tirsdag den 1. oktober 2013

Abortloven igen igen...

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/10/01/083841.htm

Det er 40 år siden, at den frie abort blev vedtaget ved lov her i Danmark. I den anledning har der været - og er - en del artikler i medierne. En af dem, jeg faldt over, er DR Nyheders artikel, hvor Iben Tranholm udtaler, at hvis man ikke er klar til at få et barn, bør man afstå fra sex.

Jeg skal da lige love for, at Iben Tranholm får læst og påskrevet i kommentarerne på facebook. Til ingens overraskelse. Facebook er stedet, hvor alle, der har dagens rigtige mening har frit spil. Og skulle der en enkelt gang indsnige sig en frafalden, som formår at vende stemningen, så er det også helt lige meget, for så skrifter vi bare holdning. At argumentere med eller mod en holdning er umoderne, det handler for det meste om at føle sig på det rigtige hold. Såre forklarlig psykologisk mekanisme. Os-og-dem-holdningen.

Organisationen "Retten til Liv" har opstillet 16000 hvide kors ved motorvejen ved Hedensted, som protest mod abortloven. Der er uenighed om, hvorvidt et kors er et skildt, og dermed kan opfattes som propaganda. foto: Nils Rosenvold/Scanpix Denmark

Kan der snart siges noget nyt om abortloven, tænkte jeg, da jeg så dette billede og læste artiklen. Måske ikke. Men den fik mig alligevel til at tænke tilbage til begyndelsen af 70'erne. I 1973 blev abortloven vedtaget, og det er ikke nogen tilfældighed, at det var i det år. Rødstrømpebevægelsen, feminismen, første generation af kvinder på p-piller, hele tanken om kvinders RET blomstrede. Og hermed naturligvis også kvinders RET til at bestemme over egen krop.

For skal samfundet bestemme, om jeg skal have det barn, som jeg ved et uheld var blevet gravid med? Det er vel mere rigtigt, at det er mig selv, der bestemmer det?

Samfundet - det er sådan en ansigtsløs størrelse. En grå masse uden mening og personlighed. Og meget af tiden en masse, som jeg må kæmpe imod, fordi det ikke altid tilgodeser min RET.

Det meste af debatten dengang handlede om, hvorvidt man kunne tale om "et barn" hvis man holdt sig indenfor aborttidsrammen som normalt er inden udgangen af 12. uge, men sagtens kan forlænges, hvis noget taler for det. I dag har vi for længst passeret denne skillelinje, fordi det ikke giver mening at diskutere, om der er tale om et barn, når forældrene GERNE vil have den for tidligt fødte, og om der er tale om en abort, når forældrene ikke vil.

Dengang handlede debatten også om abortMETODERNE. Abortmodstanderne hævdede, at det kunne gøre kvinden steril at få en abort. Det kunne det også med visse metoder, men årsagen til denne debat har vi også for længst passeret, da metoderne er meget sikrere i dag.

Så hvad bliver tilbage at debattere tilhængere og modstandere imellem?

Om der er tale om et liv eller ej, kan vi diskutere. Men det giver ingen mening at slå hinanden oveni hovedet med argumenter for eller imod det. Og da vi har religionsfrihed giver det heller ingen mening at vrænge af de kristne.

Om mennesker bør afholde sig fra sex, hvis de ikke kan magte et evt. barn, giver for mig at se heller ikke ret god mening. Jeg kan være enig så langt, at når de unge begynder deres sexuelle  karriere, bør forældre og/eller andre voksne i nærheden drøfte med de unge, hvad konsekvenserne af en eventuel ufrivillig graviditet er. Men at mennesker bør afholde sig fra sex? Tjah, det kan man mene, men mennesker gør bare ikke altid, hvad der er bedst for dem selv. Og moraliseren gør ingen gavn efter min mening.

Derimod mener jeg, at det er på tide, vi indser, at INGEN prævention virker 100 pct, selv om vi er vænnet til, at det gør de.

P-piller er 99,5 pct sikre
Minipiller er 98 pct sikre.
Spiral er 98 pct sikker
Kondom er det svært at sige noget om, da det afhænger af kvalitet og styrke, og om det holder
Pessar er 98 pct sikker, når det er sat rigtigt op.

Og hvis vi tager dem, der lyver om deres korrekte brug af disse midler fra, er der stadigvæk en lille gruppe, som bliver gravid på trods af beskyttelse.

Men der er så mange andre ting, som kan spille ind, f. eks.  alkohol (hvor man både kan glemme sin prævention og måske kaster op efter at have taget pillen). Eller overgang fra en type piller til en anden. Vidste du, at du så ikke er beskyttet, før en måned på de nye piller?

Så nej, ingen præventioner er 100 pct. sikre. Og derfor KAN man blive gravid på trods af beskyttelse. Og DET synes jeg, vi skal være ærlige omkring.




 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar