Engang imellem må vi kristne tage de simpleste og enkleste temaer i kristendommen op til fornyet eftertanke. Er det ikke let nok at svare på ovenstående spørgsmål? Loven kommer naturligvis først, og derpå evangeliet. Med loven kommer syndsbevidstheden og menneskets status i forhold til Gud. Med loven kommer Guds syn på godt og ondt, Guds visen sig for mennesket som den strenge, retfærdige, men også barmhjertige Gud.
Men med kristendommen - og med Det Nye Testamente - bliver loven til jødernes lov, bliver til Det Gamle Testamente, bliver ubrugelig, fordi Jesus vender alting på hovedet, radikaliserer alting og gør alting nyt. Med Kristus dør den gamle Adam. Så hvad skal vi kristne egentlig bruge GT til?
Vi skal bruge GT til at forstå den kontekst, som Jesus blev født ind i og voksede op med. For det var på den baggrund, Jesus udbredte sit evangelium. ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde men for at opfylde!” og Jesus har erklæret at ikke den mindste del af loven skal forgå, før end Guds Riget er fuldkommet. (Bjergprædikenen Matt. 5) Han er ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme, og han var og er selv fuldkommengørelsen af loven. Det gamle testamente var grundlaget, basen, hvorpå kristendommen bygger. Så loven kommer naturligvis først.
Men er det nu helt rigtigt? Hvad nu hvis nåden kommer først? Er det ikke rigtigt, at Gud elskede os først - og derefter kommer loven?
Den Gud, vi kristne kender, er den Gud, som Jesus kaldte far. "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv". (Johs 3,16) Så kærligheden kommer først. Derfor er det sådan, at for kristne mennesker giver GT først mening i lyset af NT. I Det Nye Testamente opfylder Jesus loven, som det også mange steder er beskrevet, f. eks. i palmesøndags teksten Matt. 21, 1-9 - hvor Jesus beder disciplene om at gå ind i byen og tage et æsel "for at det skriftord, som er skrevet ved profeten, skal gå i opfyldelse..."
Hvorfor er det ikke lige meget, hvad der kommer først, loven eller evangeliet? Fordi Jesus er opfyldelsen af loven. Hvis vi kun havde GT, skulle vi mennesker selv opfylde loven, hvad farisæerne og de skriftkloge havde helt fat i - og hvad vi mennesker også op gennem historien er blevet pisket med, (og ind imellem selv har pisket os med - f. eks. Luther i forsøget på at få en nådig Gud), og hvad megen forsøg på at skabe en kristen etik også vidner om. Og hvad enhver sand person kan sige sig selv, at mennesker ikke kan. Jesus var lovens opfyldelse - han viste os, at vi KAN ikke selv opfylde loven, for vi er under lovens dom hele tiden. I Bjergprædikenen siger Jesus igen og igen: "I har hørt, at der er sagt, men jeg siger jer..." Det kunne jo godt se ud, som om Jesus undsiger loven, men det gør han overhovedet ikke, han viser os, at enhver af os er skyldig under loven, enhver, der siger Raka til sin bror, enhver der ser på næstens hustru og begærer hende, o.s.v. Men han var selv lovens opfyldelse. Han frisatte os, han løskøbte os - ja, der er brugt mange forskelllige ord og udtryk om dette, at han frelste os.
Nå, er det så lige meget, hvordan vi lever? Nej, det er det i hvert fald ikke. For det, der altid er tilbage, er Jesu radikaliserede ord: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og din næste som dig selv. Og det kan kun gøres EFTER at Gud har elsket os først, og med Helligåndens hjælp; det skal ikke gøres til vores frelse, men kun gøres i lyset af den kærlighed, som Gud har givet os, og som vi skal videregive. Og vi har brug for at høre dette glædelige budskab igen og igen, for vi glemmer så let.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar