Er der en mening med livet?

I og med at man kan stille spørgsmålet, anerkender man den mulighed, at der kan være en mening med livet. Og hertil kan man svare ja, nej eller ved ikke.

Det sandelste svar vil være "ved ikke". For i en menneskelig forståelse af, hvad det vil sige at "vide" noget, - at noget f. eks. kan efterprøves - kan vi ikke svare andet.

Eksistentialister, ateister og livspragmatikere har svaret: Nej, der er ingen mening med livet. Livets eneste problem er selvmordets problem. Ser du nogen "mening" i at leve det meningsløse liv, ellers kan du lige så godt dø med det samme.

Så det vil egentlig sige, at hvis vi stiller spørgsmålet "er der en mening med livet", så er vi straks ovre i trosverdenen. Ikke nødvendigvis religionstroens verden, men i den verden, som vi ikke uden videre kan putte ind i kendte og efterprøvelsesværdige forståelser af verden.

Og så er vi inde i ja-et. Ja, der er en mening med livet. Men gælder det så menneskeheden som sådan, eller gælder det bare mit liv? Hvis det kun gælder mit liv, så kan det være noget, jeg har valgt. At for at kunne leve mit liv, må jeg leve det som om der er en mening med det. Uanset, om der på forhånd er en mening med mit liv, må jeg, for at kunne leve det, vælge det. Hvis jeg siger ja til det, skal jeg også tage stilling til det næste valg: Var meningen der i forvejen, så jeg skal opdage den, eller dannes meningen hen af vejen, i forhold til de valg, jeg træffer? Jeg kan også spørge: Er min livsbane tilrettelagt, forudbestemt, determineret, eller har jeg min suverænt frie vilje?

Jeg kan lige så godt tilstå med det samme, at jeg tror begge dele. Ja, min livsbane er tilrettelagt, og ja, jeg har min suverænt frie vilje. At jeg kan tro begge dele, skyldes, at jeg mener, jeg både lever i tid og evighed. Set fra mit jordiske tidsperspektiv har jeg min frie vilje, og set fra evighedsperspektiv, hvor tiden ikke eksisterer, er min livsbane afstukket.

Jeg oplever, at jeg vælger frit. Og i det frie valg har jeg i forvejen indkluderet arv, miljø, situationens omstændigheder, og alt hvad der ellers kan menes af eventuelle forhindringer for den frie vilje. Jeg oplever at meningen med mit liv viser sig, efterhånden som jeg lever det. Der er visse temaer i mit liv, som jeg har anet fra jeg var ganske ung, og andre er kommet til hen af vejen. Og det er sikkert først, når jeg ligger på mit dødsleje, at jeg kan skue ud over det hele og måske se helheden. At livet leves forfra og forstås bagfra har bl.a. Søren Kierkegaard beskrevet.

Men jeg oplever også, at I mine valg bærer jeg så mange tidligere valg, personlighed, kristentro, opdragelse osv med mig - og derfor kan man måske på en måde sige, at mit valg er givet på forhånd. Men det fratager mig ikke oplevelsen af, at det er mig, som vælger, når jeg vælger. Og sådan er det såre godt. For derved gøres jeg ansvarlig for mit liv. Og skønt meget kan siges om meningen og meningerne med mit liv, må jeg fastholde, at det er mit ansvar. Uanset hvad jeg har med mig i bagagen, selvforskyldt eller ej, er det min opgave at tage livet, som det er givet mig, på mig. Ikke så jeg kan rose mig af noget, fordi enhver har jo kun, hvad han har fået givet, men som min opgave.

Og her er jeg heldigvis ikke alene, men har fået givet medmennesker at dele det med, og en masse hjælp fra skaberens side, så jeg aldrig er alene.