Det ondes problem

For et stykke tid siden læste jeg bogen "Jobs tårer" af Jakob Wolf. Den handler om det ondes problem, kaldet teodicéproblemet. Meget kort fortalt går det ud på: Hvordan kan Gud, der er almægtig og god, tillade det onde?

Kristne har til alle tider kredset om dette problem, og søgt at løse det på forskellig vis. Men Jakob Wolf går et skridt længere. Han gennemgår først forskellige tænkeres forsøg på at komme om ved problemet, og han skyder teorierne ned en for en. Han gennemgår Jobs bog, og han redegør for, hvordan han selv kommer frem til sin konklusion, - at den eneste redelige måde at forholde sig til det onde på, er ved at lade det være Guds ansvar. Vi må anklage Gud, for i vor menneskeforståelse af godhed og Guds almagt, kan vi ikke forstå, hvorfor Gud tillader det onde.

Det er ikke vores opgave at forsvare Gud, nej - vi må anklage Gud, som Job gør. Jobs venner hævder godt nok, at Job må have gjort noget forkert, siden Gud er så grusom mod ham. Men Job bliver ved at påstå, at det har han ikke. I slutningen får vi Guds store tale til Job, hvor han bl.a. siger til Job: "Hvor var du, da jeg grundede jorden"? Gud siger, at skaberværket tilhører ham, og at han må gøre med skaberværket, hvad han vil. Han siger også, at Job ikke kan eller skal forsøge at retfærdiggøre sig eller Gud.

Bogen har gjort et dybt indtryk på mig, fordi den kaster pilen lige ind i hjertet - der hvor det kan gøre allermest ondt og der, hvor troen kan vakle. Menneskers erfaring er tvedelt. Vi har en erfaring af, at det onde findes. Både i og udenfor os selv. Både i mennesker og i naturen. Og vi har også en erfaring af, at Gud er god og almægtig. Vi bliver nødt til at magte begge dele, og ikke gøre forsøg på at få det til at gå op.

For mange år siden var jeg kommet dertil i min gudstro, at jeg erkendte, at verden er uretfærdig. I menneskelig forstand. Det var på en måde en frisættelse, for jeg følte derefter, at jeg slet ikke "behøvede" at blive bitter, misundelig, og lignende, for jeg forventede ikke retfærdighed i menneskelig forstand.  Men det bevirkede på en måde et stort tillidsforhold til Gud. På samme måde erkender jeg, at ansvaret for det onde er Guds.

Men det fritager mig ikke for at forsage det onde, som vi siger i trosbekendelsen. Det er mit ansvar. Det er også mit ansvar at være medmenneske, at være "næsten", som afhjælper den nød, som det onde kan afstedkomme, så godt jeg nu kan, med de muligheder, jeg har. Uanset om det onde kommer fra mennesker eller naturkatastrofer eller simpelthen uheld og ulykke.