, at jeg går ind for skænderier. Slet ikke. Men af angst for skænderier kan man komme til at give køb på noget, hvorved man mister noget væsentligt. Af en selv eller ens grundholdninger. Det dur ikke. Og det dur slet ikke i opdragelsen af ens teenagebørn, eller af ens børn i det hele taget.

Det er meget nemmere at give efter. På kort sigt. På langt sigt må man så leve med konsekvenserne af, at man ikke orkede at bruge energien i den vrede, man følte, til at få renset luften, få afklaret nogle grænser, eller hvad det nu har handlet om.

Jeg kender mennesker, der er bange for deres egen vrede. Og derfor uhyre sjældent giver den udtryk. Sådan har jeg også haft det engang. Jeg kunne virke overvældende, andre mennesker kunne blive bange for mig, og derfor tage afstand fra mig, hvis jeg virkelig udfoldede mig i min vrede. Men det kan man arbejde med, skulle jeg hilse og sige. - Og man kan blive bange for de konsekvenser, som ens vrede afstedkommer. Men man må huske, at ens ikke-vrede også har konsekvenser. Ingen mennesker befinder sig i ingenmandsland, vi må alle nu og da bekende kulør.

Jeg så forleden i en avis, at en hel busfuld mennesker havde forholdt sig totalt passive, mens 4 unge mennesker var gået løs på en anden. Sådan noget bliver jeg rigtig ked af at læse. Og jeg tror, og håber, at jeg ville have grebet ind, hvis jeg havde været der. Jeg ved da godt, at jeg måske ikke kan gøre stort, men NOGET ville jeg da kunne, f. eks. få chaufføren til at tilkalde politiet. Jeg ved da også godt, at jeg selv kunne risikere at få et par på skrinet, men her regner jeg alligevel med, at jeg bliver regnet for "en pæn ældre dame", som man ikke sådan lige med det første giver sig til at slå på. Men at INGEN greb ind gør ondt langt ind i sjælen. For det synes jeg siger noget om vort sindelag, som jeg bestemt ikke er stolt over.

Vrede er en følelse, som brugt rigtigt indeholder en utrolig mængde energi. Jeg vil håbe, at jeg tør gennemleve de vredesudbrud, som handler om at komme trængte mennesker til undsætning. Jeg tror, det var det, Abbe Pierre mente.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar