Nej!!! Det er den ikke. Og det har jeg Jesu ord for, læst i Markus 2,14 - 22, hvor han bl.a. siger: Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.
Synd. Hvad er det? Er det ikke et frygtelig gammeldags begreb, som vi skal skynde os at vokse fra brugen af, jo før jo bedre? - Nej, for hvis vi vil regnes med blandt dem, kristendommen er til for, så må vi afgøre med os selv, om vi er syndere.
Nogle gange støder jeg på mennesker, som tror at synd er det samme som umoral f. eks. utroskab, bagtalelse, sladder, dårlig opførsel, løgn, tyveri, snyd, at gøre andre ondt osv osv. At man er en synder, når man overtræder disse regler for ordentlig opførsel. Andre gange møder jeg mennesker, som ikke vil anerkende begrebet synd. De kan godt vedgå, at de kan have gjort noget dumt, ulovligt eller skamfuldt, men hvis man skal indrømme det overfor nogen, så siger vi ikke: Jeg har syndet! Næ, så siger vi hellere: Jeg har opført mig dumt!
Men synd kalder Jesus det, og syndere kalder han os, hvis vi ikke betragter os selv som retfærdige. For hvis vi gør det, er evangeliet ikke for os. Men ER vi da syndere? Hvis vi bruger ordet "synderslået", kan vi måske høre, at det er noget, der er gået i stykker, er skilt ad. For synd betyder "adskilthed fra Gud". Det er en erfaring, som vi kan gøre os i livet, at vi føler os adskilt fra Gud, at mening og helhed ikke kan fattes af os, at Gud hemmeligholder sig selv for os, - og hertil hører også, at vi kan have erfaringen af, at vi ikke er, som vi burde være, og den smerte, som ligger i erkendelsen af dette. Og erfaringen af, at hverdagen og dagligdagen fylder så meget, så bønslivet og troslivet bliver til så lidt for os. Endda kalder Jesus i Bjergprædikenen de, der hungrer og tørster efter retfærdigheden, for salige. Det vil altså sige, at det er saligt at være en synder.
Kan det nu passe? Arh, det er da ikke altid, vi oplever splittelsen - jamen godt så. For i den tid hører vi ikke evangeliet. Vi kan da også berolige os selv med, at vi gør det så godt, som vi kan - men nej, sindet føler sig ikke beroliget ved vore egne ord. Vi kan også søge surrogater. Vi kan have så travlt, så vi ikke giver os tid til at lytte til sindet. Vi kan søge at opnå anerkendelse og ros, så sindet tror, det bliver beroliget. Vi kan hige efter nydelse, så sindet passificeres. Vi kan skabe karriere, og en tid kan sindet tro, at det er lykken. Vi kan elske et andet menneske så højt, så vi tror, vi ikke behøver andet. Vi kan gennem livet bedøve os med alle disse ting, så vi aldrig opdager adskiltheden.
Men vi kan også sige ja. Til Jesu ord om, at han er kommet for at kalde syndere, og ikke retfærdige. Og det er netop mig.
Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere, siger Jesus. De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Og hvordan er han så læge? Hvordan heler han den splittelse i os? Ja, det gør han på en mærkelig måde. Han sidder til bords med toldere og syndere, som det hedder. Han sidder til bords med os. Han er med andre ord én af os. Ikke som én der er højt hævet over os og som høfligt viser at han ved vi er der, altså ligesom når én af de kongelige aflægger besøg på en varmestue for hjemløse, og går igen. Nej, han bliver en af os. Han gør fælles sag med os, til den bitre ende endda.
Han gør os ikke til bedre mennesker. Han hjælper os ikke til at blive dem vi gerne ville være. Næh, han bryder syndens magt på en anden måde. Ved at være der sammen med os. Netop os, dig og mig, ikke dem vi gerne ville være, dem vi stræber efter, men os, som vi er. Det er ikke vores forskellige idealbilleder, vores bedre jeg, han sidder til bords med, men os som vi er. Det betyder at vi sættes fri. Vi behøver ikke forstille os. Og vi behøver ikke kredse om os selv og gå så højt op i om vi nu er gode nok. Vores ufuldkommenhed beholder vi. Men han gør den ligegyldig. Den betyder ikke noget. Vi er vel også stadig splittede, men det er uden betydning. Han sidder midt iblandt os, som én af os, og sådan overvinder han enhver afstand mellem Gud og os. Sådan gør han det gamle nyt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar