Facebook er ikke noget for Søren Kierkegaard!!!

http://politiken.dk/debat/profiler/permichael/ECE1856947/kierkegaard-er-en-kur-mod-overfladiskhed/

"Kierkegaard tog afstand fra to persontyper, fordi de aldrig tager valget på sig. Den ene var spidsborgeren. Ham, der blot flyder med strømmen uden engagement og uden at tage stilling til tilværelsen. Han gør bare som de andre.

Og den anden er æstetikeren, der har fundet lidenskaben, men bruger den forkert. Æstetikeren kaster sig ud i forbrug, oplevelser, affærer, rejser, fester, når han ikke ligger på sengen og føler tomheden. Æstetikeren, der drukner sine valgmuligheder i ydre adspredelse og larm, er i dag optaget af opdateringer på Facebook". (Citat fra linket)

Æstetikeren er shopaholic'er, workaholic'er, og alle  øvrige kompensationer, man kan komme i tanke om. Kompensationer, som skal dulme tomheden.

Hvad er tomheden for noget?

- Jeg keder mig
- Jeg tør ikke/kan ikke mærke mig selv
- Mit liv er meningsløst, og jeg orker ikke at gøre noget ved det
- Der er ikke noget, der siger mig noget
- Jeg gider ikke
- Det er lettere at få en sygdom, (psykosomatisk) end at ændre sit liv
- Jeg har en fornemmelse at, at jeg bruger mit liv forkert
- Hverdagens trummerum dræber mig

Det kan ske, at du står over opvasken og pludselig mærker den. Du bliver angst. Ikke bange, ræd, frygtsom, men angst, eksistentiel angst. Eller kommer kørende i din bil, og pludselig får en ukendt følelse i brystet. Angst.

Denne angst er som en overvældende, forfærdelig påmindelse om, at jeg skal dø. Og i et nu bliver livet så meget desto mere vigtigt. Men hvordan skal jeg leve mit liv? Det er et underligt omvendt spørgsmål, når vi så tror, at det lyder: Hvordan får jeg mest ud af livet? Angstens spørgsmål må altid være det omvendte: Hvordan bibringer jeg livet mest muligt? I angsten går ansvaret op for mig. Går det op for mig, at livets mening er mit ansvar. Går det op for mig, at ansvaret er mit.

Jeg anbefaler stilhed. Selvom den kan være nok så skræmmende. Jeg anbefaler kedsomhed, at vove at mærke sig selv. For mange år siden var det en stor lettelse for mig at læse Klagesangene i Gamle Testamente. Her fik jeg tilladelse til at råbe til Gud, at klage og anklage ham. Sikke en lettelse. Og tænk, det viste sig, at han godt vil dele ansvaret med mig. Herligt!!