onsdag den 16. januar 2013

Syndernes tilladelse versus syndernes forladelse.

"Vi har en folkekirke, som ikke længere giver syndernes forladelse, men syndernes tilladelse. Denne sætning læste jeg for en tid siden i en artikel i Kristelig Dagblad.Udtalelsen fik mig til at tænke, at det er der måske noget om.

Vi er ikke længere syndere, som har brug for nåden og Guds tilgivelse, nej, vi er glade børn, som er elsket af Gud, og vi kan gøre, som vi vil, for alle mennesker bliver frelst. Denne holdning mødes man oftere og oftere af indenfor folkekirken. Synden er trådt i baggrunden, eller den er helt gemt væk, som et levn fra en anden tid - et levn fra den mørke middelalder, hvor fortabelsens mulighed holdt mennesker nede i undertrykkelse, og hvor kirkens magt voksede netop derved. Mennesker fra andre religioner bliver også frelst, for Gud er kærlig, og han vil selvfølgelig ikke foretrække nogen fremfor nogle andre. Og i lyset af denne tro giver det ikke meget mening at missionere. Vi er stolte af vores "rummelige folkekirke", for den kan stå for næsten alt. Det er måske ikke fra prædikestolene, at der siges: Enhver er salig i sin tro, men resultatet af den rummelige folkekirke, kan få folk til at tænke sådan.

I en tid, hvor vi taler meget om RET - hvad vi har ret til, og hvad vi har krav på, er vi ikke meget for at omtale os selv som syndere. Vi er alle gode mennesker, som tilslutter os menneskerettighedskonventionen, vi betaler vores, temmelig høje skat, for at kunne få den velfærd, vi ønsker - næ, ikke som vi ønsker, men som vi kræver. Vi sætter velfærd lig med ALLES ret til ydelser, uanset behov. At yde efter evne og nyde efter behov er ikke på mode. Vi vil godt yde, men vi vil helst nyde. Vi vil godt arbejde hårdt og tjene mange penge, men det er da primært til os selv. Ellers truer vi med at flytte til andre lande, hvor man lader mennesker beholde mere af deres indkomst i egen lomme.

Det er ikke en tale, som man kan finde i biblen. I biblen siges: Hvad har du, som du ikke har fået givet? Her tales om, at vi er skabt, og at vi har fået alt for intet, og at vi derfor skal give det videre for intet. Her tales om, at det er sværere for en kamel at gå gennem nåleøjet, end det er for en rig at komme i himmerige. Her tales om den rige mand, som først efter sin død opdagede, at han skulle have givet ud af sin rigdom.

Men det moderne menneske har ikke brug for frelse, for det kan slet ikke forstå begrebet. Frelse fra hvad? Hvis kirken ikke vil tale om synden, giver frelsen ingen mening, for det er jo ved syndsbevidstheden, at vi kommer til erkendelse af, at vi har brug for frelsen. I forsøget på at modernisere sig, skulle folkekirken måske tage det personlige skriftemål op igen. Ved skriftemålet sættes mennesket ind i den sammenhæng, som er det sandt menneskelige: Jeg erkender min synd, jeg angrer den, jeg gør bod, og jeg modtager mine synders nådige forladelse. Her har katolikkerne noget, som reformationen kom til at smide ud i sin iver efter "kristendom pur og ren". Ved at indføre skriftemålet, vil vi også blive oplært til at have en åndelig vejleder, nemlig vores præst, og hvor har vi dog brug for det. Der har aldrig været så mange, som går til psykolog, i terapi, til healing o.s.v. Det ville give os en følelse af at leve med vores kristendom, som mange i dag trænger til. Så frem for at skabe modernitet ved at forpoppe folkekirken, kunne det være, man skulle kigge bagud og tage nogle af de gamle, glemte temaer op igen.

Vi holder ikke af at tale om arvesynden, for historierne om Adam og Eva er vi da forlængst vokset fra. Hvem lærer - og hvor lærer vi i dag, hvad historierne har at sige om det, at være menneske? I skolerne skal der undervises i kristendom, men der må ikke forkyndes. Det betyder, at det, vore børn hører om kristendom i folkeskolen, er distanceret. Eller også undervises der, som om der er lighedstegn mellem kristendom og humanisme. Sådan ser det også ud, hvis man kigger på diverse materialer til kristendomsundervisning. Det er tragikomisk, at man i alle andre fag hævder princippet om engagement, med Grundtvigs ord: Men han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær. På dette område er forældrene overladt til sig selv, hvis de gerne vil have, at deres børn skal vokse op og lære om kristendommen.

Men hvis talen er om arvesynden, så er det a la: Vi er allesammen syndere, det er der ikke noget at gøre ved, men det gør heller ikke noget. Vi tror jo ikke på gerningsretfærdighed, vi skal bare tro, så bliver vi frelst. Vi lever i et land, som har fostret en af verdens største kristne filosoffer, nemlig Søren Kierkegaard, og vi kender ham ikke. Og lad nu venligst være med at udbryde "Han er også så svær at læse". Det er muligt. Men som lærer og pædagog er man uddannet til at undervise i hvad som helst på et hvilket som helst udviklingstrin, blot undervisningen afpasses barnets udviklingstrin. Det kræver selvfølgelig, at man SELV sætter sig ind i hans verden. Og her er noget at hente. Her tales der ikke om syndernes tilladelse, men om hvad det vil sige at være menneske, når man forstår sig selv ind i den ramme, som er syndens, og hvordan syndernes forladelse derved bliver altafgørende for vort liv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar