Der er mange forældre, som undlader at lade deres børn døbe, med den begrundelse at det må de selv tage stilling til, når de bliver voksne. Jeg har aldrig fattet, hvordan det kan lade sig gøre. I al opdragelse spiller forældrenes holdning og stillingtagen til alverdens ting en kæmpe rolle. Og jeg kender ingen forældre, som ikke af hjertet ønsker at give det, de selv lever på og af, videre til deres børn. Alt andet ville da også være mærkeligt.
Hvordan kan forældre tro, at deres børn kan tage stilling til noget, de ikke ved hvad er? Og hvordan skal børnene forholde sig til en tro, som deres forældre allerede før deres dåb har valgt fra?. For det er jo netop det, de har gjort. Hvor får børn i dag, hvor skolerne ikke må forkynde, og knapt nok undervise i kristendom, en ordentlig viden om, hvad kristendom er? De kan muligvis gå til spejder - skønt spejderbevægelsen også er under et enormt pres for at undsige kristendommen. Og de kan muligvis gå til "minikonfirmand", - dette tema er efterhånden oprettet i de fleste sogne, og er noget af det, sognene har mest succes med.
Men hvad nytter det alt sammen, hvis børnene i hjemmene mødes med en lunken holdning: Det må du selv tage stilling til!
Dermed kommer barnets interesse for kristendommen jo til at afhænge af barnets forhold til forældrene. Har barnet et godt forhold til forældrene, vil det jo umiddelbart overtage forældrenes holdning til kristendommen. Og med denne "du må selv-holdning", har forældrene jo vist, at det med kristendom ikke betyder særlig meget for dem. Hvis forældrene derimod er direkte imod kristendommen, enten som ateister eller som agnostikere, siger jeg: Respekt for det, for så har I i det mindste meldt klart ud. Børn vil enten overtage deres forældres synspunkter, eller gøre oprør imod dem. Og forældre, for hvem kristendommen betyder noget, ville aldrig sige, at barnet selv må tage stilling, for forældrenes hele liv vil være under kristendommens regime.
Kan man forestille sig forældre, som har fundet det sande, ægte, gode? Det som giver livet fylde og mening. Og som så siger: Det må du selv tage stilling til???? Det ville være nogle mærkelige forældre.
Det kan selvfølgelig tænkes, at forældrene selv er i tvivl. Tror jeg på Gud, eller gør jeg ikke? Og hvis jeg tror på Gud, så ved jeg alligevel ikke nok om kristendommen til at jeg vil kalde mig en kristen. Den kategori af forældre har jeg stor sympati med. De forholder sig til kristendommen som sande mennesker. Meld det dog klart ud til jeres store børn! Og til jeres sjælekval vil jeg videregive Søren Kierkegaards ord, frit efter hukommelsen: Den,som ikke vil have med kristendommen at gøre, fordi den er for svær at forstå - til den vil jeg sige: Der er dog noget, som du forstår. Gør så dette! Du kan ikke kræves til regnskab over alt det, du ikke forstår! Men det, du forstår: Gå du hen og gør ligeså!
Lydighed handler det om i Søren Kierkegaards ord. Et ord, som bestemt ikke er på mode. Og derfor er et ord, som vi må give særlig opmærksomhed.
Men svigt ikke jeres børn ved at lade en så væsentlig del af deres liv være noget, som I tror, I ikke har taget stilling til. Det har I!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar