Lidt barmhjertig er man vel altid!

For tiden er jeg optaget af, hvad Jesu radikalisering af den gamle lov betyder for mennesker: Her må gerne grines, for er det da ikke det, kristendommen i det hele taget gik - og går - ud på? Jo jo da - men se, om ikke vi mennesker er ret så gode til ikke at forstå det! Hvis det var så såre enkelt, var der nok ikke mange tusind forskellige retninger indenfor kristendommen.

Lad mig illustrere med et eksempel, hvor jeg "befinder" mig: Den barmhjertige samaritaner. Jeg behøver næsten ikke sige mere. Så er vi alle med. Den vel nok kendteste af Jesu lignelser. Hvorfor er vi så vilde med den? Det er nok, fordi det er en smuk fortælling om barmhjertighed. Og det kan vi da forstå! Eller kan vi? For vi må nok lige tage det sidste med: Gå du hen og gør ligeså!!!

Ja ja, vi ved da godt, at vi skal være barmhjertige! Det er vi da også, så godt det nu lader sig gøre. Danskerne giver sandelig meget, når der er diverse indsamlinger og lign. Ja, nogen af os giver sågar faste beløb til velgørende institutioner. Man fristes næsten til at sige med Benny Andersen, frit citeret: Jeg øver mig hver dag i at være god. Jeg sætter mig hver dag foran spejlet med udbredte arme. Faktisk er jeg nået op på en hel time. Men jeg er bedst, når jeg er alene.

Det er jo det! Næsten kommer lissom i vejen! Altså den næste, som vi møder hver eneste dag overalt. Ham, som JEG skal være næste for.

Men vi er da den barmhjertige næste - når vi har tid - og råd. Vores liv i dag er sandelig ikke indrettet, så der er meget tid og råd til barmhjertighed. Lad os tage mig selv i en noget yngre udgave: Tidligt - meget tidligt op hver morgen for at nå det hele med tre børn, som jeg meget af deres barndom var alene med. Fuldtidsarbejde som leder af en institution for fysisk og psykisk handicappede børn. Hus, hjem og havejord. Bil, venner, familie. Og hertil: Motion, sund kost, indkøb, tøjvask, lektielæsning med børnene, følge med i dagens nyheder, følge med i litteratur, både fag- og skønlitteratur. Og hver dag komme for sent i seng, fordi der dog skal være bare lidt tid til mig selv. Og hvis man har en mage: Tid til samvær, til at være kærester, til at koordinere kalendere, til aftaler, til at gøre sig lækker, til sex, til ferier til....Det er næsten trivielt at skrive om, for de fleste af os har vistnok vænnet os til, at vore liv ER stressende. Så det med barmhjertigheden og næsten kan muligvis ligge på et lille sted.

Jamen, har jeg ikke misforstået det? Det er jo i hverdagen, i forhold til den næste, vi møder, at vi skal være barmhjertige. Men det er ikke noget vi OGSÅ skal være - ud over alt det andet, vi også skal. Det er ikke ligesom en fritidsbeskæftigelse, vi kan hygge os med, hvis vi får tid. Nej, gå du hen og gør ligeså! Her er det så, at Jesu radikaliserede bud gør sig gældende: Gå du hen og gør ligeså! Ikke når du har tid eller råd. Enten er du barmhjertig eller også er du ikke! Man kan ikke springe på hesten og ride i to retninger!

I en af vore lokale kirker har man fået dette hersens nymodens fjernsyn, og en af præsterne er rigtig god til at bruge det, når han prædiker. Hovedpunkterne i hans prædiken kommer op på skærmen, og en konklusion går igen. Og se, om ikke det har hjulpet. I hvert fald husker jeg en af hans konklusioner: Lidt er nok! Jeg har ikke kunnet få den ud af hovedet, for den stritter i mig. Lidt er nok! Kan man være lidt barmhjertig, og det er så nok? Hvordan skal det forstås? Kunne jeg have taget mig LIDT af ham, der faldt blandt røvere? Nej vel. Vi er ENTEN barmhjertige, eller også er vi det ikke.

Og vi ved godt, at vi IKKE er barmhjertige, for vi kan jo da ikke bruge hele vort liv på næsten og hans gøremål, vi har jo også et liv. Hvad skal vi så gøre? Ja, vi må starte med at erklære os som syndere. Dog ikke for at vi så er fritaget for at øve barmhjertighed, men for at blive sat i den rette sammenhæng i forhold til Jesu radikalisering. Det bliver så åbenbart i Jesu ord, at vi mennesker ikke ER de barmhjertige. Og sandelig, om ikke lignelsen har DEN pointe: At det eneste, vi kan, er at holde os til Jesus i hans ord om syndsforladelsen. For det bliver i denne smukke lignelse så åbenbart, at det er det, vi trænger til